Socialistisk Arbejderavis
Nr. 53 – Oktober 1989 – side 9
Eksistentiel krise for kommunisterne
Tøbrud fører DKP mod sammenbrud
Per Westerberg
Den milde vind fra øst ...
Der er ingen tvivl om, at katalysatoren for brydningerne i DKP er de nye reformvenlige vinde fra Gorbatjov og moderpartiet i Sovjet.
Det samme sker i en eller anden form overalt i Europa. Og det kan være godt at skele lidt til de andre kommunistpartier, hvis man skal forstå den retning tingene går i.
Ungarns viceministerpræsident Imre Pozsgay siger det på følgende måde: “Det kommunistiske system i Østeuropa og Sovjetunionen bør aflives og i Ungarn erstattes af politiske bevægelser, der ligger tættere socialistiske eller socialdemokratiske ideer!”
Det italienske kommunistparti (PCI) har besluttet at søge om optagelse i den socialdemokratiske internationale, SI.
Det overordnede er en tilnærmelse til socialdemokraterne. Det understreges af, at Krassin, Gorba-støtte og rektor for den internationale partiskole, fremhæver de svenske erfaringer med lønmodtagerfonde.
DKP står i dag i den mest afgørende diskussion i organisationens historie: Den handler om DKP’s eksistensberettigelse. Derfor er splittelsen dybere end nogensinde før – men ikke desto mindre har de uhyre svært ved at komme ud af stedet.
Da DKP sidst havde en lignende situation i 1956/58 handlede det også om tilknytningen til Moskva, men med omvendt fortegn. Da var der to hovedlinjer. Aksel Larsen-fløjen var “fornyerne” og gik mod bindingen til Sovjet efter invasionen i Ungarn i 56, og søgte som PCI i Italien “den tredje vej.” Ib Nørlund-fløjen ville fastholde den gamle – at være talerør for Moskva. I dag er det langt mere kompliceret.
I de sidste par år har den helt åbenlyse modsætning også gået mellem “Fornyerne” og “Fundamentalisterne”, – men på spørgsmålet om samling til venstre kontra Liste K.
Men de deler sig op, så man kan tale om fire forskellige tendenser. Mange mellemformer gør det svært at sætte enkeltpersoner på de konkrete tendenser. Måske er det rigtigere at tale om fire retninger, som der trækkes i. Det er vigtigt at forstå, når vi skal vurdere den indbyrdes krig for at få flertallet op til den kommende kongres.
Blandt fornyerne er der to tendenser. For nemheds skyld kalder vi den ene DKU-tendensen. Når det er forenklet skyldes det, at der også i DKU er kræfter, som trækker i forskellige retninger. Og der er kræfter i DKP, som hører hjemme her. Tendensen står for det mest radikale opgør med alle stalinismens og Sovjet-regimets kendemærker. Men teoretisk og ideologisk er de ude på herrens mark. I en slags panikreaktion søger de alskens nye veje. De har stort set droppet alt, som hedder fagligt arbejde og klasseorientering. Det understreges af den måde, Next Stop har afløst det faglige ungdomsarbejde. Men det mest grelle eksempel er, at ledende DKU’ere har oprettet et budefirma, der slog sig op som strejkebrydere under den sidste konflikt på Købmagergades Posthus.
På den anden side støtter de klart de russiske minearbejdere og de kinesiske studenter, efter Gorbatjov-fløjen havde markeret, at det skulle man ikke blande sig i. Tendensen kan ikke fastholde sin tilknytning til DKP, men er så modsætningsfyldt, at den ikke kan udvikle noget selvstændigt.
Den anden tendens er mere konform, men har en lidt klarere retning – vi kan kalde den SF-tendensen.
SF-tendensen har en naturlig baggrund i, at der allerede i 1958 var DKP’ere, som var i tvivl om, hvorvidt de skulle være gået med Aksel Larsen. Men også mange nyere medlemmer trækker naturligt i den retning, som har været den almindelige tendens på venstrefløjen de sidste år. Når den så oven i købet bliver ideologisk understøttet fra øst, skulle man tro de havde masser af medvind.
De har imidlertid et problem: Pladsen er optaget. En platform, som siger samling med SF, vil ikke blive taget alvorligt i SF, men den er også uspiselig i DKP, som har en stærk partitradition.
Uden klarhed over, hvor man skal gå hen, og i mangel af plads at gå hen på, er fornyerne endt i det mærkelige sammensurium, som hedder Liste T. De tvinges mod VS, som på ingen måde er en faktor i dag, og dermed til et sluge SAP – som den bitre pille.
Men det vil også være forkert at skære “fundamentalisterne”, altså modstanderne af dette, over en kam. Der er nemlig to forskellige udgangspunkter for denne modstand.
Apparatfolkene kan man kalde den første. Det er den kerne, som siden krigen har fastholdt nerven i DKP’s politik: At være talerør for Moskva. Det er den kerne, som stammer fra modstandsbevægelsen, overlevede koldkrigen, og som har haft sin styrke i at sidde på apparatet i DKP. Det er partiets mest forbenede stalinister.
Deres styrke består i, at de har prøvet det før: At køre “fornyere” trætte via bureaukratiske manøvrer og stalinistiske arbejdsmetoder. Vi så det på Land- & Folk-festivalen, hvor de smed de kinesiske studenter ud. Selv om det har vakt voldsom modstand i partiet, er deres metoder alligevel så grove, at mange “fornyere” melder sig ud i desillusion.
Deres svaghed er imidlertid, at de ikke har nogen opbakning fra øst. Et spinkelt håb er Bresjnev-tidens tilbagevenden. Men det vil næppe ændre meget. Siden invasionen i Afghanistan og Solidarnosc’ opståen har de intet vundet på internationale spørgsmål. Kun på et effektivt apparat og den faglige retorik har de fastholdt deres styrke.
Det andet udgangspunkt for modstanden mod fornyelse ligger blandt fagforeningsfolkene. De er inderligt trætte af, at DKU’erne ikke prioriterer det faglige ungdomsarbejde, og af al den diskussion, som undergraver disciplin og effektiv indsats.
De er ikke nødvendigvis begejstrede over, at man maser studenter med kampvogne, men for at fastholde den faglige prioritering tvinges de i armene på apparatfolkene.
Det sunde ved denne fløj er forståelsen af arbejderklassens og fagforeningernes rolle. Men intet tyder på, at de kan bygge noget selvstændigt op omkring det. Politisk står de svagt overfor “SF-fløjen”, fordi de er opskolet med den “antimonopolistiske strategi”, som leder til enhed med Socialdemokratiet. Derfor vil de mere og mere arbejde i forlængelse af socialdemokraterne i fagbureaukratiet, eftersom DKP’s partiapparat svækkes.
Det store problem for DKP er de nye vinde fra øst. Der er ikke længere basis for partiet. Det er på den baggrund, man skal vurdere de sidste diskussioner i partiet, og på landsmødet her for nylig.
Som man kunne forvente blev det en sejr for fornyerne. Med stemmetallene 158 mod 81 blev det besluttet at sige ja til liste T, altså valgsamarbejde med VS og SAP. Resolutionen blev ikke vedtaget uden sværdslag, og talrige ændringsforslag og procedureafstemninger gik forud.
Men det blev også vedtaget at fastholde liste K. Angiveligt med den begrundelse at fastholde partiets TV-dækning. At der har været andre motiver fremgår af, at et forslag om, at det “alene” skulle være begrundelsen, blev forkastet.
Forslaget var fremsat for at vise den åbne vilje over for de andre partier i listen, men nok også for at stække den gamle fløjs muligheder for at bruge Liste K i partikampen. Men midterfløjen i DKP er formentlig indstillet på at bruge liste K til at presse VS og SAP i den endelige diskussion om Liste Ts grundlag.
Et interessant træk ved afstemningerne – og landsmødet i øvrigt – var meget faste blokke. Dels viser det – og sådan var stemningen også – at splittelsen i DKP dag er uforsonlig, og dermed definitiv.
Men de viste også, at brudfladerne næsten 100 pct. gik mellem samlede afdelinger/distrikter. Den gamle stil, hvor man følger linjen, sådan som den er tæsket på plads hjemmefra, er altså ikke forladt af nogen af parterne.
Men selv om fornyerne vandt landsmødet, er det en sejr, som er svær at bruge. Modstanden mod den vedtagne linje er så stærk, at det vil være svært at gennemføre den.
Problemet er, at selv om den gamle kerne har viljen til en lang udmattelseskrig, kan de ikke vinde. Og selv om fornyerne havde viljen til det totale opgør, kan de ikke undvære den gamle fløjs organisatoriske og faglige styrke. Derfor er der lagt op til en krig, som ingen vil vinde, men som alle parter vil tabe på. Ingen er i stand til at vinde nye medlemmer som sagerne står – især med et DKU, hvor opløsningen er langt længere fremme end i resten af partiet.
Det betyder imidlertid ikke, at vi umiddelbart skal afskrive DKP – de vil blive ved at eksistere, men som en stadig mere skrumpende, og hendøende størrelse.
Det er beklageligt fordi det er et parti, som historisk har tiltrukket de bedste dele af den danske arbejderklasse. Men vi skal huske, at udviklingen af en venstrefløj i arbejderklassen ikke bare er afhængig af DKP. Findes der ikke andre alternativer, vil utilfredsheden vise sig i Socialdemokratiet. Der er mange eksempler, som viser, at utilfredse græsrødder i Socialdemokratiet er lige så svære at styre for SD’s top, som DKP-medlemmerne har været.
Men i længden vil det betyde en voldsom forandring af geografien på venstrefløjen – og det vil være svært at orientere sig, hvis ikke man har nogle faste holdepunkter.
Det vigtigste er, at i lang tid fremover vil der være mange i og omkring DKP, som vil være søgende. Fordi deres grundlag har lidt skibbrud.
Det store flertal vil gå mod det brogede sammenrend midt mellem SF og IS, som kalder sig rødgrønt. Et lille mindretal af disse vil måske dreje mod det yderste venstre. Hvem det vil være, og hvordan de vil gøre det, vil være uforudsigeligt.
Det vil ikke være mange, men alligevel en betragtelig størrelse målt med de alen, som en gruppe på IS’ størrelse plejer at anvende. Hvor der er opbrud, er der bevægelse.
De tre bannerførere for Liste T er i et vældigt humør. Men hvem, der ler sidst, er uvist. I virkeligheden er det 20.000 blankochecks, de afleverer til indenrigsministeriet. Med DKP’s landsmødebeslutning ligger der langtfra noget fast grundlag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed