Socialistisk Arbejderavis
Nr. 53 – Oktober 1989 – side 10
Kina 1925-49
Arbejderne tabte – Mao vandt
Karsten Aaen
Den 1. oktober 1949 proklamerede formand Mao Den Kinesiske Folkerepublik, som to årtier senere skulle blive et symbol på socialismen for store dele af venstrefløjen, såvel i Danmark som i den øvrige verden.
Mao nyder sejren på en militær sejrsparade i Peking, 1949.
Den 1. oktober i år fejrer Kinas ledelse, med Deng Xiaoping i spidsen, 40-årsdagen for republikkens oprettelse og socialismens indførelse i Kina.
Ingen socialisme
Revolutionen i 1949 var på ingen måde en socialistisk revolution. Det var en national revolution, hvor Den røde Hær smed imperialisterne ud.
Mao satte sig i spidsen for at opbygge en selvstændig national økonomi, der skulle sikre staten Kina mulighed for at klare sig i verdensøkonomien.
Det er derfor, at vi siger, at Kina er et statskapitalistisk land, hvor nogle bureaukrater har magt.
En socialistisk revolution må tage udgangspunkt i arbejdernes egne kampe og kampformer og skabe et samfund, hvor arbejderne har magten. I de revolutionære opstande, vi så i Kina i 1925-27, finder vi konturerne til et sådant samfund.
Kampene var i udgangspunktet nationalistiske, vendt mod imperialistisk dominans af Kina, og det var Kuomintang, Det nationalistiske Parti, der dominerede kampene.
Revolutionære kampe
Men efterhånden som de blev bredere, gik de langt ud over de grænser, som Kuomintang havde sat.
Strejker for bedre løn-, arbejdstids- og arbejdsforhold spredte sig til arbejdere, der var ansat af kinesiske kapitalister. Den nationale revolution var blevet til en arbejderrevolution.
Men den led nederlag, fordi Det kinesiske Kommunistparti, KKP, indgik en alliance med Kuomintang på ordre fra Moskva.
Det sikrede, at KKP ikke kunne handle som en uafhængig revolutionær kraft. Stalin havde nemlig erklæret, at den kinesiske revolution kun kunne blive en national revolution, og at den skulle ledes af Kuomintang.
For at bevare alliancen intakt, måtte arbejdernes og bøndernes kamp mod den kinesiske kapitalismes interesser stoppes.
KKP ledede fagforeningerne og havde stor indflydelse på bøndernes bevægelse. Men de handlede kun som Kuomintangs venstrefløj, ikke som revolutionære. De satte gang i kampe og stoppede dem bagefter i den ‘anti-impertidistiske enheds’ interesse.
I april 27 var der en væbnet generalstrejke, hvor arbejderne blandt andet havde magten i Shanghai i 12 dage, socialismen stod på dagsordenen. Men da Kuomintang-hæren kom til byen, nedlagde arbejderne deres våben, som en følge at Kominterns dikterede alliance mellem KKP og Kuomintang. Følgerne var grusomme: arbejdere i tusindvis blev henrettet af Kuomintang-hæren.
Det medførte demoralisering hos deres støtter, mange droppede ud, og det gjorde det endnu lettere for Kuomintang at angribe revolutionen.
Klimakset var de blodige massakrer i april 1927 i Shanghai. Fagforeningerne havde indkaldt til en væbnet generalstrejke, og arbejderne havde magten i Shanghai i 12 dage.
Da Kuomintangs hære ankom til byen, blev arbejderne bedt om at lægge deres våben og hylde dem som deres befriere. Snart havde Kuomintang-hæren dræbt alle, der bare lignede en kommunist.
Efterårsopstandene i 1927
I mellemtiden havde Stalin skiftet mening utallige gange om, hvad der skulle gøres i Kina.
Nu proklamerede han, at KKP skulle starte en opstand i efteråret 1927, selv om KKP var reduceret til en brøkdel af sin tidligere styrke.
Men KKP adlød ordren og blev knust. De eneste, der ikke blev knust, var Maos hær og nogle få andre. Mao overlevede, dels fordi han opgav at erobre en provinshovedstad efter flere nederlag i træk, og dels fordi han holdt på sine geværer.
Guerillahære af bønder
Alt dette betød, at i efteråret 1928 havde KKP kun to-tre guerillahære tilbage med tilsammen 2-3000 mand, der skjulte sig i nogle uvejsomme bjerge.
KKP, med Mao som en af lederne, opgav nu at genopbygge en stærk organisation baseret på arbejderne i byen. Fra at have været et arbejderparti, hvor arbejderne udgjorde 2/3 af medlemstallet 1925, var der nu kun mellem 1 og 2 pct. Da de var flest i 1927, havde de 300.000 medlemmer.
I 1928 var det et guerillaparti, hovedsageligt sammensat af bønder og ledet af intellektuelle fra middelklassen. Partiets taktik ændrede sig til, at det nu var bønderne, ikke arbejderne, der skulle være den samfundsforandrende kraft.
Den lange March
Mao flygtede som sagt med sin hær op i bjergene. Ud fra denne base lavede hæren adskillige raids ned i lavlandet, og flere områder blev befriet.
Kuomintang, der havde dannet regering i 1930, forsøgte at stoppe Mao. I 1934 indledte de et angreb på Maos base.
De første fire angreb slog fejl, men alligevel var basen så truet, at de besluttede sig til at bryde op – for at finde et mere sikkert sted. Det blev starten på Den lange March. Mao organiserede altså ikke Den lange March. Den var mere et udtryk for lederskabets vurdering af situationens alvor end for Maos organisationstalent.
Folkefronten
I 1935 bliver Mao den ubestridte leder af KKP. Han argumenterer for, at det er vigtigt at indgå en alliance med Kuomintang for at sætte en stopper for japanernes invasion.
Japanerne besatte Kina i 1931. Kuomintang havde vist sig for svage til at forhindre den japanske fremrykning.
Det eneste fokus var nu at ‘forene alle patriotiske kinesere og modstå fjendtlig aggression’.
KKP opbyggede sin magtbase på nationalisme og beholdt deres støtte fra bønderne.
Overalt hvor Den røde Hær kom frem, lovede de at sætte en stopper for godsejernes absolutte magt og nedsatte bøndernes tiende ‘i den nationale enheds interesse’, men al snak om at fortrænge godsejerne var glemt til fordel for krigen mod Japan.
Folkefronten med Kuomintang faldt sammen med den generelle folkefrontsstrategi, som Stalin på det tidspunkt stod for i Europa – de vestlige kommunistpartiers enhed med det ‘progressive’ borgerskab mod fascismen.
Men modsat folkefronterne i Spanien og Frankrig betød denne politik i Kina faktisk, at KKP blev styrket mere, end det blev svækket.
Det var der tre grunde til. For det første huskede Mao det, som han havde lært i 1927 – hold på dine geværer.
Og for det andet var Kuomintang dybt splittet og korrupt, og ikke i stand til at forsvare Kinas nationale interesser mod Japans imperialisme.
For det tredje havde KKP “givet” bønderne bedre vilkår og svækket godsejernes magt.
Derfor var KKP stærkest og kunne kræve magten over Kina, som de fik i 1949.
Hæren “befriede” arbejderne
Men revolutionen i 1949 var ikke en socialistisk revolution. Arbejderklassen spillede overhovedet ingen rolle for KKPs sejr.
Revolutionen blev gennemført af Mao og Den røde Hær, de indtog byerne, og arbejderne var passive tilskuere.
De kom og ‘befriede’ arbejderne.
KKP-medlemmerne sendte bud til byerne om, at de skulle forholde sig rolige, blive på deres arbejdspladser – og lade sig befri af Mao og Den røde Hær.
Mao knuste ikke statsapparatet, han overtog det blot. Han sagde det selv i 1949: “Vores nuværende politik er at regulere kapitalismen, ikke at ødelægge den.”
Den røde Hær med Mao i spidsen kom og “befriede” arbejderklassen i 49. For at sikre sig, at arbejderne nu også ville lade sig “befri”, holdt hæren ekstra godt øje med dem, og det har den gjort lige siden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed