Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 53 – Oktober 1989 – side 10

Økonomien set med røde øjne

Blind vækst medfører forurening og rovdrift på naturen: Er nulvækst mulig?

Karen S Andersen

Den stigende forurening og miljøødelæggelse har efterhånden skabt en veludviklet miljøbevidsthed hos mange mennesker.

Modviljen mod rovdrift på naturen, forbrugerisme og blind vækst har fået en del til at pege på et samfund med nul-vækst som vejen frem. Fortalerne for denne løsning på problemerne opridser billedet af et ligevægtssamfund, hvor vi har opnået en bestemt ønsket produktion, der foregår uden ødelæggelse af naturen og miljøet.

Herefter er der ingen yderligere grund til vækst. Det er der såmænd en del fornuft i, men samtidig bygger forestillingen om nul-vækstsamfundet på, at kapitalismens grundlæggende træk, konkurrencen og det frie marked, bevares. Men kan man skabe en kapitalisme uden vækst?

Væksten i et kapitalistisk samfund foregår på to måder. Den enkleste kan illustreres ved, at kapitalisten fordobler sin investering, køber samme slags maskiner som tidligere og blot ansætter dobbelt så mange arbejdere. Da det er arbejdskraften, der skaber værdien, vil han hermed have fordoblet merværdien og dermed have øget sin profit.

Men så skal han også være helt sikker på, at han klarer sig så godt i konkurrencen, at han faktisk kan sælge dobbelt så mange varer som før.

Med en anden metode til at skabe vækst kan kapitalisten være ekstra smart og i stedet investere sin kapital i nogle maskiner, der producerer dobbelt så mange varer med den samme arbejdskraft.

Ved at rationalisere sin produktion på denne måde kan den enkelte kapitalist vinde en fordel i konkurrencen med de andre. Han kan nedsætte prisen på sine varer en smule og derved meget lettere sælge dobbelt så meget og øge sin profit. I dag foregår væksten ofte som en kombination af begge metoder, men det er specielt den sidste, som for alvor sætter vækstcyklen i gang.

Fordelen er dog kun midlertidig, for de andre kapitalister må enten bukke under i konkurrencen og dreje nøglen om eller anskaffe sig samme slags smarte maskiner som konkurrenten.

Efterhånden stabiliserer tingene sig så igen på et højere teknologisk niveau – indtil en ny og endnu bedre maskine dukker op, så hele processen kan starte forfra.

Denne konstante udvikling af produktionen og forbedring af maskineriet betyder, at det generelt koster mindre at producere de varer, der skal til for at dække arbejdernes umiddelbare behov; det som også kaldes at reproducere deres arbejdskraft.

Derfor vil merværdien, som er kapitalistens andel af den værdi arbejderen skaber, stige. Samfundsudviklingen betyder dog også, at dette på længere sigt vil udligne sig, ved at arbejderne tilkæmper sig højere lønninger og ved at niveauet for, hvad der skal til for at reproducere arbejdskraften, ændres.

For eksempel behøver arbejderne i et højteknologisk samfund generelt mere uddannelse for at udføre deres arbejde, end de behøvede for 100 år siden. Samtidig betyder den nedsatte arbejdstid, at der ganske enkelt er færre timer, hvor arbejderne producerer merværdi.

Så selv om der på kort sigt opnås ekstra profit gennem rationaliseringer – og det er selvfølgelig ret vigtigt for den enkelte kapitalist – så er det blot skruen uden ende, hvis vi ser på samfundet som helhed. Konkurrencen vil hele tiden presse yderligere investeringer og rationaliseringer i gang. Tendenserne kan ses overalt i verden i dag.

For det første sker der hele tiden en udvidelse af arbejdskraften på verdensplan. Specielt i tredje verdenslande er der store mængder af arbejdere, som tidligere levede som bønder og fiskere, som nu inddrages i produktionen.

For det andet sker der i endnu større grad det, at produktionen foregår med en stor andel af maskiner og en mindre andel af arbejdskraft. Det teknologiske niveau i produktionen er stigende også i tredje verdenslandene.

Derfor er det nødvendigt med større og større investeringer for overhovedet at starte en produktion og klare sig i konkurrencen, samtidig med at der er færre arbejdstimer at tjene merværdi på.

Det er et stort problem for kapitalisterne, for det altafgørende for dem er, hvor stor en profit de får set i forhold til, hvor meget de har investeret.

Karl Marx kaldte dette forhold for profitraten og fastslog, at den har tendens til at falde på grund af den teknologiske udvikling.

På den måde skaber konkurrencen på det frie marked et evigt pres for øget vækst. Væksten er en uundgåelig følge af det kapitalistiske system.

På den baggrund er det umuligt at forestille sig et kapitalistisk samfund med nulvækst.

Hvis vi vil have et samfund uden forurening og rovdrift på naturen, må vi altså skabe en økonomi, der bygger på planlægning fremfor konkurrence og frie markedsmekanismer.

Flere artikler i serien Økonomien set med røde øjne

Flere artikler fra nr. 53

Flere numre fra 1989

Se flere artikler om emnet:
Miljø
Økonomisk vækst/degrowth

Se flere artikler af forfatter:
Karen S Andersen

Siden er vist 1481 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside