Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 59 – Maj 1990 – side 4

Scandinavian Star

Sikken svinsk søforklaring

Nedbrændingen af Scandinavian Star har vakt stor forfærdelse og harme i den almindelige befolkning.

Herald of Free Enterprise

“Herald of Free Enterprise” – som navnet siger: En hilsen til det frie initiativ. Køb et skib, skid på sikkerheden, tjen mange penge og betal med menneskeliv. Denne ulykke kostede 200 liv, “Scandinavian Star” kun 161; billigt ikke?

Ikke blot på grund af katastrofens omfang, men nok især fordi det står lysende klart, at det er kyniske profitmotiver, som er den direkte baggrund for tragediens omfang: Skibet skulle – koste hvad det ville – ud et sejle inden påske, så det kunne score kassen på denne trafik.

Hvorfor

Der er imidlertid en dybere årsag til katastrofen, nemlig krisen inden for hele branchen. Derfor kan forklaringen ikke reduceres til denne enkelte særligt hensynsløse reder.

Det er også derfor, vi de seneste år internationalt har set en lang række ulykker til søs – lige fra småbrande til katastrofen på “Herald of Free Enterprise”, hvor flere hundrede druknede på grund af et forkasteligt sjusk med sikkerheden.

Derfor er sikkerhedsforholdene på “Scandinavian Star” heller ikke noget enkeltstående tilfælde.

Fagforeningsfolk og ansatte har gang på gang de seneste år klaget over den manglende sikkerhed, som skyldes for ringe bemanding, og i sidste ende jagten på profit. Derfor er det ikke bare formelt, at det øverste ansvar ligger hos regering og industriminister.

Det er fuldkomment grotesk, at et skib kan få lov et sejle på basis af stikprøve-kontrol. Almindelige mennesker kan dårligt nok få lov at køre med en trillebør, uden den er synet i hoved og røv.

Når det er så grotesk, er det fordi, at hele logikken i at sejle under bekvemmelighedsflag, samt oprettelsen af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) er, at der kan sejles billigere – fordi der er mere lempelige sikkerhedsregler. Det har netop industriministeriet og regeringen været drivkraften i.

Ræven skal vogte

Ydermere har regeringen haft planer om privatisering af Skibstilsynet – som vil kunne føre til, at det er ræven, der skal til at passe gæssene.

Disse planer går de godt nok lidt stille med dørene med efter katastrofen.

Men det kan de også trygt gøre – for regeringen er det langt mere afgørende, at der ikke bliver folkelig modstand, og at det skal være EF’s minimumsregler, som skal gælde for sikkerheden på passagertransporten – uden ret til at skride ind fra de enkelte lande. Så kan det jo være ligegyldigt, hvor skibstilsynet ligger.

På trods af katastrofen fastholder magthaverne hårdnakket, at sikkerheden til søs også i de kommende år skal forringes.

Det er derfor industriministeren bliver så forarget over, at nogen “slår politisk plat” på ulykken ved at kræve større sikkerhed. For eksempel ved at forbyde bekvemmelighedssejlads med passagerer.

Det er den type gusten forargelse, som dybest set bunder i at være talerør for rederikapitalens profitønsker.

Det er i det lys, man skal se det spil, som kører omkring søforhøret og store dele af pressens dækning.

Et cirkus

Søforklaringen er fra norsk side blevet betegnet som en skueproces, iscenesat af rederiet med forsikringsselskabet bag. Og der har uofficielt i følge Aktuelt været krav om en uafhængig undersøgelse.

Når det kan komme så vidt, kan det kun forklares ved, at de danske magthavere accepterer, at det skal køre som et cirkus.

Hensigten med dette er, at få ansvaret placeret så lavt som muligt: At en pyroman var ansvarlig for branden, at besætningen er ansvarlig for, at den ikke blev stoppet i tide, og at kaptajnen er den ansvarlige for, at sikkerhedsforholdene ikke var i orden.

For nu blot at tage pyroman-teorien: Det har end ikke været overvejet, om det kunne være en kortslutning, cigaretskod eller andet. Løse ledninger hang ud, og flere steder lignede det mere en byggeplads.

Det, de vil opnå derved, er at få ansvaret placeret så langt væk fra de egentligt ansvarlige, de, som slås med næb og klør for, at de elendige sikkerhedsforhold fortsætter.

I kølvandet på denne tragiske ulykke er det oplagt, at der burde rejse sig et folkekrav, om forbud mod persontransport under bekvemmelighedsflag eller DIS. Og at enhver tanke om, at sikkerheden nogensinde kan nedprioriteres til EF’s minimumskrav, skal trækkes tilbage.

Men også at der stilles langt mere skærpede krav til sikkerheden på danske skibe. Det er jo en offentlig hemmelighed, at den slags ulykker også nemt kan ske på DSB-færger.

Gør modstand

De fagforeninger, som i årevis har påpeget den manglende sikkerhed, burde tage denne handske op.

Lav en underskriftsindsamling på en række elementære krav, som 90 % af befolkningen bakker op om. Følg det op med symbolske aktioner og demonstrationer.

Det vil kunne bane vejen for at bruge det stærkeste våben i kampen for en bedre sikkerhed om bord: Nemlig at de ansatte strejker, når sikkerheden ikke er i top. Det er både deres eget og passagerernes liv, som er på spil.

Se også:
SAA 59: Marxisme i hverdagen: Kapitalisme på dybt vand

Flere artikler fra nr. 59

Flere numre fra 1990

Siden er vist 1750 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside