Socialistisk Arbejderavis
Nr. 59 – Maj 1990 – side 10
De nationale oprør
Gorbatjovs Waterloo
Marianne Bülow
Nationale opstande og konflikter spreder sig over hele Sovjet. Styrets økonomiske problemer og konsekvenserne af den langvarige undertrykkelse bobler op til overfladen. Gorbatjov puster sig op til superpræsident for at fastholde undertrykkelsen af de nationale mindretal.
Litauerne er et af dem. Litauen erklærede sin uafhængighed 11. marts. Kort efter viste Sovjet på almindelig imperialistisk vis sin magt ved at invadere landet og erklære det i en slags undtagelsestilstand.
Hver sin vej
Gorbatjov forklarede denne reaktion på et møde hos ungkommunisterne i Komsomol på denne måde: “Jeg siger jer lige ud, at hvis vi går hver sin vej, vil vi møde borgerkrig, blodige massakrer – som vi ikke slipper fra i et stykke.”
Problemet for Gorbatjov er ikke, at de går hver sin vej, men at Litauen og andre nationale mindretal går en anden vej, end han vil. Han er også så fræk at sige “vi”. Sandheden er, at de baltiske lande aldrig er blevet spurgt, om de ville være en del af Sovjet.
Det var en del af en aftale, Hitler og Stalin lavede i 1939 for at vinde tid til at ruste sig bedre til den kommende krig og udvide deres interessesfære. Hitler fik den største del af Polen, og Sovjet fik de baltiske lande, som de annekterede året efter.
Det samme er Gorbatjov parat til, hvis litauerne ikke makker ret. Sovjet kræver erstatning for “sin” ejendom i Litauen.
De vil ikke miste deres manøvremuligheder mod Vest, efter de har mistet deres stødpudestater i Østeuropa.
Litauerne har mærket alvoren bag Sovjets ønsker og de kender konsekvensen af sovjetiske magtpolitik, en hård og massiv undertrykkelse.
Alvolige problemer
For Gorbatjov er det virkelige problemer og ikke kun spil for galleriet. Økonomien har det mildest talt ad helvede til – perestrojkaen er slet ikke lykkedes. Der er ikke den kapital, der skal til for at sætte gang i økonomien igen.
Samtidig er der en masse interne stridigheder i bureaukratiet, både centralt og i de enkelte sovjetrepublikker. Gorbatjov må gøre det godt for ikke selv at ryge af pinden.
Men det nationale spørgsmål forsvinder ikke.
Den lille åbning, Glasnosten skabte, er blevet til massive bevægelser for national selvstændighed og et hastigt stigende antal strejker for bedre levevilkår. Bare de tre første måneder i år har der dagligt været 240.000 i strejke i gennemsnit.
Vestlig forståelse
De vestlige ledere og presse har større forståelse for Gorbatjovs problemer, end de har for de nationale mindretals kamp. Litauen har godt nok en vis ret til selvbestemmelse, men samtidig lyder advarslerne om, at det ikke må gå så hurtigt. Det skaber kaos i den sovjetiske økonomi. Store dele af venstrefløjen har også været vage i deres støtte til Litauen.
Men som Marx sagde: “En nation, som undertrykker en anden, kan ikke selv være fri.” Den russiske arbejderklasses kan ikke befri sig fra et partidiktaturet, før den opgiver sin chauvinisme og vil støtte mindretallenes krav om ligeberettigelse.
Den lidt bedre stilling, den russiske befolkning har i forhold til andre etniske grupper, er splittende for arbejdernes fælles kamp. En splittelse, der imidlertid er faldende i takt med, at støtten til Litauens krav om uafhængighed vokser.
Både i Leningrad og Moskva har der været store støttedemonstrationer. De russiske arbejdere er ved at blive klar over at deres og Litauens frihed hænger uløseligt sammen.
I spørgsmålet om Irlands kamp mod britisk herredømme forklarede Marx, at så længe den engelske arbejderklasse delte den herskende klasses anti-irske holdning, ville splittelsen mellem engelske og irske arbejdere være der. Og den engelske arbejder ville stå sammen med sit eget borgerskab i stedet for at kæmpe mod det.
Det er netop Gorbatjovs problem, at den russiske arbejderklasse mere og mere siger fra over for sit eget borgerskab, siger fra over for Gorbatjov og i stedet viser solidaritet over for andre i kamp i Sovjet. Det kan være støtte til Litauen, sympatistrejker og andre lignende tiltag.
Hvis litauerne opnår selvstændighed, vil det betyde en kolossal svækkelse af den centrale Sovjet-magt.
Det vil give alle Sovjets arbejdere, russiske såvel som alle andre, bedre og øgede muligheder i kampen for et andet samfund, med andre magtforhold.
Modstand og svar
Uafhængighedserklæringen i Litauen har mødt modstand blandt nogle af de russere, der bor i Litauen. Typisk blandt russere, der stadig støtter det Moskva-tro kommunistparti. Demonstrationer har krævet uafhængighedserklæringen trukket tilbage.
Over for disse er det vigtigt, at socialister har nogle svar, der styrker solidariteten fremfor splittelsen.
Lenin skelnede skarpt mellem opgaverne for revolutionære i den undertrykkende nation og den undertrykte nation.
Den undertrykkende nations revolutionære må fuldt ud støtte retten til selvbestemmelse, og dermed gøre op med de undertrykkendes nationalisme og chauvinisme. Derigennem kan de samtidig demonstrere deres solidaritet og tro på internationalisme. De kan iværksætte sympatistrejker, bryde handels- og forsyningsblokader osv.
I de undertrykte lande må de revolutionære på den anden side kombinere en ægte opposition mod imperialismen med en klar støtte til international enhed i arbejderklassen. Det betyder en politisk og ideologisk kamp mod borgerlige nationalister, som forsøger at underordne klassekampen i forhold til den nationale kamp.
Styrken er fælles kamp
Hvis de strejkende russiske arbejderes kamp mod deres elendige levevilkår blev forbundet med kampen for selvbestemmelse, ville de stå ulige meget stærkere. Fjenden er det samme herskende centrale bureaukrati i Kreml.
Der er heller ikke nogen tvivl om, at det ville være langt sværere for Gorbatjov at vælge en militær løsning. Så ville det stå bøjet i neon, at det ikke er de russiske arbejdere, der kræver ejendomsretten over de litauiske fabrikker, men en lille klike bureaukrater.
Ingen forskel
I Litauen er det i dag vigtigt at bryde med præsident Landsbergis henholdende politik. Landsbergis kamp mod Gorbatjov er udelukkende nationalistisk, og et forsøg på at indføre et borgerligt demokrati med markedskræfternes “frie” spil.
Arbejderklassens forhold vil derfor ikke blive fundamentalt ændret af den grund. Landsbergis ønsker stadig, den skal være udbyttet – bare det er litauerske herskere.
Derfor har han ikke kunnet rejse noget effektivt modsvar mod Gorbatjov, og været tvunget til en kompromissøgende holdning.
De handlede selv
Landsbergis og uafhængighedsbevægelsen Sajudis har heller ikke peget på det mest effektive våben i kampen for selvstændighed, nemlig generalstrejke. Gorbatjov ville ikke kunne have stillet ret meget op over for en strejkende arbejderklasse og besættelse af fabrikkerne.
Det var ikke Landsbergis forhandlingsløsninger, der smed den røde hær ud af et trykkeri i Vilnius den 20. april, men befolkningens mobilisering.
Folk strømmede til trykkeriet, da de hørte om militærets forsøg på at lukke det. Med tilråb, deres massive tilstedeværelse gjorde, at militæret ikke turde tage en konfrontation. En konfrontation, der let kunne være endt meget voldeligt; men uden at Sovjet havde vundet.
Hvis Landsbergis havde mobiliseret folk i gaderne da 5000 litauiske soldater deserterede fra den røde hær, ville det være en utrolig svær opgave for centralmagten at anholde dem alle.
Landsbergis forsvarede desertørernes ret til at desertere, men han gjorde intet for at forhindre anholdelserne. Den eneste grund til, at Landsbergis ikke tager disse midler i brug, er angsten for, at han derved mobiliserer kræfter, som også kan vippe ham af pinden.
Reformen retur
Den, der vinder på det, er imidlertid Gorbatjov. Det gør det nemmere for ham at undertrykke andre nationer og gennemføre hans planer om den hidtil værste økonomiske hestekur, der vil ophæve alle subsidier.
Reformen vil betyde enorme prisstigninger og arbejdsløshed for de russiske arbejdere. Men modstanden mod hans politik i Litauen og et i øvrigt stadigt stigende strejketal har tvunget ham til at trække reformen tilbage.
Hvis de russiske og litauiske arbejdere kan forbinde hinandens kampe, får Gorbatjov uhyre svært ved at undertrykke dem begge og herske videre.
Selv om der i dag ikke findes noget revolutionært alternativ i Litauen, der kan udfordre Sajudis' nationalisme, er der gode forudsætninger for at en forståelse af Landsbergis’ begrænsninger kan vokse ud af selve situationen.
På et eller andet tidspunkt vil arbejderklassen finde ud af, at Landsbergis’ løsning ikke giver dem frihed og bedre levevilkår.
Ingen kompromis
Landsbergis bliver allerede i dag presset. Han kan ikke indgå nogen kompromisløsning med Gorbatjov, selv om han har givet signaler om, at det ville han godt være med til.
Befolkningen i Litauen vil ikke være med til et kompromis, der indeholder en opgivelse af uafhængighedserklæringen.
Og litauerne er fuldt ud klar over at det ene og alene er deres fastholdelse af kravet, der forhindre at der ikke gives køb.
Litauerne bliver mere og mere klar over deres egen og ledernes roller.
Ingen hjælp fra vest
Og de bliver mere og mere klar over, at den støtte, de havde forventet fra vesten, kan de godt kigge langt efter. Olie fra vesten kræver hård vestlig valuta på bordet, ingen kompromiser eller hjælp. Den hjælp, det kan række til, er støtteerklæringer og pæne modtagelser.
Som Hitler og Stalin indgik en aftale om fordeling af interessesfære for at sikre egne positioner, så har Gorbatjov og Bush også indgået deres aftaler.
Bush har en klar interesse i at Gorbatjov bliver siddende og styrer udviklingen i den retning, han har lagt kursen. Til et nærmere samarbejde med vesten og flere fælles interesser med vesten.
Bush’ bestræbelser i den seneste tid har ikke handlet om, hvordan Litauen kunne hjælpes, men er mest gået på at komme med diplomatiske reaktioner, som ikke bliver for stærke for Gorbatjov.
Samtidig vil Bush i tilfælde af, at der bliver en blodig udgang på Litauen-konflikten, vælge den samme vej som efter massakren i Peking for et år siden. Han vil straks begynde at opbygge de nære og gode forbindelser til Gorbatjov igen. Bush og Gorbatjov har meget mere tilfælles end en slagtning i Litauen kan ødelægge.
Billedtekst:
Tre mænd, som litauerne på forskellige niveauer, slås mod. (Bush, Landsbergis og Gorbatjov)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed