Socialistisk Arbejderavis
Nr. 59 – Maj 1990 – side 10
Socialisme sådan!
Når mange bliver røde
Michael Mogensen
Åben dagens avis og du kan konstatere, at kapitalismen er et elendigt system. Det er krige, miljø-ødelæggelser og store sociale problemer, der præger aviserne. Og på trods af masser af behjertede forsøg på at rette fejlene, fortsætter elendigheden. Umiddelbart kan det undre, at folk ikke flokkes om revolutionære og socialistiske grupper.
Men egentligt er det ikke så underligt. De, hvis magt og privilegier bygger på kapitalismen, kontrollerer næsten al formidling af ideer i samfundet. Det gælder både medier og uddannelsesinstitutioner. Og de fremstiller selvfølgelig kapitalismens problemer som naturnødvendige, som skønhedspletter eller som helt uafhængige af kapitalismen.
Men sådanne ideer bliver ikke kun fastholdt gennem aviserne o. lign. De bekræftes også af folks virkelighed. Samfundet er jo kapitalistisk, og selv om mange er utilfredse med forholdene, virker de naturlige. Borgerskabets forklaringer på problemerne synes umiddelbart logiske. Med Marx’ ord, så vil de herskendes ideer være de herskende, fordi det er vores tilværelse, der bestemmer vores ideer og ikke omvendt.
Var dette hele sandheden, så ville arbejderklassen være slave af borgerskabets ideer til evig tid. Men sådan er det heldigvis ikke. Det skyldes, at kapitalismen bygger på udbytning. Denne udbytning tvinger gang på gang arbejdere til at forsvare sig kollektivt for at opretholde en rimelig tilværelse.
Samtidig med, at kampene forsvarer folks levevilkår, så ændrer de også folks tilværelse. Kampene giver helt nye og anderledes erfaringer. Det kan få folk til at forkaste de herskende ideer. Marx kalder dette for revolutionerende praksis. Folk ændrer deres ideer gennem egne handlinger og deltagelse i klassekampen.
Kampene og ideerne
Hvor mange ideer, kampe er i stand til at flytte, afhænger af deres omfang, organisering og politiske lederskab. Perioder med mange succesrige kampe gør flere åbne for revolutionære ideer. Små socialistiske grupper kan vokse eksplosivt.
En sådan vækst på flere tusind medlemmer oplevede KAP og VS først i 70’erne, fordi virkeligheden i højere grad viste, at det var muligt at gøre op med kapitalismen.
Men hovedparten af arbejderklassen gik ikke fra borgerlige til revolutionære ideer. De sluttede op om forskellige reformistiske ideer. Det var ikke kun, fordi de reformistiske organisationer af al kraft forsøgte at forhindre kampene/strejkerne i at udvikle sig til et opgør med selve kapitalismen. Det afspejler også, at kampene ofte var opsplittede og selvfølgelig tog udgangspunkt i enkelte dele af kapitalismens undertrykkelse og ikke i systemet som sådan.
For at vinde et flertal i arbejderklassen for revolutionære ideer må situation være mere tilspidset. Lenin definerede det som en situation, hvor den herskende klasse ikke er i stand til at styre på den gamle måde og de udbyttede/ arbejderne heller ikke længere vil lade sig styre på den gamle måde.
Den slags kriser er meget forskellige, men rummer alligevel en række karakteristiske træk. De bliver ofte indledt med en periode med mange succesrige lokale kampe, der øger den almindelige selvtillid og øger troen på, at tingene kan forandres. En enkelt kamp, der vinder bred opbakning i hele arbejderklassen – et fejltrin fra borgerskabets side, der møder bred modstand, kan udløse et virvar af økonomiske og politiske krav og kampe.
Samtidig skyder grundplansorganiseringer op, komiteer på arbejdspladserne, beboelseskvarterene osv. Ikke blot for at organisere kampene, men for at løse opgaver, som statsmagten opgiver som fx tranport, fødevareforsyning o. lign. Typisk bliver statsmagten delvis lammet og splittet af bevægelsen styrke. Statens og dermed borgerskabets magtapparat går i opløsning.
Frankrig ‘68
Dette sceneri eksisterede fx i Frankrig i maj ‘68. Politiets brutale nedslagtning af demonstrerende studenter resulterede i en protestdemonstration med en million deltagere. Det tvang regeringen til at gøre indrømmelser.
Kombination af harme, styrke og eftergivenhed fra regeringen betød, at millioner pludselig fik mod til og tro på, at undertrykkelsen kunne fjernes. Hele Frankrig blev lammet af verdens hidtil største generalstrejke. Politiet og militæret var totalt lammet, og arbejderne begyndte selv at organisere samfundet.
Trykkeriarbejderne redigerede i de aviser, de lod udkomme. Direktører blev afsat, forsyningen af fødevarer blev organiseret osv. Millioner af arbejdere, der i årevis havde været overvejende passive og borgerlige, var pludselig ved at ændre samfundet fuldstændigt.
I sådanne situationer opløses årtiers lærdom og traditioner på få timer. Hver dag rummer nye politiske spørgsmål og udfordringer til ens opfattelser. Den brede modstand mod den herskende klasse og de nye basisorganiseringer stiller nu spørgsmål ved hele systemet og viser muligheden for et andet.
Fra at være abstrakte ideer bliver revolution og socialisme til både oplagte svar og en selvfølgelig praktisk mulighed. Og bliver de fremført bredt og brugbart, kan de virkeliggøres.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed