Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 2
Terrorisme i Danmark?
Jørgen Lund
En ny graffiti er dukket op, som garanteret ikke kommer med i de humoristiske samlinger af lokums- og vægcitater, der blir udgivet op til jul. »Krig mod NATO« står der, underskrevet R.C., en forkortelse for Røde Celler.
Danske husmure er nu blevet pyntet med samme budskab, som en række terroristiske aktioner i Vesteuropa har haft her i vinteren 84/85. NATO-installationer er blevet mål for bombeattentater, og militær-industrielle ledere er blevet myrdet. En ny bølge af terrorisme er kommet tilbage på den politiske scene i Vesteuropa.
Baggrunden
En del af forklaringen på den »gamle« venstrefløjsterrorisme fra begyndelsen af 70erne var de skuffede forventninger i forhold til arbejderklassens mobilisering og radikalitet i årene fra 68 og frem. Det var den revolutionære utålmodighed, ud fra falske forventninger fra den opblomstrende venstrefløj og kæmpende arbejderklasse. Og det var også en forlængelse af dyrkelsen af guerilla-kampen i den 3. verden ud fra den fælles misforståelse, at væbnet kamp er identisk med revolutionær kamp.
Den genopblussede terroraktivitet her i vinter har også disse fælles træk med 70ernes Røde Brigader og RAF. Men den har også sin egen politiske baggrund, idet den er en negativ reaktion på fredsbevægelsens krise. Den er et forkert politisk svar på, at man ikke har kunnet forhindre udstationeringen af de forbandede 572, eller har kunnet bremse oprustningen, militariseringen og våbenkapløbet.
Men den nye »krig mod NATO« er ikke et alternativ til fredsbevægelsens problemer, men et sygdomssymptom. Det er kun en del af problemet, ikke af løsningen. Både fra fredsbevægelsen og fra andre af de aktive grupper i 80erne, ungdomsgrupper, anti-imperialistisk solidaritet osv. er der rekrutterings-basis, klangbund og sympati for de opfattelser, som rækker direkte tilbage til den tidligere vesteuropæiske terrorisme:
Man har igen konkluderet, at folkelige mobiliseringer ikke gir resultater. At arbejderklassen ikke kan eller vil kæmpe, og at en lille bevidst gruppe derfor kan og skal gøre det på deres vegne.
Mobilisering kan ikke erstattes
Alle typer af guerilla- og terroraktioner er erstatning med militær kamp for de samme erklærede mål. Sabotage mod el-master i Sydafrika er i stedet for at få elektricitetsarbejderne til at dreje hanen om.
Bortførelse af en amerikansk general for at få offentliggjort et manifest er en smutvej for selv at slå igennem med sin politiske linie på løbesedler og i egne aviser i forhold til diskussion og organisering i arbejderklassen, -og sprængstofattentaterne mod NATO-depoter og installationer er erstatning for den politiske kamp imod NATO, i stedet for blokaderne og demonstrationerne og debatterne for at få mobiliseret og organiseret modstanden.
Ideerne om massernes passivitet og overladen handlingen til »den eksemplariske aktivitet«, som det ofte er blevet formuleret som slagord, hænger sammen med fixeringen på resultater i kampen, her og nu. Og det er netop disse to egne pointer hos guerilla- og terrorgrupper, som disse smutvejenes erstatningskampformer har fælles med andre ikke-revolutionære tendenser i arbejderbevægelsens historie. Både stalinismen og socialdemokratismen reducerer også arbejderklassen til en passiv kødrand i deres strategier.
På linie med disse to tendenser står guerilla-strategi – både i Vesteuropa og 3. verden – derfor også i modsætning til en revolutionær socialistisk politik. De står i skarp modsætning til den selvaktivitet og mobilisering, som er det eneste, der gennem en socialistisk revolution, en gang for alle kan fjerne de kapitalistiske undertrykkelsesmekanismer.
De nødvendige kampformer
Internationale Socialister er altså ikke imod terroristiske aktioner, fordi de er ulovlige brud på den parlamentariske debatform eller en undskyldning for de herskende klasser til at opruste undertrykkelsesapparatet imod både fredsbevægelsen, arbejderbevægelsen og venstrefløjen, og derfor vil medføre endnu mere demobilisering.
Vi er først og fremmest imod guerilla- og terroraktioner, fordi det er ikke-socialistiske kampformer, der ligger fjernt fra den åbne og demokratiske mobilisering, der f. eks. er i en fredsbevægelse eller i arbejdet på arbejdspladserne. Fordi det står i direkte modsætning til at få så mange som muligt i aktion, at få bredt aktiviteter og argumenter og handlingsmuligheder så langt ud som muligt.
Sådan må revolutionære arbejde i et socialistisk perspektiv: i forhold til den mindste grillbar-blokade, arbejdskampe, fredskampen og solidaritet, BZ og overenskomstmobilisering osv.
Socialisme er netop den bevidste og aktive handling, vilje og tilslutning fra arbejdernes flertal for at ville overtage magten i samfundet. Terrorismens og guerillakampens metoder og selv nok så erklærede socialistiske mål står i skarp og uforsonlig modsætning hertil.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed