Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 7
Marxismens betydning
114 år – Men stadig lige aktuel
Ole Mølholm Jensen
Leve Kommunen! Leve Kommunen! Sådan lød det i Paris’ gader for 114 år siden. Helt præcis den 18. marts 1871 greb arbejderbefolkningen, de småhandlende, den radikale intelligensia og udstødte grupper magten i Paris og oprettede deres eget styre over byen, nemlig Pariserkommunen.
Selv om denne begivenhed ligger langt tilbage i historien, og selvom Kommunen kun overlevede i 64 dage, så står Pariserkommunen fortsat centralt i arbejderklassens historie.
Grunden hertil er, at Pariserkommunen var den første egentlige revolution, som foregik under arbejderklassens ledelse og derfor rummer utroligt vigtige erfaringer for alle, der i dag kæmper imod kapitalisme og for et socialistisk samfund.
Netop spørgsmålet om statens rolle er fortsat i dag et vigtigt stridsspørgsmål på den brede venstrefløj. SF mener således, at det er muligt at bruge det eksisterende statsapparat i opgøret med kapitalismen. Det vil sige, at de tror, at det er muligt at bruge et politisk flertal i Folketinget til at reformere politiet, militæret, domstolene og hele den statslige administration, så hele statsapparatet vil kunne bruges i opbygningen af socialismen.
De samme tanker finder vi også hos DKP, der ret beset mener, det er nok at udskifte hovederne på de, der har magten i staten.
Kommunens erfaringer
Da de undertrykte i Paris greb magten under arbejderklassens ledelse, organiserede de straks deres egen magt i modsætning til den måde, som den franske stat fungerede på. De startede med at opløse den stående hær og dannede i stedet deres eget forsvar ved at bevæbne alle og danne forsvarskomiteer, som var direkte underlagt de beslutninger, som de kollektivt tog i kommunen.
De opløste samtidig politiet og den forhadte efterretningstjeneste.
Det gamle styres besluttende forsamlinger blev erstattet af et fællesstyre for kommunen. Et styre der blev valgt igennem direkte valg i de forskellige områder af Paris, hvor det godt nok kun var mændene, som havde stemmeret. I modsætning til det gamle styre kunne de valgte ledere kaldes tilbage, hvis der i et af områderne var utilfredshed med dem. Lederne var således under direkte kontrol af de, som havde udpeget dem til at lede.
Samtidigt ændrede de den gamle opdeling af lovgivende og udøvende magt, så de i stedet for at adskille disse funktioner gjorde dem til et. Styret skulle være et arbejdende styre. Denne sammenkobling af den lovgivende og udøvende magt betød samtidigt, at alle embedsmænd var under direkte kontrol og afsættelige af den organisering, der var direkte på »gulvplan« i Pariserkommunen.
Staten må knuses
Den måde som magten blev organiseret på i Pariserkommunen betød, at de, der arbejdede, for første gang i historien kollektivt også havde magten over organiseringen af hele det samfundsmæssige liv. Karl Marx sammenfattede dene form for hidtil ukendt arbejderdemokrati som: »Den endelig opdagede politiske form under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå«. Det var med andre ord en form for organisering, der kunne virkeliggøre, at arbejderklassen og andre undertrykte grupper kunne få den kollektive kontrol over samfundet og forme det i sit eget billede.
At arbejderne under Pariserkommunen måtte opbygge sin egen stat for at få kontrollen, var ikke en erkendelse, de havde, før de gik til revolutionær omstyrtning af det gamle undertrykkende kapitalistiske statsapparat i Paris. De gjorde det nærmere i forlængelse af den virkelighed, de oplevede. De oplevede jo netop, at den stående hær blev forsøgt brugt imod dem, og at det gamle styre ikke kunne reformeres til et apparat, de selv kunne bruge, men i stedet med næb og klør forsøgte at holde undertrykkelsen fast.
Den konklusion, som Karl Marx drog af disse erfaringer, var, at »Arbejderklassen kan simpelthen ikke tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne mål«. Nej, det gamle statsapparat må knuses, og et andet må erstatte det.
Grunden hertil er, at staten netop er en samling af den herskende klasses magt til at udøve kontrollen over samfundet.
I stedet for at hver enkelt kapitalist har 5 soldater til at forsvare sin fabrik, har kapitalisterne igennem deres statsapparat en hær til at forsvare deres ejendoms- og dispositionsret over maskiner og fabrikker.
Og fordi der under kapitalismen er en adskillelse mellem de, der producerer, og så de der bestemmer, er de lovgivende institutioner som Folketinget også bygget på denne adskillelse. Vi kan ikke i dag stemme kapitalisterne ud eller via et flertal i Folketinget gøre op med kapitalismen. Det kræver som under Pariserkommunen selvstændig organisering og kamp mod borgerskabet og alle den borgerlige stats institutioner såsom hær, Folketing og domstole. Se blot på England, hvor staten bruger politi og domstole i forsøget på at knække minearbejderstrejken.
Kamp og kontrarevolution
Selv om Pariserkommunen kæmpede en heroisk kamp, så endte den første arbejderrevolution alligevel i et kontrarevolutionært blodbad. Årsagerne hertil er mange, men af de mest centrale er det vigtigt i dag at fremhæve, dels at opfattelsen af nødvendigheden af et totalt opgør med hele det borgerlige Frankrig var nødvendigt som første led i en spredning af revolutionen, ikke var entydigt tilstede.
Mange troede under Kommunens dage, at der kunne opnås forlig med kejser og borgerskab på Versailles. En illusion som kostede dyrt, for borgerskabet brugte hele Kommunens levetid til at genorganisere sin egen hær og sendte den til slut mod Paris. Dels var Kommunen ikke hård nok i undertrykkelsen af det gamle voldsapparat. Politi og hærfolk fik simpelthen lov til at forlade byen, hvorpå de organiserede sig under de kontrarevolutionæres faner. Dels var der ikke en klar politisk ledelse under Pariserkommunen, der både kunne se og vinde opbakning for de nødvendige skridt til sikring af revolutionen.
Efter 64 dage med den hidtil højeste form for demokrati druknede Pariserkommunen i blodet fra de over 30.000 parisere, som de kontrarevolutionære mejede ned.
Pariserkommunen var på trods af nederlaget et så vigtigt skridt fremad for arbejderklassens kamp mod kapitalismen, at erfaringerne herfra fik afgørende indflydelse på kommende revolutionsforsøg.
Billedtekst:
Marx brugte erfaringerne fra Pariserkommunen som eksempel på, hvordan en arbejderrevolution ville foregå.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed