Socialistisk Arbejderavis
Nr. 61 – August 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
Når uvejret bryder løs
Martin B. Johansen
Hvordan kan revolutionære blive ved med at tro på, at arbejderklassen en dag vil være i stand til at ændre samfundet?
I Danmark har arbejderklassen i det forgangne årti kun i forbindelse med påskestrejkerne i 1985 vist sig i stand til at kæmpe som samlet klasse.
Store dele af venstrefløjen har helt opgivet ideen om, at nøglen til forandring af samfundet skal findes i arbejdernes kamp på gulvplan. Andre er mere tvivlende: de er på det teoretiske plan enige i, at der findes en uforsonlig modsætning mellem arbejderklasse og borgerskab, men har i praksis svært ved at se muligheden for at arbejderklassen kan gå i offensiven.
Som revolutionære marxister holder vi fast i, at arbejderklassen kan erobre kontrollen over samfundet. Det er mere end en teoretisk konstatering. Gennem de sidste 100 år har det gang på gang vist sig, at arbejderklassen som klasse er i stand til at organisere et samfund uden undertrykkelse.
Men i anden omgang hænger vores “tro” på arbejderklassen også sammen med, at vi opfatter begrebet klassekamp anderledes end resten af venstrefløjen.
Marx og Engels fastslog i “Det kommunistiske manifest” fra 1848: “Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie.” Dermed tog de naturligvis afstand fra den borgerlige opfattelse af, at historiens drivkraft udgøres af store mænd og deres ideer.
Det essentielle for Marx og Engels var dog, at ethvert sammenstød mellem klasserne i sidste instans handler om magten over samfundet. Det mest indlysende eksempel på dette er revolutionære opstande, hvor arbejderklassen åbent forsøger at vælte borgerskabet.
Men også de daglige sammenstød mellem arbejdere og kapitalister på fabriksgulvet skal ses som udtryk for kamp om magten. I enhver kamp for højere løn eller bedre arbejdsforhold ligger der et element af kamp om magten på arbejdspladsen og i samfundet.
Kamp på liv eller død
Det er i lyset af denne konstante magtkamp, at revolutionære altid har haft en tendens til at beskrive klassekampens forløb i militære vendinger. Udgangspunktet er indlysende nok: Revolutionen er en kamp på liv og død for to klasser og tager helt konkret form af en borgerkrig mellem to hære.
Den italienske revolutionære Gramsci skelnede således mellem to former for klassekamp: Mellem manøvrekrig med hurtige bevægelser og fremrykninger på fjendens positioner og positionskrig med langsom fremrykning, hvor man først og fremmest satser på at fastholde og udbygge sine egne positioner.
Set i dette perspektiv må vi betragte 80'erne som en periode med udpræget positionskrig. Ganske vist har borgerskabet med Schlüter i spidsen forsøgt at gå i åben krig for at tvinge arbejderklassen tilbage, men uden særlig succes.
Arbejderklassen er først og fremmest blevet svækket på grund af arbejdsløsheden. Det har i vidt omfang fjernet selvtilliden i arbejderklassen og troen på, at det nytter at kæmpe. Den største svækkelse af arbejderklassen ligger i organiseringen: 80'ernes nedgang i klassekampen har udsultet en stor del af arbejderklassens "generalstab". Forstået som det lag af militante og socialistiske arbejdere, som tidligere var i stand til at organisere kamp på tværs af arbejdspladserne.
Men selv om arbejderklassen er blevet svækket, så er den langt fra slået ud. Det er ikke lykkedes for borgerskabet i nævneværdig grad at trænge ind på arbejdernes positioner. Tværtimod har arbejderne faktisk været i stand til at genopbygge en del af sin styrke siden midten af 80'erne.
Ændrede positioner
Det er et vigtigt element i kombinationen positionskrig/manøvrekrig, at kampen skifter mellem de to former. Den ene af parterne vil før eller siden føle sig tvunget til at forsøge at trænge ind på modpartens positioner. Og det giver muligheden for, at vores part – arbejderklassen – kan komme i offensiven.
Siden midten af 70'erne har kapitalismen været præget af en grundlæggende krise i økonomien. Borgerskabet er derfor tvunget til at gå til angreb på arbejderklassens levestandard for selv at kunne overleve krisen. Og det tvinger på den anden siden arbejderklassen til at kæmpe for at forsvare sine positioner.
De seneste års klassekamp i Storbritannien har demonstreret dette tydeligt. Den første halvdel af 80'erne brugte Thatcher til omfattende angreb på arbejderklassen. Men hun har problemer nu, for det økonomiske opsving siden 1986 har givet arbejderklassen en del af selvtilliden tilbage. Og faktisk er store dele af den engelske arbejderklasse igang med at generobre det tabte terræn og giver dermed et fingerpeg om, at arbejderne er på vej tilbage i offensiven overfor borgerskabet.
Det er endnu ikke sket i Danmark. Der er dog ingen tvivl om, at den borgerlige regering forbereder et større angreb. Det er grunden til de ihærdige ideologiske kampagner omkring flygtninge, bistandsmodtagere, dagpengesystemet osv.
Men dér kan de komme til at forregne sig. En række af de seneste års strejker har delvist slået borgerskabets angreb tilbage, og det kan være med til at etablere grundlaget for en mere omfattende offensiv fra arbejderklassens side.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed