Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 8
Den engelske kulminestrejke
Hvorfor tabte de?
Jason Meyler
En af de vigtigste og længste strejker i Europa siden krigen er slut. Seks mænd har mistet deres liv, tusinder er blevet kvæstet under politiets knipler og minearbejderne og deres familier har lidt enorm nød.
Men på trods af alt dette blev strejkens ophør vedtaget på en ekstraordinær kongres med et snævert flertal af 98 mod 91 stemmer.
Dette er udtryk for den opbakning, der stadig var i kerneområderne i Yorkshire, Skotland, Kent og Durham. Det var her, man stemte for at fortsætte strejken, og hvor enkelte miner besluttede at marchere samlede tilbage på arbejde og gå imod fyringer af de strejkende, som var blevet dømt i politisager under strejken.
Her har bitterheden og harmen over beslutningen været størst. Men det er også det, der vil gøre det sværere for kulstyrelsen fuldstændigt at knække faglig organisering i kølvandet af nederlaget.
»Beslutningen er forkert, når først vi er gået ned i minen igen, så har vi tabt. Vi burde blive ude, indtil alle er genansat,« siger Charlie Cibor, aktiv strejkende fra Armthorpe i Yorkshire.
Lederne i minearbejderforbundet argumenterede med, at de hellere ville lede de strejkende samlet tilbage i arbejde, end at se strejken smuldre fuldstændigt.
Det største problem er dog, at det var den mangelfulde ledelse af strejken, der førte til, at den i sidste ende smuldrede så katastrofalt.
Lederne svigter
Tidligere strejker i 1972 og. 1974 blev vundet, fordi minearbejderne blokerede og standsede samtlige industrier, der brugte kul. Områdelederne troede denne gang, at hvis blot minearbejderne stod fast, ville en lang og kold vinter vinde strejken for dem.
I stedet for omfattende strømafbrydelser og lukning af industri på grund af manglende elproduktion har elselskaberne fået lov til at gennemføre en omfattende erstatning af olie for kul i kraftværkerne.
Lederne har været mere afhængige af løfter om solidaritet fra andre forbundsledere end af en aktiv kampagne, blandt arbejdere i andre brancher, for aktiv støtte. Lederne regnede med minearbejdernes traditionelle loyalitet over for NUM og gjorde kun lidt for at mobilisere medlemmerne. De strejkende, som boede udenfor de tæt knyttede minesamfund, blev efterladt til de borgerliges propaganda. Der var intet forsøg fra topplan på at mobilisere dem. Det var her, strejken begyndte at halte.
Lederne svigtede i organiseringen af masseblokader og nærmest fortalte minearbejderne, at de kunne vinde ved at forblive passive. Da minearbejdere selv organiserede blokader og aktiviteter, var det svært at få del i pengene fra forbundets områdekontorer.
Minearbejderne og deres koners forsøg på at samle ind til suppekøkkenerne ved at få arbejderne i andre brancher til at adoptere dem er blevet overdrysset med koldt vand, fordi det skabte »kaos». Det de egentlig mente var, at det skabte en aktivitet uden for deres kontrol.
Scargill har også været utilfreds med mange af disse ting, men han står på toppen af et skrøbeligt bjerg. Han har argumenteret for masseblokader og kritiseret den manglende støtte fra faglige ledere i andre forbund, som ikke har gennemført beslutninger om solidaritetsaktiviteter fra i sommer, men har ikke åbent kritiseret disse områdeledere eller opfordret minearbejderne til selv at tage kontrol over strejken fra disse ledere, når de har saboteret strejken.
Et af de sidste knæfald kom fra ledelsen i Yorkshire, der efterfulgte en beslutning fra Højesteretten, der begrænsede blokader til seks mænd og gjorde alle nærliggende demonstrationer ulovlige.
Minearbejderne i kerneområderne trodsede denne beslutning, men i andre områder førte ledelsens forræderi til en endnu hurtigere opløsning af strejken. Scargill var imod beslutningen, men her var hans manglende handling fatal.
Strejken viser de enorme ressourcer, fantasi, udholdenhed og mod som arbejdere i kamp har. Men strejken viser også faren i at være så afhængig af venstreledere som Scargill.
Han blev fanget til sidst af det apparat, han havde opbygget. Der manglede en selvstændig organisering af minearbejdere, der kunne være et alternativ til de bureaukratiske områdeledere i NUM.
Se også:
SAA 6: Den engelske kulminestrejke: Kvinder imod jernladyen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed