Socialistisk Arbejderavis
Nr. 62 – September 1990 – side 10
Socialisme sådan!
Verdensrevolutionen
Ågot Berger
De fleste vil ryste på hovedet, når vi siger og mener, at verdensrevolutionen både er en mulighed og en nødvendighed inden for overskuelig fremtid.
Lige i kølvandet på. de russiske arbejderes revolution i 1917, var verdensrevolutionen ikke en abstrakt parole for tusinder af arbejdere. Den stod såvel på bannerne for arbejderrådsbevægelsen i Torino som i Berlin.
Folk er i dag godt kendte med kapitalens internationalisme: ITT, MacDonald og IBM. Eller, når den kommer til udtryk i Sovjet, Kina, England, USA og Danmark, fælles militære opmarchering i Mellemøsten. Den største militære opmarch siden Vietnamkrigen, der skal sikre kapital-interesserne (kontrollen med olien).
Arbejdersolidaritet
Langt ind på venstrefløjen, mest fremtrædende i SF, accepterer og argumenterer socialister for, at vi skal forblive medlemmer af EF, den europæiske kapitals interesseorganisation. Alternativet til EF er ikke nationalisme.
Alternativet ligger i dag i at pege på fælles kamp mellem arbejdere på tværs af nationale skel, mod en stadigt mere sammenvævet kapitalistklasse på verdensplan.
Det kom til udtryk i det omfattende internationale solidaritetsarbejde til støtte for de britiske minearbejderes strejke i 84-85. Vi ser den, når arbejdergrupper laver internationale klubber, f.eks. mellem havnearbejdere. Vi så det i solidaritetsarbejdet for, at USA skulle ud af Vietnam i 70erne, og støtten til de kinesiske studenters kamp i 89.
Når bolden ruller
Fordi kapitalismen på verdensplan er stadigt mere sammenvævet, vil krise og oprør i ét hjørne af systemet umiddelbart give bølger i andre lande. Det illustreres altid på de nationale børser.
Hvis de arabiske masser smed både de gamle kolonimagter, deres nikkedukker og de herskere, der nu sidder der, væk fra magten – vil bolden rulle. Det ville give dybe sår i de kapitalistiske centre. En revolution i Brasilien eller Sydafrika ville være en tikkende bombe under alle systemerne i Sydamerika og Afrika.
Den politiske inspiration er endnu vigtigere. De demokratiske revolutioner i Østeuropa har inspireret folk i andre dele af verden til at kæmpe for demokratiske rettigheder og frie valg.
Eksistensen af en arbejderstat vil give en ideologisk krise for borgerskabet i alle lande. Video og fjernsyn vil sende informationer til det fjerneste verdenshjørne og anfægte den udbredte borgerlige myte om, at socialisme er det samme som tyranni. Den russiske revolutions landvindinger blev spredt med brev, hestevogn og telegraf. Alligevel greb tusinder af arbejdere ideerne. Der kom et voldsomt opsving i klassekampen i Europa i årene efter.
Nødvendig
De elektroniske mediers udvikling betyder, at spredningseffekten træder i kraft i samme sekund kampene begynder. Ingen herskende klasse kan totalt afskære folk fra oprørets inspiration.
Spredning af revolutionen er mulig og tvingende nødvendig. Det var bolsjevikkernes faste overbevisning, at den russiske revolution ikke kunne overleve, medmindre de tyske arbejdere også lavede revolution.
Da Stalin i 1924 lancerede ideen om, at socialismen kunne overleve i et land, var det både et angreb på en af kernerne i marxismen, men også en afgørende faktor i den russiske revolutions nederlag.
En arbejderstat kan ikke overleve i længere perioder som en ø i et kapitalistisk hav. Verdenskapitalismen vil knuse revolutionen gennem militær indgriben eller en trussel om én, kombineret med økonomiske midler som handelsblokade. Ideen er selvsagt at svække det økonomiske fundament i den unge arbejderstat.
Før eller siden vil den nye stat begynde at anvende det gamle regimes kendte metoder og presse arbejderne maximalt til at øge kapitalakkumulationen.
På trods af at nationerne bindes stadig tættere sammen, betyder ujævnhederne i klassekampen i de forskellige lande, at det er sandsynligt, at revolutionen bryder ud i et enkelt land.
Som Trotskij formulerede det i teorien om “Den permanente revolution”, så starter revolutionen i ét land, men fuldføres på det internationale plan.
Spredning
Revolutionen skal spredes – ikke ved at den røde hær marcherer ind i andre lande, men ved at opfordre til oprør. økonomisk og militær støtte til oprør i andre lande.
Og ved at organisere en international revolutionær verdensbevægelse til at styrke og koordinere kampene.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed