Socialistisk Arbejderavis
Nr. 63 – Oktober 1990 – side 4
På kanten
Schlüters åbningstale: Pot og sandhedsserum
Anders Schou
Statsministerens åbningstale er traditionelt udarbejdet i omsvøbsdepartementet. Der skal fagfolk, såkaldte politiske kommentatorer, til at udrede, hvad manden egentlig mener.
Det ville være forfriskende, hvis Schlüter fik et skud sandhedsserum og røg en fed, inden han besteg talerstolen. Så ville statsministerens tale ved tingets åbning måske lyde sådan her:
“Hej Daisy, din dejlige luksusoverførselsindkomstmodtager. Hil dig og hele din fælles-folkelige familie. Også pænt goddag til alle I andre, som i dagens anledning befinder jer her i salen og i TV-kameraernes søgelys. Så skal vi til den igen.
Som sædvanlig går planen ud på at skære ned overalt, hvor vi kan slippe af sted med det. For syns skyld har vi kastet nogle tal på bordet ved udarbejdelsen af finanslovsforslaget. Dem skal I ikke tage jer af. For som Henning så rigtigt sagde, da han fremlagde forslaget for pressen, så kan der ske så meget. Tag bare sidste års finanslov, hvor det skulle være gået så godt, men gik så skidt.
Ser I, problemet er, at den gemene hob – plebs som vi kaldte dem i Konservative Studenter – nægter at spænde livremmen ind. Hvis en kommune får held til at lukke en skole, opretter de pylrevorne forældre en friskole i lokalerne og dræner kassen for tilskud. Og så står stakkels Bertel dér, fanget på det forkerte grundtvigianske ben.
Skærer vi på tilskuddene til medicin, er der straks en eller anden original, som indsamler 200.000 protestunderskrifter. Og hvis vi privatiserer en bette rengøringsafdeling på et hospital, står landet straks på den anden ende. Det er altså svært at lave planøkonomi her i landet.
Og det værste er næsten, at Lange Svend er en endnu større kujon end jeg selv. Han tør ikke skære ned, medmindre han bagefter kan fremvise en eller anden gruppe, som har fået smidt en pose penge i nakken. Han har nemlig en irriterende idé om, at han vil være statsminister i stedet for statsministeren.
Angreb på pøblen
Og i mit eget parti har Erik, den gamle Nazi-dreng, og dødens Engell rottet sig sammen. De vil ha’, at vi skal angribe pøblen uden rygdækning fra Svend og hans LO-venner. Den taktik gav en allerhelvedes ballade i 85, så jeg fik min bridgekammerat Niels Helveg til at brokke sig.
Nå. Når jeg står her og hælder vand ud af ørerne, er det, fordi jeg ikke aner, hvad jeg skal gribe og gøre i. Vi laver den ene barske plan efter den anden, og der kommer aldrig rigtigt noget ud af det alligevel. Selvfølgelig har vi fået skabt lidt armod hist og pist, men det skæpper for lidt i kassen, så længe vi kun klipper de skaldede – har-har-har – de sindssyge, bistandsklienterne, børnene, de gamle, de handicappede og alt det andet rak. Næh, nej, vi skal have fat i struben på dagpengenasserne, og slaverne skal ha’ et gok i reallønnen.
Derfor fandt vi på dén med 6%-skatten.
De mere velnærede slaver får et par tusinde i skattelettelse, så skal lønnen holdes i ro ved overenskomstfornyelsen, og bagefter snupper vi det dobbelte fra dem i brugerbetaling og afgifter. Vores slags scorer skattelettelser i 40.000 kroners klassen. Det er da en sidegevinst, som er værd at tage med.
Svennes valg
Hvis Svend ikke er med på den, kan han selv få lov til at finde på noget efter et valg. Jeg er da bare ligeglad, ministerpensionen er hjemme. Men det kan da også være, at jeg får en tjans i hans regering, for vi vil jo det samme, ikke sandt Svenne?
Det var det. Noget skal man jo sige, det står jo i grundloven.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed