Socialistisk Arbejderavis
Nr. 64 – November 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
PET, Mossad og demokratiet
Martin B. Johansen
En række af de store danske medier ynder at fremstille dansk efterretningsvæsen som en forholdsvis harmløs og komisk leg med skæg og blå briller.
Nu har PETs nære samarbejde med det israelske MOSSAD afsløret, at der også foregår mere alvorlige ting i PET-centralen på Bellahøj i København. Vi kan ikke vide, hvilke konsekvenser det har fået for palæstinensiske flygtninge, at deres asylansøgninger bliver checket af MOSSAD.
Men vi ved fra historien, at den slags samarbejde kan være blodig alvor. Det kendeste eksempel fra Danmark er politiets aktion mod danske kommunister i 1941, da det tyske Gestapo krævede DKP illegalt.
Det fortælles, at Gestapo havde forventet, at et par snese af de kendeste kommunister ville blive arresteret. Men det danske sikkerhedspoliti havde i årevis nidkært overvåget DKP og var således i stand til på én dag at arrestere over 400 kommunister. De fleste røg senere i tysk koncentrationslejr og for en del af dem blev mødet med dansk efterretningsvæsen i bogstaveligste forstand dødelig alvor.
Grænser for demokrati
Men MOSSAD-sagen er også på andre måder et lærestykke i hvad, der foregår bag det borgerlige samfunds facade. Den viser, at det parlamentariske demokrati har sine klare grænser. PET har gennemført sit nære samarbejde med MOSSAD, uanset hvad det danske Folketing i øvrigt har vedtaget af love. Og det interessante er, at hverken Hans Engell eller PET utvetydigt har dementeret rygterne om, at MOSSAD-agenter opererer i Danmark.
Når marxister kalder parlamentarismen for en narresut, så er det fordi samfundet ikke regeres fra Christiansborg. Én ting er, at beslutninger om produktion og økonomi foretages alle andre steder end i Folketinget. Men selv statsapparatet, som Folketinget angiveligt kontrollerer, omfatter store områder, som reelt er udenfor parlamentarikernes kontrol. Det drejer sig fx om militær, politi, PET, store dele af embedsmandsstanden osv. Generaler, dommere, kommunaldirektører vælges ikke – de udpeges blandt folk, som er loyale overfor det bestående samfund.
Dette er grunden til, at revolutionære peger på, at socialismen ikke kan nås via parlamentet, men at den borgerlige statsmagt tværtimod må afvæbnes og uskadeliggøres og erstattes af en ny statsmagt, som bygger på en helt anden form for demokrati end parlamentarismen.
Det er især på spørgsmålet om statsmagten, at revolutionære og reformister adskiller sig fra hinanden. Reformister er netop karakteriseret ved, at de vil reformere kapitalismen ved at vinde flertal i Folketinget.
Derfor er det også karakteristisk, at det præcis er partier som Socialdemokratiet og SF, der har reageret kraftigst på PETs samarbejde med MOSSAD. Efterretningstjenester er af indlysende grunde hemmelige og dermed udenfor enhver parlamentarisk kontrol. Og den åbenbare eksistens af ukontrollerbare institutioner er selvsagt en torn i øjet på reformisterne.
Socialdemokraternes krav om undersøgelser og kontrol af PETs arbejde er blot et ynkeligt forsøg på at lukke øjnene for denne kendsgerning.
Det er indlysende, at PET er noget andet end voksne mænds leg med skæg og blå briller. For de flygtninge, som bliver afvist asyl i Danmark, er PETs indsats en helt konkret trussel. Det er også oplagt, at overvågning og aflytning af venstreorienterede og fagligt aktivt kan være med til at spænde ben for meget arbejde.
Men der er en række grunde til, at vi ikke skal overdrive efterretningstjenesternes magt og indflydelse.
For det første hviler borgerskabets magt på en hel række andre institutioner, som er langt mere magtfulde end PET. Den økonomiske magt, det statslige bureaukrati, politiet, militæret, fængslerne etc. er alle lige så lidt underlagt demokratisk kontrol som PET.
For det andet skal det understreges, at PET er et redskab for borgerskabet. Når fx det engelske MI5 i starten af 70’erne iværksatte bagvaskelseskampagner mod Labour-regeringen, så var det ikke udtryk for, at MI5 var i færd med at overtage magten i England. Derimod var det udtryk for, at dele af den herskende klasse i stigende grad blev bange for den stærke arbejderklasse, og dele af borgerskabet mente, at det kunne blive nødvendigt at overskride parlamentarismens grænser for at bekæmpe arbejderne.
Disse metoder blev senere forladt, da det viste sig, at Labour-regeringen var i stand til at tvinge arbejderne tilbage.
Et andet eksempel er fra USA’s krig i Vietnam. På et tidspunkt meddelte CIA, at den massive sønderbombning af Nordvietnam ikke fungerede. Men rapporterne blev afvist, da den amerikanske regering var fast overbevist om, at bombningerne var korrekte. I stedet fik CIA’s agenter i Vietnam anmærkninger om, at deres rapporter blev betragtet som illoyale.
Med andre ord er efterretningstjenesternes virksomhed mere dikteret af de politiske krav, som borgerskabet stiller, end de udtrykker selvstændige handlinger. Og som eksemplet fra Vietnam illustrerer, så tvinges efterretningsvæsenerne til at afspejle den herskende klasses synspunkter frem for at give den herskende klasse et korrekt billede af virkeligheden.
Infiltration
For det tredje er der grænser for, hvor stor skade PET kan gøre ved at infiltrere en revolutionær organisation som IS. Det er overhovedet spørgsmålet, om PET har nogen interesse i at overvåge en så lille organisation, især i en periode hvor vores indflydelse er marginal. Derudover er revolutionære organisationer som regel svære at undergrave indefra. Eventuelle PET-agtenter i fx IS vil optæde som individer, der er fremmede overfor den kollektive tankegang og handling, som præger den slags organisationer. Og individuelle medlemmer, som ikke er på linje med organisationens behov i øvrigt, vil finde det svært at begå sig.
Alt i alt skal vi ikke betragte efterretningsvæsenet som en særligt farlig modstander. Gennem historien har revolutioner gang på gang fejet de hemmelige efterretningstjenester af banen. Et eksempel er fra den iranske revolution i 1978-79. Det amerikanske CIA var indtil 1979 massivt til stede i Iran, hvor de dels understøttede det iranske hemmelige politi SAVAK, dels spionerede overfor USSR.
Alligevel kom revolutionen som et chok for CIA. De havde kort tid forinden beskrevet Iran som en stabil ø midt i det urolige Mellemøsten. Men CIA’s avancerede teknologi kunne intet stille op overfor en arbejderklasse, som var fast besluttet på at gøre op med shah-regimet. CIA’s satellitter og teknologi kunne overvåge den elektroniske kommunikation, men den iranske opposition tog den simple forholdsregel at kommunikere ved at sende meddelelser af sted pr. cykel.
Konklusionen er indlysende. Uanset hvor avanceret teknologi, uanset hvor brutalt det hemmelige politi optræder, så kan det ikke redde en herskende klasse, som har mistet kontrollen over de folk, den udbytter.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed