Socialistisk Arbejderavis
Nr. 65 – December 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
Den islamiske trussel
Martin B. Johansen
Enhver statsmagt har behov for massernes opbakning bag en eventuel krig.
Derfor har det ikke været nogen overraskelse, at de vestlige medier i de seneste fire måneder har kørt et sandt propagandafelttog mod Irak og Saddam Hussein.
Det er heller ikke overraskende, at en stor del af propagandaen består af racistiske udtalelser om “de muslimske horder” og “barbarer”. Vestens humane omsorg for Kuwait fremstår heller ikke overraskende som det rene hykleri i sammenligning med Vestens omsorg for de palæstinensiske flygtninge.
Men en del af propagandaen er mere sofistikeret. Og det betyder, at der også på venstrefløjen er folk, som falder for dele af USA og Nato's krigspropaganda.
Venstrefløj og fundamentalisme
Det er især holdningen til den islamiske fundamentalisme, der kan volde problemer. I medierne er vi gennem de sidste 10 år blevet præsenteret for et billede af fundamentalismen som en klart reaktionær, kvinde- og arbejderfjendsk samt middelalderlig strømning.
Dét billede gør det svært for mange at tage entydigt stilling imod Bush's krigsforberedelser. For konsekvensen af, at USA og Nato lider et militært nederlag i Golfen er jo en styrkelse af Husseins despotiske regime.
Det er kun få på venstrefløjen som ligefrem kaster sig i armene på George Bush. Men det er en udbredt holdning, at den islamiske fundamentalisme udgør en særlig trussel, som man er nødt til at bekæmpe samtidig med at man slås mod den militære optrapning.
Imidlertid er mediernes billede af fundamentalismen ikke noget særlig godt grundlag at tage stilling ud fra. Først og fremmest dækker betegnelsen islamisk fundamentalisme over bevægelser af vidt forskellig karakter.
Fundamentalismen dækker over så forskellige fænomener som præsteskabet i Iran, militsgrupper i Libanon, det Muslimske Broderskab i Ægypten. Selv Saddam Hussein, som for få år siden var i krig mod det fundamentalistiske Iran, taler nu om “hellig krig” og falder dermed ind i de vestlige mediers billede af fundamentalismens fremmarch.
Det er klart, at hvis man sammensætter fundamentalismen af det iranske præsteskabs undertrykkelse, de libanesiske Hezbollah-krigere og Husseins giftgasser, så kan man sagtens fremmane et billede af en fanatisk religiøs fremmarch, som ikke skyer nogen midler.
Men billedet er mere kompliceret. Det understreges fx af krigen mellem Iran og Iraq. Vestlige medier prøvede at fortolke den krig som et sammenstød mellem de iranske shia-muslimer og iraqiske sunni-muslimer. Sandheden er imidlertid, at Iraq har et flertal af shia-muslimer.
Båndene mellem shia-muslimer på tværs af landegrænser var altså svagere end de nationalistiske bånd. Shia-muslimer i Iraq var i krig mod shia-muslimer i Iran.
Tilsvarende har det muslimske Syrien bekæmpet muslimske militser i Libanon og forsvaret det kristne mindretal. Og fundamentalister kæmper side om side med kristne blandt palæstinenserne.
Der ligger en vigtig pointe i dette. Ikke blot er fundamentalismen generelt svagere end nationalismen –fundamentalismen skal ses som en del af en bredere nationalistisk strømning i Mellemøsten.
Nationalisme
Nationalismen i Mellemøsten har sit udspring i modstand mod den enorme imperialistiske dominans i området. I en situation, hvor nationalstaterne er oprettet med hver sit nationale borgerskab, så er fundamentalismen en af de former, som modstanden mod imperialismen kommer til udtryk på.
Fundamentalismen skal først og fremmest ses som småborgerskabets modstand mod den imperialisme, som truer deres egne muligheder for at overleve i konkurrencen. Et af fundamentalismens politiske mål er altså at sikre, at det nationalistiske borgerskab får råderet over kapital og ressourcer i de enkelte stater.
Det giver også en del af forklaringen på, at fundamentalismen ofte har en meget militant udtryksform. For det drejer sig om kamp imod en herskende klasse, som fundamentalisterne mener har solgt sig selv og nationen til den vantro USA-imperialisme.
Dette er samtidig grunden til, at det vil være forkert at karakterisere fundamentalismen som fascistisk. Ganske vist er fundamentalismen i bund og grund arbejderfjendsk og udtrykt anti-kommunistisk. Men hvor det er fascismens erklærede mål er at udslette arbejderklassens organisering, så udspringer fundamentalismen af kampen imod den fremmede kapitals dominans.
Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke skal kritisere fundamentalismen, endsige tiljuble dens "radikalitet". Men omvendt er fundamentalismen ikke noget ekstraordinært problem, som socialister skal forholde sig til på en særlig måde.
Ud over at være en nationalistisk politisk bevægelse er fundamentalismen ikke meget andet en en samling reaktionære ideer i folks hoveder. Hvor middelalderlig fundamentalismen end kan se ud, så er selv det iranske præsteskab nødt til at operere inden for rammerne af kapitalismen. Og dermed konfronteres også fundamentalister med den klassekamp, som er indbygget i kapitalismen.
Og klassekampen har det med at ændre de arbejdende massers ideer om, hvordan verden er skruet sammen. Dette er metoden til at bekæmpe fundamentalismens indflydelse over de arabiske masser.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed