Socialistisk Arbejderavis
Nr. 66 – Januar 1991 – side 7
Marxisme i hverdagen
Så slemt som i 50’erne?
Martin B. Johansen
En bølge af pessimisme har tilsyneladende ramt den yderste del af venstrefløjen. “Land og Folk” er lukket og DKP er ved at forlade Enhedslisten.
VS beskriver situationen således: “Det er snart ved at være lige så svært at være socialist i dag, som det var i 50’erne under den kolde krig. Derfor handler det om at sikre et åndehul, sikre at isen ikke helt fryser til.”
Det er unægteligt triste udsigter. Men holder vurderingen stik – er det politiske klima ved at blive lige så koldt som for 40 år siden?
Først må man gøre sig klart, hvordan det overhovedet var at være socialist i 50’erne. Der var utroligt få arbejdskampe og politiske bevægelser i , som socialister kunne blande sig i.
Socialister, som både tog afstand fra reformismen og DKP’s støtte til de statskapitalistiske lande, var fuldstændig isolerede. For det første var de utroligt få. For det andet måtte de finde sig i, at alt til venstre blev stemplet som “kommunistisk” – i betydningen stalinisme – på grund af de borgerlige og ikke mindst socialdemokraternes hetz mod DKP. En hetz, som bl.a. indebar en sand heksejagt på DKP-tillidsfolk i fagbevægelsen.
Ingen sammenligning
Sådan er situationen langt fra i dag. For det første har stalinismen udspillet sin rolle på grund af sammenbruddet i Sovjet og Østeuropa. Der vil i mindre og mindre grad blive sat lighedstegn mellem socialisme og stalinisme. For det andet er strejketallet stadig langt højere, trods en vis nedgang i slutningen af 80’erne. Det skyldes bl.a., at arbejderklassen i 90’erne er næsten dobbelt så stor som for 50 år siden. Og for det tredje tæller den revolutionære venstrefløj stadig – trods mange års tilbagegang – mange flere end de par håndfulde, der var i 50’erne.
Hvis der var tale om, at sammenligningen med 50’erne blot er udtryk for en undervurdering af, hvor isoleret venstrefløjen var dengang, så kan den fejlagtige sammenligning undskyldes som en reaktion på skuffelsen over, at Enhedslisten ikke kom i Folketinget.
Men der er snarere tale om en fejlvurdering af situationen idag, og det gør sammenligningen med 50'erne langt mere alvorlig.
En ting er, at partierne omkring Enhedslisten rent faktisk gik frem i forhold til sidste valg – og at arbejderpartierne under et gik frem med fem mandater i forhold til valget i 1988.
En anden ting er vurderingen af, hvad den kraftige fremgang for Socialdemokratiet er udtryk for. Det er en udbredt opfattelse på venstrefløjen, at mange arbejdere nu definitivt har opgivet troen på arbejderflertallet og i stedet købt ideen om en bred samlingsregering under ledelse af Socialdemokratiet og de konservative.
Vilje til forandring
Selv om opinionsanalyser peger på, at også mange arbejdere ønsker en bred regering, så er det ikke det samme som at de har kapituleret overfor Georg Poulsens og Svend Aukens ideer om et tæt samarbejde med borgerskabet. For der er forskel på, hvad toppen og bunden lægger i kravet om en bred regering.
Der er ingen tvivl om, at Svend Auken seriøst ønsker at dele regeringsansvaret med de borgerlige. Men når mange arbejdere støtter ideen, så er der mere tale om, at de er trætte af Schlüter, de er trætte af skandaler omkring ministre og det offentlige bureaukrati, de vil have en regering, som effektivt kan løse problemerne og ikke bare rage til sig.
Og dette er en vigtig pointe. For et vigtigt element i arbejderes støtte til en bred regering er ønsket om forandring. Og den øgede samling omkring Socialdemokratiet skal tages som udtryk for, at der også er ved at være en vilje til at forandre tingene.
I en situation, hvor strejker stadig er relativt sjældne og som regel lokale, så er der intet mærkeligt i, at viljen til forandring udtrykker sig i illusioner om, at politikerne må klare sagerne.
Men det kan ændre sig. Hvis først viljen og utilfredsheden er til stede, så kan ønsket om forandring ændre sig til en situation, hvor arbejderne selv begynder at forandre tingene.
Når Metals Georg Poulsen taler om, at den kommende overenskomst må give noget mere i lønningsposen, og når LO-bosserne så småt truer med storstrejker, så er der ikke kun tale om teatertorden. De ved, at mange arbejdere er presset hårdt økonomisk, men de ved også, at utilfredsheden bliver større og større, og at den utilfredshed fr eller siden vil føre til, at arbejderne selv begynder at lave om på tingene.
Så der er ingen grund til at sammenligne venstrefløjens situation med situationen i 50’erne. En krig i Mellemøsten og en forværret økonomisk krise er faktorer, som vil få folk, ikke mindst unge, til at sætte spørgsmålstegn ved, om samfundet nu er så godt, som det påstås. Og det giver 90’ernes venstrefløj muligheden for at vokse påny. Der bliver brug for socialistiske ideer i en situation med øget utilfredshed og hvor viljen til forandring breder sig.
Men forudsætningen er, at socialister selv har viljen til at forandre venstrefløjens situation. Der er ikke brug for pessimisme og 50’er-sortsyn, men for at stramme ballerne og forsyne venstrefløjen med dels et solidt ideologisk fundament, som ikke lader sig ryste af stalinismens sammenbrud, dels en sober vurdering af, hvad situationen i arbejderklassen er. Det er betingelserne for ny vækst.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed