Socialistisk Arbejderavis
Nr. 7 – April 1985 – side 3
IS mener
Kampen efter indgrebet
Det er længe siden, at LO har brugt strejkevåbenet i en overenskomstforhandling. Denne gang følte de sig presset til det. Mange års indkomstpolitik har udhulet reallønnen så meget, at arbejdspladserne har stillet store lønkrav. Samtidig har nedsat arbejdstid været et oplagt krav i ly af den massive arbejdsløshed.
SID fik en nej til deres OK sidste gang. Denne gang kunne mange flere fagbureaukrater have risikeret at få medlemmernes nedadvendte tommelfinger.
Så hellere en storkonflikt, der kunne holde fagtoppens ryg fri. For det er jo det, de i virkeligheden gør. Efter måneder med lukkede forhandlinger »opgiver« de og sender medlemmerne ud i en konflikt. Uden forberedelser og uden at fortælle, hvilke krav der skal strejkes på.
På den måde kan de efter et regeringsindgreb fralægge sig skylden for en elendig overenskomst – og oven i købet påstå, at de medfølgende finanspolitiske stramninger kunne have været undgået – hvis det ikke var kommet til en konflikt.
For hvis ikke forhandlere kan gøre det bedre end medlemmerne selv, så er der jo ingen grund til at have forhandlere. Og fagbureaukraterne har travlt med at bevise deres egen uundværlighed. For dem er medlemmerne kun brikker i deres eget spil. Deres styrke kan bruges til at styrke arbejdsgiverne– men den må aldrig vendes til at true dem selv.
Kig ikke efter lederne
For arbejderklassens styrke er meget større end den, fagtoppen har brug for. Hvis arbejderklassen organiserer selv og gør sig uafhængig af bureaukratiet, kan den true både regering og arbejdsgivere. Men det kræver aktiv mobilisering – ikke kun orientering om strejkeunderstøttelse, sådan som fagforeningerne har begrænset det til.
Selvtillid kræver tillid til andre, men uden møder på arbejdspladserne, hvor man diskuterer kampens gang, tror ingen på, at noget kan lykkes.
Og der findes masser af aktiviteter at tage fat på. Blokader mod skruebrækkeri og udkørsel af strejkeramt gods, inddragelse af de arbejdsløse, udvidelse af konflikten, indsamling af penge og møder på tværs af arbejdspladser og faggrænser.
Konflikten har vist flere spirer til aktiviteter, men der har ikke været nogen alternativ strejkeledelse, der har været i stand til at sprede og generalisere dem.
Desværre er det svært at se, hvor denne ledelse skal komme fra. Venstrefløjen i fagbevægelsen omkring DKP og SF har hele tiden fastholdt, at strejken ikke kan føres uden om LO, at aktionsdagene skulle bruges til at presse LOs forhandlere og ikke til at organisere strejken i basis.
Denne del af venstrefløjen forstår ikke, at LO-toppen faktisk ønsker at føre indkomstpolitik – at Hardy Hansens store ord og ditto armsving skal bruges til at få militante arbejdere til at bakke op bag LO – og ikke til at inddrage arbejderne i selvstændige aktiviteter.
Utilfredsheden ER stor – men passiv
Tilliden til Hardy Hansens »militans«, og hvor meget han kan presses til af resolutioner, fører til en meget farlig misforståelse. Det overlader alt initiativ til LO-toppen og overvurderer samtidigt den modstand mod regeringens indkomstpolitik, som findes i arbejderklassen.
For denne modstand er passiv – og det centrale problem i at føre en storstrejke til sejr er, at den passive modstand skal gøres til aktiv. I stedet for at overbevise arbejderne om, at de kan vinde, hvis de bruger deres egen magt, så er venstrefløjen fanget af troen på, at LO-toppen kan føre kravene igennem.
Heller ikke tillidsfolkene omkring transportarbejderne eller det københavnske initiativ omkring stilladsarbejderne og Benzinøen har gjort op med disse svagheder. De har været mere fikseret på, at SID ville stå fast på kravene end på opbygningen på arbejdspladserne.
Den 21. marts talte et tillidsmandsmøde dunder mod Schlüter og arbejdsgiverne – men strejkende journalister og Tuborgdepot-folk fik ikke et ord på vejen. I stedet for at bygge på solidaritet med disse grupper og derved udbrede kampen, byggede de på illusioner til et fagbureaukrati, som kun kan »overbevises« ved een ting –arbejderklassens selvstændige organisering.
Nederlag fører til passivitet – og det er et sikkert nederlag at stole på fagbureaukratiet.
Flammerne må ikke dø ud
Hvis ikke et nederlag skal demoralisere de bedste kræfter yderligere, kræver det, at de organiserer sig. Mange vil blive radikaliseret under konflikten, men efterladt alene vil de hurtigt falde tilbage i passivitet.
Socialismen er svaret, men uden et revolutionært parti til at lede det endelige opgør med kapitalismens elendigheder når vi aldrig målet. Og kun er revolutionært parti, der er dybt forankret i arbejderklassen, fortjener at lede til målet. Derfor vil IS forsøge at rekruttere militante arbejdere.
Kampen slutter ikke, selvom storstrejken ikke opfylder arbejdernes mål. Nye kampe vil hele tiden opstå –før eller siden vil stemningen ændre sig, og arbejderklassen vil begynde at tro på sig selv. Selv efter et indgreb er mange lokale overenskomstspørgsmål uløste. Lokale overenskomstkampe kan brede sig – små sejre kan blive til store sejre.
Men skal kampene nå længere, så kræver det, at socialister forklarer, hvorfor fagbureaukratiet svigter, hvorfor det at stole på egne kræfter er den eneste vej frem, og hvorfor solidaritet til andre arbejdspladser er altafgørende.
Det kræver en stærk organisation, der forstår, hvordan klassekampen ser ud og hvilken dynamik, den indeholder, og som er i stand til at rejse argumenterne om arbejderklassens selvstændige kamp på alle arbejdspladser.
IS har argumenterne, men mangler fysikken – endnu!
Billedtekst:
Alle med i strejken
Se også:
SAA 7: -organiser kampen fra neden: Vi har styrken
SAA 7: Journalisterne kæmper alene
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed