Socialistisk Arbejderavis
Nr. 71 – Juni 1991 – side 7
Marxisme i hverdagen
Velgørenhed – nødhjælp eller bedrag?
Martin B. Johansen
Rock for Afrika, gallashows i fjernsynet, indsamlinger til fordel for de sultende, for kurderne, støttekoncerter. Gennem de seneste år er indsamlinger til velgørende formål taget til i omfang.Hvordan stiller socialister sig til den slags initiativer?
Det spørgsmål rejser sig hver gang, vi står overfor en raslebøsse og bliver bedt om at give en skærv til Afrika.
For på den ene side er socialister lige så vrede og sørgmodige over at se de lidelser, som denne verden udsætter folk for. Vi ønsker lige så stærkt at hjælpe folk i nød.
Men på den anden side foragter vi de herskendes hykleri, når de den ene dag ødsler milliarder af dollars på krig og militær og dagen efter praler af hvor mange millioner, de netop har vedtaget at sende til krigens ofre.
Er de velgørende indsamlinger en del af dette hykleri, eller står de i modsætning til det?
Det er indlysende, at velgørenhed ikke løser sultproblemerne. I 1985 var der store, verdensomspændende kampagner til fordel for de sultende i Etiopien. Men sulten er der stadig – mere omfattende og desperat end nogensinde.
Kortsigtet løsning
Imidlertid vil mange pege på, at formålet med velgørenhed heller ikke er at tilbyde egentlige løsninger, men at træde ind hvor der er brug for øjeblikkelig hjælp.
I dette lys kan forskellen mellem nødhjælp og revolution beskrives som forskellen mellem kortsigtet undsætning og langtsigtede løsninger.
Det er desværre ikke så simpelt. For i virkeligheden er velgørenhed på flere punkter med til at modarbejde en egentlig løsning på de problemer, den tager op.
For det første kan indsamlingerne langt fra dække det reelle behov for fx fødevarehjælp til sultende. Men de skaber en illusion om, at der trods alt gøres noget. Desuden benytter regeringen sig af velgørenheden til at unddrage sig sin del af ansvaret for, at der alene i EF er et overskudslager på 20 millioner tons korn. En fjerdedel kunne udrydde sulten i Afrika.
For det andet udnyttes indsamlingskampagnerne af de store firmaer kynisk til reklameformål. Endda så groft, at de store indsamlingsgallaer i fjernsynet blev opgivet, fordi private firmaer udnyttede dem til usmagelig og billig reklame.
Det er især usmageligt i betragtning af den rolle, som mange af de samme firmaer spiller i fattige afrikanske og latinamerikanske lande. Tag blot A.P. Møllers oliejagt i Amazon-junglen, som fjerner livsgrundlaget for indianerne. Eller medicinalfabrikkernes salg af medikamenter, som er forbudt i Europa, til afrikanske lande.
For det tredje udnytter de rige landes regeringer velgørenhed og u-landshjælp som et røgslør for deres alt andet end velgørende imperialistiske interesser.
Det var nøjagtigt dette, der skete i relation til kurderne. De omfattende hjælpeprogrammer skal tilsløre, at George Bush og hans allierede aldeles ikke ønsker en selvstændig kurdisk stat. Det havde været en mere passende form for nødhjælp at sende våben til kurderne, da de gjorde oprør mod Saddam Hussein.
Endelig er de store kampagner med til at fastholde billedet af de sultende som passive og ynkelige skabninger, der er ude af stand til at gøre noget ved deres egen tilværelse.
Men sandheden er, at det fx var de nuværende ofre for stormfloden i Bangladesh, der i 1989 gjorde op med landets militærdiktatur.
Gavmilde
Så i virkeligheden er de velgørende indsamlinger med til at modarbejde løsningen af de problemer, som de peger på. De er med til at skjule, at verdens fødevareproblemer aldeles ikke skyldes mangel på mad, men at Bush’s, Gorbatjovs og Schlüters verdensorden sætter hensynet til kapitalens profit højere end menneskers ve og vel.
Faktisk kunne sult og fejlernæring nemt udryddes. Internationale organisationer som FN, UNICEF og endda Verdensbanken peger på, at ressourcerne er til stede. Verdens fødevareproduktion vokser hurtigere end verdens befolkning. Vesten bruger hver dag over 10 milliarder kr på militær. Blot 10 dollars pr barn om året kunne halvere fejlernæringen.
Der er dog nogle positive aspekter ved de store indsamlingskampagner. De afslører, at det er de fattigste, der er de mest gavmilde. Efter hver indsamling kan indsamlere berette om, at det er i boligområder med mange arbejdsløse og lavtlønnede, at de samler mest ind. Mens at døren ofte smækkes i, når de går rundt i rigmandskvartererne.
Selv om vi som socialister ikke tror på, at velgørenheden kan forandre verden og derfor ikke selv deltager i kampagnerne, så er der ingen grund til at håne de folk, der går rundt med raslebøsserne. Mange af dem har et ærligt ønske om at hjælpe folk i nød, om at gøre verden bedre.
Så når vi bliver spurgt om vi vil give et beløb til Afrika, så er det bedste svar nok at give et lille beløb efterfulgt af en stor argumentation.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed