Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 7 – April 1985 – side 7

Marxismens betydning

Magten kan ikke deles

Ole Mølholm Jensen

Den måde, som Pariserkommunen i 1871 blev organiseret på, med arbejderråd, der kollektivt forsøgte at styre hele samfundslivet, er blevet fulgt mange gange siden i historien.

Grunden hertil er ikke, at arbejderne har kigget på Kommunens erfaringer, men derimod at organiseringen i kollektive organer udspringer som en nødvendighed for arbejderklassen i en før-revolutionær situation.

Denne nødvendighed kommer af, at arbejderklassen bliver tvunget til at organisere store dele af samfundslivet ved siden af den eksisterende statsmagt. I en revolutionær eller før-revolutionær, situation kan det eksisterende statsapparat simpelthen ikke opfylde de behov, der er for fødevarefordeling, organisering af sundhedsvæsen o.s.v.

En revolutionær eller før-revolutionær situation er netop kendetegnet ved, at den gamle herskende klasse ikke længere kan styre. Den gamle magt er derfor på retur, og arbejderklassen bliver tvunget ud i at organisere en alternativ. magt.

Arbejderklassens organisering i råd er derfor også først og fremmest en spontan bevægelse i arbejderklassen for at organisere modmagten til den eksisterende herskende klasse og dens statsapparat.

Både i 1905 og 1917 skabte den russiske arbejderklasse sin egen organisering i råd som arbejderklassens kollektive organisering af magten. De to revolutionsforsøg får dog helt forskellige forløb.

I 1905 forsøger arbejderne at opnå et kompromis med den russiske zar om indførelse af borgerlige demokratiske rettigheder, 8 timers arbejdsdag, gratis lægehjælp og lønforhøjelser.

De startede med at lave en massedemonstration i forlængelse af en generalstrejke. Demonstrationen gik til zarens vinterpalads, hvor de bad zaren om hans støtte til kravene. I stedet for at tale til demonstranterne beordrede zaren sine tropper til at skyde løs på demonstrationen.

Dobbeltmagt

På denne måde lærte arbejderne, at de selv måtte kæmpe deres krav igennem. Strejkebølgen fortsatte i et lille års tid i flere omgange frem til den 7. december, hvor arbejderne i Moskva forsøgte at lave en væbnet opstand. Opstanden var imidlertid for isoleret fra den øvrige arbejderklasse og led derfor et meget alvorligt nederlag.

Igennem hele 1905-revolutionsåret havde arbejderne deres egen organisering i rådene. Rådene udviklede sig snart til at være en landsomfattende dobbeltmagt. En dobbeltmagt, som udtrykker at magten i samfundet er delt mellem arbejderklassen og borgerskabet, og samtidig udtrykker arbejderklassens organisering af kampen for at få den fulde kontrol over samfundet.

En dobbeltmagtssituation er imidlertid en kortvarig situation, hvor spørgsmålet om magten i samfundet er åbent. Samtidig vil dobbeltmagten altid ende med sejr eller nederlag for en af klasserne i samfundet. Enten går arbejderklassen videre fra dobbeltmagten til egentlig arbejdermagt og socialisme, eller også gennemtrumfer borgerskabet reaktionen.

I 1905 revolutionen ender dobbeltmagtsituationen med arbejderklassens nederlag. Nederlaget skyldes, at arbejderklassen alligevel viste sig at være for svag og splittet.

Der manglede en klar opfattelse af, hvilken vej man skulle gå for at få kravene gennemført, og der var for mange illusioner til det borgerlige demokratis muligheder. De revolutionære stod for svagt med deres politik.

Anderledes går det med den dobbeltmagtssituation, som opstår efter februarrevolutionen i 1917. På samme måde som i 1905 udvikles dobbeltmagten ved, at der dannes strejkekomiteer på den enkelte arbejdsplads, hvorefter de går sammen i fælles bykomiteer som egentlige arbejderråd. Disse arbejderråd slutter sig sammen på landsplan og udgør en alternativ magt i samfundet.

Sejr kræver beslutsomhed

Dobbeltmagtssituationen i 1917 ender i den første gennemførte arbejderrevolution i verdenshistorien. Grunden til at dobbeltmagten går over i en socialistisk revolution, er imidlertid ikke kun, at arbejderklassen står stærkere end i 1905.

Arbejderklassens styrke i rådene og borgerskabets svækkelse af 1. verdenskrig er afgørende faktorer, men en stærk arbejderklasse er ikke nok til at gennemføre en socialistisk revolution.

Sagt på en anden måde, så er arbejderklassens kollektive magt forudsætningen for, at arbejderklassen kan gennemføre et revolutionært magtopgør med borgerskabet, men for at vinde kræver det, at arbejderklassen har et instrument, som kan organisere det endelige magtopgør.

Dette instrument havde den russiske arbejderklasse i form af Bolsjevikpartiet.

Bolsjevikpartiet var blevet opbygget gennem mange års organisering og politisk arbejde i arbejderklassen og bestod i 1917 af de mest bevidste dele af arbejderklassen. På denne måde adskilte partiet sig fra arbejderrådene.

Arbejderrådenes styrke er, at de indeholder alle arbejdere, og således er arbejderklassens kollektive magtorganer under socialismen og kollektive organer for kampen for socialisme.

Partiet

Partiet er derimod en organisering bestående af dem, som har et fælles revolutionært perspektiv for løsningen af dobbeltmagten til arbejderklassens sejr.

Netop fordi en revolution ikke er en evolution, hvor tingene gradvist sker efter hinanden, men derimod er en periode med mange tilbageskridt og store spring fremad, kræver det endelige væbnede opgør med borgerskabets magt, at der eksisterer en revolutionær organisering, som kan tage initiativet til og organisere det endelige væbnede opgør.

Denne opgave kan ikke løses af rådene, men kan til gengæld kun foregå succesfyldt, hvis den får rådenes aktive opbakning. Det er således ikke rådene, der gennemfører det revolutionære brud med kapitalismen.

Revolutionen er arbejderklassens værk fra først til sidst, og socialismen er arbejderklassens kollektive magt over hele samfundet, men selve den væbnede opstand udspringer ikke direkte af arbejderklassens kamp eller organisering i råd, men derimod kun af bevidst revolutionær orientering.

Derfor er den mest centrale opgave for revolutionære til enhver tid at opbygge det instrument, som arbejderklassen skal bruge i den revolutionære situation for at vinde hele magten.

Billedtekst:
En arbejdsplads samlet for at vælge delegerede til arbejderrådet, sovjetten i Rusland i 1917.

 

Flere artikler i serien Marxismens betydning

Flere artikler fra nr. 7

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Revolutionen

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1302 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside