Socialistisk Arbejderavis
Nr. 72 – August 1991 – side 7
Marxisme i hverdagen
En verden uden chefer
Martin B. Johansen
Kan man forestille sig, at almindelige mennesker selv kan beslutte, hvad der skal produceres og hvordan det skal fordeles?
De fleste mennesker vil svare nej. De kan være nok så enige i socialisters kritik af kapitalismens undertrykkelse og ødelæggelser. Men de fleste viger tilbage på det mest afgørende punkt: nemlig om “arbejderklassens frigørelse” er andet end en umulig utopi.
Så det er vigtigt for socialister at gøre sige nogle forestillinger om, hvordan vi forestiller os et arbejderkontrolleret samfund.
Det er klart, at en stor del af indvendingerne mod arbejderkontrol bygger på fordomme. Det er et faktum, at de fleste arbejdere ved meget mere om den del af produktionen, de selv er involveret i, end dem, der leder og fordeler arbejdet. Og det gælder alle mulige fag: både faglærte og ufaglærte, industri og kontor osv.
(Det er interessant, at de mest fremsynede kapitalister, der satser mere på kvalitet end på kvantitet, i disse år gør sig store anstrengelser for at udnytte den viden, der findes på gulvplan).
Arbejdsledernes vigtigste opgave er ikke at fortælle arbejderne, hvordan de skal udføre deres job, men at sikre at de gør det. Arbejdsledere er “nødvendige” af den simple grund, at i en samfund, der bygger på udbytning af arbejdskraften, der er det afgørende, at arbejderne producerer så effektivt som muligt.
En stor del af de funktioner, som varetages af ledelseshierarkiet på de forskellige arbejdspladser, har sådan set ikke noget med selve produktionen at gøre. De handler om reklame, marketing, kundepleje, rationalisering osv. – alt sammen funktioner, der sigter mere på at opnå maksimal profit end på at sikre produktionens kvalitet.
Det er funktioner, som stort set vil være overflødige i et socialistisk samfund. Tilrettelæggelse af den daglige produktion, vejledning og oplæring af arbejdskraft osv. kan sagtens varetages af arbejderne i fællesskab uden at have en ledelse med diktatoriske beføjelser.
De store beslutninger
Men hvordan skal de større beslutninger tages – hvem skal fx afgøre, om der i et socialistisk samfund skal bygges en fast forbindelse over Øresund, og i givet fald, om det skal være en bro eller en tunnel?
Det er i virkeligheden her, at der ligger nogle reelle problemer omkring arbejderkontrol.
Klassesamfundet har skabt en deling mellem manuelt og åndeligt arbejde. Og mange steder er arbejdet yderligere delt op i mange enkeltfunktioner, sådan at ingen arbejdere har noget overblik over den samlede produktion.
Resultatet er, at i de fleste tilfælde mangler arbejderne den tekniske indsigt og overblik, som er nødvendig for at opnå en fuldstændig kontrol over produktionen. Dette er den egentlige grund til, at mange tvivler på, at arbejderkontrol kan lade sig gøre.
Men det er vigtigt at holde fast i to ting: For det første betyder arbejderkontrol, at al planlægning starter nedefra på arbejdspladsmøder, i arbejderråd, hvor man vurderer behov og kapacitet på de enkelte arbejdspladser. Ud fra disse diskussioner kan produktionen planlægges fra centralt hold af repræsentanter, som umiddelbart kan udskiftes, hvis de går på tværs af deres basis. Det afgørende er, at samfundet er demokratisk organiseret, at arbejderklassen som helhed er involveret i planlægning og udførelse i produktionen.
Eksperter
For det andet vil der – i det mindste i de første år af socialismen – stadig være brug for de “eksperter” og specialister, som kapitalismen benytter sig af. At bruge disse eksperter er ikke ensbetydende med, at de overtager kontrollen over produktionen fra arbejderne.
Tværtimod er det heller ikke i en kapitalistisk produktion eksperternes rolle at lede produktionen. De arbejder for ledelser og direktører, som mangler den tekniske indsigt, men som kan vurdere eksperternes arbejde i forhold til profitten. Det er karakteristisk for eksperternes rolle, at de udarbejder projekter for både tunneller og broer over Øresund – afhængigt af hvem der skal bruge projekterne.
I et arbejderstyret samfund skal eksperterne stadig for en ledelse – men med den forskel, at ledelsen er valgt blandt arbejderne selv. På den måde vil det være muligt for en arbejderstat at opnå kontrol over de mere komplicerede dele af produktionen.
På langt sigt vil eksperterne naturligvis blive helt overflødige. Opsplitningen mellem åndeligt og manuelt arbejde – mellem planlæggere og planlagte – vil blive ophævet, når alle får en teoretisk uddannelse, praktisk erfaring fra forskellige jobfunktioner og erfaring med reel indflydelse på produktionen. Alle vil kunne deltage i alle faser af produktionen og være både producenter og planlæggere.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed