Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 76 – December 1991 – side 7

Marxisme i hverdagen

Landets ledere

Martin B. Johansen

En dansk politiker sagde engang, at dårlig omtale var bedre end slet ingen omtale. Med Tamil-sagen og sagen om Ritt Bjerregaards lejlighed i tankerne er det fristende at tro, at folketings-medlemmerne har taget denne idé til sig.

Men det vil være forkert at tro, at den slags sager ikke er et problem for politikerne. Uanset udfaldet af dem, så er de med til at undergrave vælgernes tiltro til politikerne og det parlamentariske system som sådan. Og hvis der er noget, parlamentarikerne frygter, så er det, at folk i mindre og mindre grad tror på, at Folketinget kan udrette noget.

Hele det politiske liv er omgivet af nogle myter, som medierne og politikerne selv gør meget for at udsprede. Den ene myte siger, at de politiske ledere er nogle særligt udvalgte, som i kraft af deres særlige intelligens, energi og erfaring er den almindelige befolkning langt overlegen, og derfor kvalificeret til at regere over os.

En anden myte insisterer på, at ministre og politikere er dem, der bestemmer udviklingen i samfundet og afgør landets skæbne.

Det er klart, at forestillingen om politikernes særlige dyder hænger sammen med forestillingen om deres evne til at regere samfundet. Derfor er det også indlysende, at når Viggo Fischer lider af hukommelsestab og når Socialdemokratiets top slås om Ritt’s lejlighed, så undergraver det folks tro på hele det politiske system.

Myter om politikerne

På den måde bliver politikerne ofre for deres egne myter. For virkelighedens verden viser for det første, at politikerne ikke er udstyret med særlige lederevner, for det andet at deres egentlige magt er ret begrænset.

Affæren omkring Rajiv Gandhi’s enke, Sonia Gandhi, er et godt eksempel på det første. Kongrespartiet, som er den indiske herskende klasses ledende parti, tiggede og bad Sonia Gandhi om at blive partiets leder efter mordet på Rajiv. Hun havde én vigtig kvalifikation: hendes efternavn.

Sonia Gandhi havde altid holdt sig ude af politik, og det er svært at forestille sig, at hun pludselig skulle have fået nogle særlige evner til at regere det enorme og problemhærgede land.

Men det bekymrede ikke den herskende klasse i Indien. De vidste udmærket, at statsministre ikke nødvendigvis skal være i besiddelse af specielle politiske evner. De vidste, at det ikke er lederne der behersker systemet, men systemet der behersker lederne.

Det er vigtigt at understrege, at den slags ikke er et særligt indisk fænomen. Lignende eksempler kan findes i dansk politik. Uffe Ellemann, udenrigsminister og en af de ledende i den borgerlige regering gennem et årti, havde fx kun 14 dages medlemsskab af Venstre bag sig, da han første gang kom i Folketinget. Men han havde en anden vigtig kvalifikation: Han havde arbejdet som journalist på TV-Avisen i en årrække og var derfor et kendt ansigt i befolkningen.

Bjørn Elmqvist, der repræsenterede Venstre i Folketinget i mange år, havde tilsvarende “kvalifikationer”. Der er det specielle ved Bjørn Elmqvist, at han blev tilbudt opstilling af både Socialdemokratiet og Venstre.

Når politikernes image åbenbart er vigtigere end deres viden og indsigt i økonomiske og politiske forhold, så er grunden, at det ikke er i Folketinget, at den virkelige magt over samfundet bliver udøvet.

Den reelle magtfaktor

I ethvert samfund bliver den virkelige magt udøvet af den klasse, der kontrollerer produktionsmidlerne. Derfor består den egentlige herskende klasse i et kapitalistisk samfund af direktørerne og de største aktionærer i de store koncerner, banker og andre finans-institutioner.

I og med at de kontrollerer størstedelen af økonomien, så har de også afgørende indflydelse på resten af samfundet. Og det er den indflydelse, der gør, at de kontrollerer politikerne snarere end det omvendte.

Hvis en regering skulle føre en politik, der strider imod den herskende klasse, så er kapitalens svar oftest at standse investeringer, lukke fabrikker og sende kapital udenlands. Og på den måde kan de meget nemt lægge et alvorligt pres på enhver regering.

Derfor skal man aldrig tillægge politikernes visioner og planer som Schlüters “århundredets plan” nogen større betydning. Om de gennemføres afhænger af, hvordan erhvervslederne tager imod dem. Og deres reaktion er igen afhængig af det aktuelle styrkeforhold mellem på den ene side kapitalistklassen og på den anden side arbejderklassen.

Det sidste betyder, at parlamentarisme aldrig spiller nogen afgørende rolle i revolutionær politik. For revolutionære er det afgørende at opbygge en styrke i arbejderklassen, der kan udfordre landets egentlige ledere.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 76

Flere numre fra 1991

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1157 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside