Socialistisk Arbejderavis
Nr. 78 – Februar 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
Afskaffer ny teknik arbejderne?
Martin B. Johansen
Blandt de mere kuriøse indslag i den borgerlige samfundsvidenskab findes en gruppe forskere, som kalder sig “fremtidsforskere”.
Deres opgave er angiveligt at give os et bud på, hvordan samfundet vil udvikle sig i fremtiden.
Nu kan man have sine tvivl om disse forskeres evner til at spå. I hvert fald var der ingen af dem, der forudså stalinismens fald og Sovjetunionens sammenbrud.
Men uanset eventuelle problemer med at se klart i krystalkuglen, så holder fremtidsforskerne fast i én ting: At “samfundet” (underforstået det danske) udvikler sig til et “service-” eller “fritidssamfund”, hvor moderne teknologi har overtaget det hårde, monotone arbejde, og hvor det vigtigste arbejde går ud på at overvåge de fuldautomatiserede fabrikker samt at udleje sommerhuse til turisterne.
Med andre ord forventer disse “forskere”, at den traditionelle arbejderklasse forsvinder og dermed også de traditionelle klassemodsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere.
Ny teknik
Imidlertid bygger denne spådom på en vigtig forudsætning: nemlig at indførelse af ny teknik sker for at gøre arbejdet lettere for arbejderne.
Men sådan forholder det sig ikke i virkelighedens verden. For enhver arbejdsgiver er målet at skaffe sig det størst mulige overskud. Og det kan i hovedsagen gøres på to måder: enten ved at udvide produktionsapparatet eller ved at forøge produktiviteten (eller som oftest ved en kombination af de to ting).
Det er vigtigt at understrege, at ingen af de to forhold i sig selv betyder, at arbejderklassen mister sin betydning.
Det er klart, at en ren udvidelse af produktionen uden at indføre mere moderne teknik vil forøge antallet af arbejdere. Og dette er faktisk, hvad der i vidt omfang er sket i verdensøkonomien siden 1945. Helt frem til idag er antallet af arbejdere på verdensplan vokset år for år – og i dag er arbejderklassen både i antal og målt i forhold til andre klasser større end nogensinde.
Det er dog lige så klart, at meget af de ny teknik bruges til at reducere antallet af arbejdere. Det har bl.a. bryggeriarbejdere og typografer bitre erfaringer for. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at dette ikke automatisk reducerer arbejdernes betydning.
Tværtimod betyder den nye teknik som regel, at produktionen pr. ansat stiger. Og det betyder faktisk, at en mindre gruppe arbejdere får større betydning for kapitalisternes overskud. Med andre ord kan ny teknik objektivt set øge arbejdernes betydning, selv om de er færre.
Proletarisering
Indførelse af ny teknik kan også betyde, at arbejderklassen vokser. Det er et forhold, der ofte overses.
Ikke desto mindre har ny teknik betydet, at store grupper af ansatte i banker og supermarkeder i dag opfatter sig som almindelige lønarbejdere. Men arbejdsforholdene har ændret sig i retning af “fabriksarbejde”, og det har knækket det bånd, der tidligere eksisterede mellem ansatte og arbejdsgivere i butikker og banker.
Når vi i disse år er vidner til de første faglige aktioner fra de ansatte i finanssektoren, så er det ikke kun på grund af nedskæringer. Det skyldes i lige så høj grad, at de ansatte står i et forhold til deres arbejdsgiver, som ligner forholdene på traditionelle fabrikker.
Selv inden for EDB-verdenen, som ellers får skylden for, at arbejdspladserne forsvinder, er der tendenser til proletarisering. Tidligere var programmørerne nærmest en slags kunstnere og mirakelmagere, men det bliver mere og mere almindeligt at lægge programmeringsarbejde ud til programmeringsbureauer i fx Indien, som leverer EDB-programmer på akkordbetaling.
Tilsvarende har udviklingen været inden for en række andre sektorer. Så der er langt fra tale om, at arbejderklassen er ved at glide ud af billedet. Der er i stedet tale om, at der sker en ændring i arbejderklassens sammensætning.
Men det er blot en naturlig følge af den teknologiske udvikling under kapitalismen, at gamle fag mister betydning, og nye vokser frem. Da Friedrich Engels i 1844 skrev sit værk om arbejderklassens levevilkår i England, så refererede han primært til tekstilarbejdere som det egentlige industrielle proletariat. Men 70 år senere udgjordes dette proletariat af en helt anden type arbejdere, nemlig arbejderne i sværindustrien. Og 30 år senere var det snarere de ansatte på bil- og flyfabrikkerne, der udgjorde kernen i arbejderklassen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed