Socialistisk Arbejderavis
Nr. 79 – Marts 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
Nationalisme og EF-unionen
Martin B. Johansen
Holdningen til spørgsmålet om national uafhængighed har altid været et varmt emne på venstrefløjen.
På den ene side er det klart, at socialister er imod enhver form for nationalisme, og at vi ikke giver en pind for al den snak om "danskhed", som er blevet så moderne. Som Karl Marx udtrykte det: “Proletariatet har intet fædreland.”
På den anden side forsvarer socialister de undertrykte nationers ret til selvbestemmelse. Vi har stædigt fastholdt det princip selv i de mest kontroversielle situationer – fx gik vi imod Sovjets invasion i Afghanistan, vi forsvarede Irak overfor USA i Golfkrigen sidste år.
Så det er nærliggende at forvente, at “Danmarks ret til selvbestemmelse” udgjorde en vigtig del af socialisters modstand mod EF og EF-Unionen.
Men det er det ikke. For at forstå hvorfor, er det vigtigt at gøre sig to ting klart: hvad er nationalisme og hvad er EF udtryk for.
Borgerlige ideer
Nationalisme er i bund og grund en borgerlig ideologi. I den nationalistiske opfattelse er modsætningen mellem danske arbejdere og danske kapitalister i sidste ende mindre end modsætningen mellem danske og fx tyske arbejdere.
Marxister har den helt modsatte opfattelse. For marxister er det kampen mellem den herskende og den arbejdende klasse, der driver historien frem. Modsætningen mellem kapitalistklasse og arbejderklasse er stort set den samme i alle nutidens nationalstater. I forhold til denne modsætning er de nationale skillelinjer sekundære.
Men selv om nationalismen som idé er reaktionær, så kan man ikke blot affeje de mennesker, der tror på nationalismen, som reaktionære.
Nationalismen kan spille en progressiv rolle i situationer, hvor den er rettet imod imperialistisk undertrykkelse. Det har fx været tilfældet i 50'ernes og 60'ernes befrielseskampe i Afrika og Asien, ligesom det var tilfældet i de baltiske lande.
Men det er vigtigt at understrege, at det progressive ligger ikke i nationalismen som idé – det ligger i, at kampen for national uafhængighed knyttes sammen med håbet om en bedre verden og troen på, at en kamp imod undertrykkerne vil føre til en bedre fremtid.
Imidlertid kan nationalismen også spille den stik modsatte rolle: nemlig som lynafleder for utilfredsheden. Jugoslavien var for få år siden præget af store strejkebølger på tværs af nationaliteter og religion. Uanset hvor blodige modsætningerne tager sig ud i dag, så har delstaternes magthavere været enige om at bruge nationalismen til at splitte modstanden fra arbejderklassen.
Socialister er imod den parole, som store dele af den danske EF-modstand fremfører om at forsvare Danmarks selvbestemmelse overfor EF-staten. Den modstand skyldes ikke, at vi principielt er imod enhver form for national uafhængighed. For det er vi ikke.
Men for det første er det helt ude af proportion at sammenligne Danmarks situation i EF med den undertrykkelse, som fx kurderne udsættes for i Tyrkiet eller som folkene i de tidligere kolonier led under.
For det andet er det forkert at opfatte EF-Unionen som en slags imperialistisk ekspansion på linje med det 19. århundredes kolonikrige.
EF og unionsplanerne er først og fremmest den europæiske storkapitals forsøg på at vinde markeder fra amerikansk og japansk kapital. De europæiske lande er hver for sig for små til at tage denne konkurrence op.
Den europæiske kapital er klemt mellem de enorme amerikanske og japanske økonomier, og derfor er de europæiske kapitalister nødt til at gå sammen. I dét spil er der ingen forskel på danske, tyske eller spanske kapitalister.
Modstand
Det vil være en fejl at tro, at der er en grundlæggende national modsætning mellem dansk og tysk kapital. Det største problem ved EF er, at Unionen sigter på at berige det mindretal, som idag kontrollerer produktionen. Og samtidig er Unionen rettet imod flygtninge, imod den fattige del af verden og imod enhver form for modstand fra arbejderklassen.
Som kapitalistisk nation udtrykker den danske stat nøjagtigt det samme. Det er indlysende, at mange mennesker er imod EF og Unionen, fordi de frygter, at det vil forværre deres levestandard. Men det er vigtigt at forstå, at unionsplanerne er borgerskabets forsøg på at overleve den generelle kapitalistiske krise – og det er en krise, der er generel for kapitalismen – både i og udenfor EF.
Det er en blindgyde at føre kampen mod EF på et nationalistisk grundlag om dansk selvbestemmelse. Og det værste er næsten, at en kamp på dette grundlag lægger op til en alliance med den dele af højrefløjen, der er imod EF-Unionen på et racistisk grundlag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed