Socialistisk Arbejderavis
Nr. 81 – Maj 1992 – side 13
Marxisme i hverdagen
Skal vi slås for retten til at ytre og organisere sig?
Ågot Berger
Efter terrorbombningen mod vores kontor i Søllerødgade og drabet på Henrik har vi i IS gang på gang hamret fast, at attentatet var et angreb på hele venstrefløjen, på alle antiracister og på ytringsfriheden og organisationsretten generelt.
Vi har forsvaret de demokratiske rettigheder. Hvorfor? Fordi kampen og forsvaret af disse hænger snævert og uløseligt sammen med vores opfattelse af “vejen til socialisme”. Men vores forsvar udtrykker på ingen måde illusioner om det borgerlige demokrati eller parlamentarismen.
Vi kæmper for og forsvarer retten til at stemme, til at strejke, til at organisere sig i fagforeninger, til at tale, til at græsrødderne organiserer sig, laver egne radio- og TV-stationer, egne blade, retten til at argumentere for sine ideer. Vi er ikke ligeglade med, om vi lever i et fascistisk diktatur, i et. stærkt repressivt samfund, eller i et borgerlig demokrati. Et parlamentarisk system giver bedre betingelser for fagligt aktive, for socialister, for anti-imperialister og for folk i almindelighed – for at kæmpe åbent for forbedringer. Det er en enorm styrke, at vi ikke er tvunget til at arbejde i illegalitet, hvor man skal skjule sin identitet og sine ideer over for ens kollegaer, venner og familie.
Alle ikke lige
Men de borgerlige demokratiske rettigheder er ikke “neutrale” – de stiller ikke alle lige hvor erhverv, køn og nationalitet er uden betydning.
Der er forskel på mulighederne for at sprede sine ideer alt efter om man ejer Politikkens bladhus, er chefredaktør på Ekstrabladet eller er talskvinde for de strejkende togstewardesser, for C-holdet osv. Vi kan godt skrive læsebreve (som også nogle gange bliver bragt), men det er deres forside, deres lederartikler, deres politiske ideer, der massivt præger massemedierne – og dermed folks ideer. Det kom massivt til udtryk i løbet af Golf-krigen. Hele pressen argumenterede for en blodig krig. I dag er billedet ligeså massivt i forhold til kampagnen for at få os til at stemme JA til unionen. Det er ja-sigerne, der er ejere af presse, radio, TV og de vil bruge deres position til at banke et ja ind i folks hoveder med al den kapital, de finder nødvendig. Derfor er folks reelle ytringsfrihed under kapitalismen enormt begrænset.
Det samme gælder det “borgerlige demokrati”. Tilsyneladende er det meget demokratisk at Mærsk McKinney Møller og hr. Jensen står ens i forhold til indflydelse. Begge har de en stemme ved valgene. Men folketinget er en demokratisk fernis over hvem, der virkelig sidder på magten: kapital, bank- og finansverden, toppen i statsapparatet. retsvæsen, hær, politi og statsbureaukratiet. De har enorm magt – og er aldrig på valg. De parlamentariske repræsentanter står ikke til ansvar over for vælgerne efter valgene. Er de først valgt, er der ingenting, der kan stoppe dem i at bryde deres løfter under valgkampen. Vælgerne er opsplittet og har ingen mulighed for at mødes, diskutere og udtrykke deres politiske vilje i valgperioderne.
Hele systemet er bygget op omkring magthavernes klasseinteresse – hvor staten er på magthavernes side.
Modsat borgerligt demokrati, hvor de få bestemmer over de mange, er arbejdermagt en fantastisk udvidelse af demokratiet for de mange, hvor folk selv overtager styringen af samfundet.
Massekamp eller maskekamp
Socialisme kan kun nås ved at arbejderklassen befrier sig selv – og skaber et samfund som tager udgangspunkt i flertallets behov. Intet parti, guerillagruppe eller militær organisation kan sætte sig i stedet for arbejderklassen og på vegne af dem ændre det bestående system. De kan ændre det – men der kommer ikke socialisme ud af geværløbene.
I den marxistiske tradition er dette et grundlæggende fundament at kun maserne kan forandre verden. Det er vores strategi, og derfor argumenterer vi altid for aktioner og markeringer, som samler bredt på ens skole, arbejdsplads eller universitet. Aktions-enhed kombineret med klar politisk linie for hvordan kampen kan vindes.
Vi argumenterer imod terror eller bomber som middel i den politiske kamp. Grupper som for eksempel Rote Arme Fraktion i Tyskland, hvis strategi er kidnapning og mord på advokater, bankdirektører og leder af arbejdsgiverforeningen – har intet med revolutionær strategi at gøre. Disse mord ændrer ikke et komma ved det bestående system. Der kommer blot en ny formand for arbejdsgiverforeningen. Det er kapitalismen som system, ikke de enkeltpersoner, der behersker det, der skal fjernes. I dag svækker IRAs bombeangreb opbakningen i den engelske arbejderklasse for det helt korrekte krav om, at den engelske besættelsesmagt skal UD af Nord-Irland.
Socialisme kræver selvaktivitet og mobilisering. Terroraktioner placerer kun arbejderklassen på tilskuerpladsen. Og det fører ikke til forandring – til socialisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed