Socialistisk Arbejderavis
Nr. 8 – April 1985 – side 6
1905: Fra massestrejke til revolution
Massestrejkerne i Rusland i 1905 blev den store generalprøve på revolutionen i 1917. Bevægelsen frembragte nye ideer og organisationsformer, og arbejderklassen opfattede for første gang sig selv som en selvstændig klasse, der var i stand til at udfordre og fjerne borgerskabet.
Der var tre strejkebølger i 1905 – i januar, oktober og november. Strejken i januar startede ud fra en meget lille hændelse – fire arbejdere på Putilov i Sct. Petersborg, der beskæftiger 12.000 arbejdere, blev fyret. Hvad der så ud til at blive en lille konflikt blev til en flodbølge.
Putilov-arbejderne gik i strejke 3. januar. Arbejderne var medlemmer af Foreningen af Russiske Fabriksarbejdere, og efter 3. januar mødtes de forskellige afdelinger af foreningen i Petersborg. Arbejderne gik videre fra kravet om genansættelse af de fyrede til en masse generelle krav for den russiske arbejderklasse – otte timers arbejdsdag, lønforhøjelser, bedre sanitære forhold på arbejdspladserne og et sygesikringssystem.
Foreningen af Russiske Fabriksarbejdere blev ledet af Fader Gapon, der var fængselspræst og havde stærke støtter inden for politiet. Han regnede med, at han ved at få zaren til at give nogle mindre forbedringer kunne standse bevægelsen fra at gå til yderligheder og samtidig genindsætte zaren som »arbejderens ven«.
Mens han lavede planer sammen med politiet, var Petersborgs socialdemokrater (revolutionære) ved at intervenere i bevægelsen, og det lykkedes dem at få tilføjet en masse krav i den ansøgning til zaren, som Fader Gapon havde fået udarbejdet.
Resultatet var en ansøgning, der lå meget langt fra den, lederne af Foreningen havde fået igennem. Der var en lang række nye krav: Frihed til at danne arbejderforeninger, jord til bønderne, ytringsfrihed, adskillelsen af kirke og stat, en slutning på den japansk-russiske krig og dannelsen af en lovgivende forsamling.
Generalstrejke
Putilov-strejken blev 7. januar til en generalstrejke i Petersborg med omkring 150.000 strejkende, og søndag 9. januar marcherede 200.000 arbejdere i en enorm, men fredelig, demonstration til zarens Vinterpalads.
Mængden bar billeder af zaren, hellige statuer og kirkelige flag. En lille gruppe bolsjevikker gik i slutningen af optoget med et rødt flag, og også mensjevikkerne var repræsenteret. Da marchen kom til Vinterpaladset, nægtede zaren at modtage ansøgningen, og hans vagter blev beordret til at skyde ind i mængden. Over tusind blev dræbt og to tusinde såret.
Arbejderne lærte af bitter erfaring, at billeder af zaren og hellige statuer ikke kan hamle op med geværer. En måned efter skrev Lenin: »9. januar viser proletariatets revolutionære potentiale ...« og han tilføjede, »men det afslører også Socialdemokratiets uduelighed«.
Strejken i Petersborg spredtes over hele landet, og økonomiske krav blev til politiske krav og omvendt.
6. august gav zaren nogle indrømmelser. Men i stedet for den lovede Nationalforsamling blev det til en tom rådgivende forsamling – Dumaen – der ikke havde nogen lovgivende magt. Dumaen sad på zarens nåde. Ild af Petersborgs knapt halvanden million indbyggere havde kun de 13.000 stemmeret. Dette førte til den anden strejkebølge i oktober, og nu var kravene hovedsageligt politiske.
Samtidig var kravet om otte timers arbejdsdag centralt. Strejken startede i Moskva og blev spredt til Petersborg, og Petersborg-sovjetten blev dannet. 13. oktober var over en million i strejke, og næsten alle jernbanelinier var stoppet, der var ingen post, skolerne var lukkede, vand- og gasforsyningerne blev standset og al kommunikation mellem områderne var afskåret.
17. oktober underskrev zaren et papir, der gav det russiske folk forsamlings- og ytringsfrihed. Han gav løfter om stemmeret til flere, og han lovede, at Dumaen for fremtiden skulle godkende alle love.
Blod på tanden
Men arbejderne var ikke tilfredse. Zarens indrømmelser gav dem blod på tanden. De revolutionære forlangte chefen for politiet i Petersborg afsat, hæren skulle ud af byen og opbygningen af en folkemilits. De forlangte også politisk amnesti.
De erklærede, at selv om der var forsamlingsfrihed, så ville hæren jo alligevel omringe alle forsamlinger, og selvom pressen havde sin frihed, så eksisterede censuren jo stadig. Og friheden til uddannelse nyttede ikke så meget, så længe hæren havde besat universiteterne. Den personlige frihed duede ikke, så længe fængslerne var fyldte med politiske fanger. Nok havde man fået en forfatning, men enevælden fortsatte.
En tredje strejkebølge fulgte i november. Kravene var økonomiske og det blev igen Otte-timers-dagen, der kom til at samle. I Petersborg var strejken total, og 3. november var byen næsten totalt lukket.
Men uden for Petersborg var billedet anderledes, og i begyndelsen af december følte zaren sig stærk nok til at slå ned på bevægelsen. Alle fagbevægelsens ledere blev arresteret, jernbanearbejdernes fagforening blev opløst og nye anti-strejkelove blev vedtaget.
7. december brød der strejker ud i Moskva mod disse love, og den spredte sig til Petersborg igen, hvor 125.000 arbejdere gik i strejke. Efter en uge blev arbejderne i Moskva vidner til det samme blodbad, der havde fundet sted i Petersborg et halvt år tidligere.
Dobbeltmagten
Massestrejker sætter spørgsmålstegn ved statens magt. Hvem skal herske – kapitalisterne eller arbejderklassen. Det er derfor strejkerne frembragte en ny institution i Rusland – sovjetterne eller arbejderrådene.
Sovjetten er i begyndelsen en strejkekomité – men ikke en almindelig strejkekomite – den dækker nemlig flere arbejdspladser og ikke bare en enkelt. På et tidspunkt vil sovjetten udfordre regeringens magt, og derfor er sovjetten en organisering for arbejdere, der kæmper om magten og – som Lenin skrev meget tidligt – det er en organisering for arbejdermagt.
Sovjetterne blev dannet i Petersborg i oktober 1905 og blev hurtigt spredt til andre byer. Sovjetterne betød, at der eksisterede to magter side om side – zarens officielle regering og arbejdernes uofficielle. Sådan en dobbeltmagt kan ikke eksistere ret længe og efter et par måneder lykkedes det zaren at udrydde sovjetterne.
Massestrejker kan ikke – selv om de er organiseret af sovjetter – vælte kapitalisternes herredømme. De kan tvinge indrømmelser fra kapitalisterne, men de kan ikke tvinge dem til at opgive deres økonomiske og politiske herredømme. Kapitalisterne vil hellere tabe profit end ejendom. Strejken kan vinde brød, men ikke bageriet. Kapitalisterne kan overleve meget længere end arbejderne i en strejke, for de har mere fedt at tære på.
Kapitalisterne kan kun fjernes ved magt. Som Marx udtrykte det: » Vold er et mellemstadie i enhver samfundsomvæltning«. En opstand er nødvendig, hvis massestrejken og sovjetterne skal vinde.
Uden parti, ingen opstand
Sovjetterne kan ikke lede opgøret. Sovjetterne organiserer alle arbejdere – både de meget militante og de mere tilbagestående. Det er sovjettens styrke – den organiserer alle. Men et oprør kræver meget mere beslutsomhed. Et oprør kræver en stærk ledelse til at planlægge tid og sted. Som Lenin beskrev det: »En opstand er en kunst, og man kan ikke forvente, at alle arbejdere forstår sig på kunst«. Så det var bolsjevikpartiet, der planlagde oprøret i Moskva i 1905 og oprøret i Petersborg i 1917.
Revolutionens afgørende slag fandt sted i byerne, men de blev hurtigt fulgt af opstande i landbefolkningen. Fra foråret 1905 til efteråret 1906 var der mange kampe blandt bønderne. Bønder besatte godsejeres jord, ransagede deres ejendomme og stjal korn og kvæg. Uden en bondeopstand ville en revolution i Rusland med et meget lille proletariat have været umulig.
I 1905 var bondeopstanden ikke stærk nok til at vælte zaren, og zaren formåede at bruge bønder i uniformer til at undertrykke Moskva-oprøret. 1905-revolutionen viste klart forholdet mellem proletariatet og bønderne og mellem proletariatet og det liberale borgerskab.
I begyndelsen var det tilbagestående borgerskab for revolutionen, men de kølede hurtigt ned, da de så, hvordan kampen inddrog millioner af arbejdere og bønder i en social og politisk kamp. I januar støttede borgerskabet strejkerne, men da de i november skulle til at betale for en otte timers arbejdsdag, vendte de sig mod revolutionen og var mere bange for arbejderne end for den kontra-revolutionære zar.
Selvom Lenin i 1903 ledede splittelsen mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne, så var grænsen mellem dem stadig ikke helt klar. Først i 1905 blev forskellene helt tydelige.
Læren føres videre gennem partiet
Mensjevikkerne anså revolutionen som en proces, der skulle fjerne enevældet og indføre borgerligt demokrati. Borgerskabet skulle lede revolutionen, og arbejderklassen skulle samarbejde med dem. En af mensjevikkernes ledere, Plekhanov, sagde i december: »Det var forkert at bruge våben. Vi må værdsætte støtten fra de ikke-proletariske partier og ikke provokere dem med utaktiske aktioner«. Lenins holdning var den præcist modsatte – oprøret var et skridt fremad, men ikke organiseret godt nok.
Mens bolsjevikkerne anså bønderne som en kraft, der under arbejderklassens ledelse kunne vælte zaren, anså mensjevikkerne dem som konservative. Og mensjevikkerne anså aldrig sovjetterne som en organisering af arbejdermagten.
1905 gjorde det klart for bolsjevikkerne, at proletariatet måtte løsrive sig fra borgerskabet. Arbejderklassen måtte lede bønderne, og organiseringen af arbejdernes og bøndernes kamp om magten og ved magten måtte være sovjetterne. Partiet måtte kæmpe for lederskabet af sovjetterne og måtte organisere selve opstanden. 1905 var også det år, der gjorde Trotskij i stand til at udvikle sin teori om den permanente revolution.
1905 rettede et afgørende slag mod arbejderklassens manglende bevidsthed. Hidtil havde arbejderne troet, at man kunne snakke fornuftigt med zaren – men den blodige søndag åbnede øjnene på mange millioner. I oktober troede mange, at det var nok at true zaren til at give indrømmelser – generalstrejken viste, at det ikke var nok. Våben blev det næste skridt.
1905 havde alle de ting i sig, der gjorde, at revolutionen i 1917 lykkedes. Uden erfaringerne fra 1905 er det tvivlsomt, om oprøret i 1917 havde ført til dannelsen af arbejdermagt. Men for at erfaringerne kunne føres videre krævedes et revolutionært parti, der kunne fungere som »klassens hukommelse« og skole nye medlemmer i, hvad der egentligt skete i 1905.
Billedtekst:
Den blodige søndag ved Vinterpaladset. Dyrt købte erfaringer viste de russiske arbejdere, hvem deres venner var.
Se også:
SAA 8: Marxismens betydning: Erfaringer der kan bruges i dag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed