Socialistisk Arbejderavis
Nr. 83 – August 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
FN – Farlige Nationer
Martin B. Johansen
Beretningerne om blodbadet i det tidligere Jugoslavien har chokeret mennesker i hele verden. Der er et udbredt ønske om at hjælpe og om at stoppe krigens rædsler.
Regeringerne i EF og USA arbejder på en militær indgriben for at “skille parterne ad”, nærmest som en voksen, der standser et slagsmål mellem to børn. Der er ingen tvivl om, at mange mennesker støtter ideen om at indsætte “fredsbevarende styrker” under FN-flag. Ikke mindst fordi der synes at være fortvivlende få alternativer.
Men det er bemærkelsesværdigt, at så få sætter spørgsmåletegn ved den idé. For det første vil en militær aktion være en alt andet end fredelig indsats. Kroatiske og serbiske militser er i færd med at dele Bosnien-Hercegovina op imellem sig, og det er meget usandsynligt, at de vil byde vestlige tropper velkommen.
Det vil være nødvendigt at kæmpe sig vej med kampvogne og jagerfly. Det vil være en regulær besættelse på ubestemt tid. Nazi-Tyskland ofrede forgæves 14 divisioner på krigen i Jugoslavien.
FN skaber ikke fred
For det andet har FN i forbavsende ringe grad været i stand til at skabe fred siden FN blev oprettet i 1945. Tværtimod har FN fungeret som dække for nogle af USA’s blodigste militære indsatser siden 1945. For eksempel kæmpede amerikansk militær under FN-flag i Koreakrigen i starten af 50’erne med den amerikanske general McArthur som “FN-kommandant”. Og USA’s krig mod Irak i 1991 var “godkendt” af FN's sikkerhedsråd.
FN har ikke én eneste gang grebet ind for at standse de store imperialistiske magter. Hverken ved USA’s invasion i Svinebugten ud for Cuba i 1961, under Frankrigs krig i Algeriet, under USA’s invasioner i Grenada og Panama eller ved Sovjets invasioner i Ungarn, Tjekkoslovakiet og Afghanistan.
Der har desuden været talrige krige siden 1945, som i brutalitet langt overgår krigen i Jugoslavien, men hvor det aldrig har været på tale at sætte FN-tropper ind. Den aktuelle borgerkrig i Somalia skaber mindst lige så megen elendighed uden at FN overvejer at gribe ind.
Det er en udbredt opfattelse, at FN er en slags moralens vogter med principper om internationalt samarbejde, fred og retfærdighed, hævet over krigsførende landes snæversynede interesser.
Men snakken om FN som en retfærdig og neutral institution er en illusion. Man skal huske på, at FN’s højeste myndighed består af repræsentanter for de herskende klasser i alle verdens lande. Lande med hver sine økonomiske, politiske og territoriale interesser.
Det ledende organ i FN, Sikkerhedsrådet, består af lederne for de største imperialistiske stater. Og strukturen med stormagternes vetoret gør det umuligt at handle imod de store imperialistiske staters interesser.
I FN’s sikkerhedsråd sidder repræsentanter for regeringer, som er villige til at slå brutalt ned på folk, der truer deres interesser. Massakren på Tiananmenpladsen i Peking i 1989 og USA’s terrorbombninger af Irak i 1991 viser med al tydelighed, hvilken omsorg de yder for almindelige mennesker. Det er svært at forestille sig, at disse herskere pludselig får en næstekærlig moral, fordi de sætter sig sammen om et bord.
Stormagternes spil
At tro på FN som en institution med en særlig moral svarer til at tro på, at Dansk Arbejdsgiverforening vil fremme arbejdernes rettigheder, eller at mafiaen vil slås for lov og orden. I realiteten kan FN kun spille to roller: enten er stormagternes ledere splittede, og så er FN fuldstændigt handlingslammet, eller også er de herskende magter enige, og så virker FN som en falsk legitimering for deres imperialistiske interesser.
Det er især USA, der presser på for en militær indgriben på Balkan. George Bush har brug for en succesfuld krig, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive genvalgt som præsident. En anden, og måske vigtigere, årsag er, at USA vil bruge Jugoslavien til at genetablere USA’s position som den dominerende militære magt i Europa over for muligheden for en rent vesteuropæisk indsats uden USA.
Hvis stormagterne virkelig har så stor medfølelse med befolkningen i de krigsramte områder, så rimer det ikke, at EF’s kun ville anerkende Bosnien-Hercegovina under forudsætning af en “kantonisering” af landet. Altså en opsplitning i et serbisk, et kroatisk og et muslimsk Bosnien.
Men da Bosnien var den af de jugoslaviske republikker, hvor folkeslagene var mest blandet, så kunne en opsplitning kun føre til krig om territorier og forfølgelse af etniske mindretal og dermed skabe hundredtusindvis af flygtninge. Ikke mindst fordi det i over et år har været kendt, at Serbien og Kroatien ønsker en deling af Bosnien-Hercegovina.
De militære styrker vil ikke blive sat ind for at beskytte de forskellige befolkningsgrupper, men for at forsvare stormagternes interesser.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed