Socialistisk Arbejderavis
Nr. 85 – Oktober 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
Nederlagets terror
Martin B. Johansen
Stalins terror og udrensninger i 1930’ernes USSR har i årtier været en dobbelt plage for socialismen.
For det første bliver Stalins terror igen og igen brugt af højrefløjen som argument for, at socialisme i praksis fører til et totalitært, diktatorisk samfund.
For det andet betød udrensningerne, at næsten en hel generation af revolutionære forsvandt fra jordens overflade. Enten fordi de simpelt hen blev myrdet af Stalins regime, eller også fordi de accepterede, at Stalins USSR var et socialistisk land. Selv om Stalins “socialisme” havde lige så lidt med den ægte socialisme at gøre som Hitlers “nationalsocialisme”.
Det er derfor absolut positivt, at der i kølvandet på Glasnost og USSR’s opløsning så småt bliver åbnet for de enorme KGB-arkiver. Ole Sohns bog om den danske DKP’er Arne Munch-Petersens skæbne vil uden tvivl blive fulgt op af nye detaljerede afsløringer af de skæbner, som tilfaldt ofrene for den stalinistiske terror.
Men det er temmelig forudsigeligt, at hovedparten af disse afsløringer vil beskæftige sig mere med at beskrive terroren end forklare den. Og de fleste forsøg på forklaringer vil pege på faktorer som Stalins ondskabsfulde personlighed og den korrupte elite.
Det bliver man bare ikke særlig meget klogere af. Stalin har utvivlsomt været en særdeles utiltalende person, men omfanget af fængslinger og henrettelser i Sovjet i 1930’erne var så stort, at Stalin umuligt kan have stået bag dem alle. Terror i så omfattende målestok er et socialt fænomen, der i praksis tjener til at opfylde nogle bestemte politiske og økonomiske mål.
Kontrarevolution
Et af terrorens vigtigste mål var at sikre den kontrarevolution, som Stalin stod i spidsen for. Terroren udslettede hele den generation af revolutionære bolsjevikker, som havde erfaringer tilbage fra kampen mod den enevældige Zar, Oktoberrevolutionen i 1917 og opbygningen af den nye arbejderkontrollerede stat i de følgende år.
Officielt kunne Stalin hævde, at der gik en lige linje fra Lenins bolsjevikker til 1930’ernes kommunistparti. Men Stalins USSR var det stik modsatte af Lenins. Hvor Lenin havde stået for at opbygge socialismen nedefra gennem arbejderrådene, dér stod Stalin for et benhårdt diktatur.
Stalin kunne ikke gennemføre en åben kontrarevolution, men fastholdt den ramme og prestige, som omfattede det sovjetiske kommunistparti. I stedet valgte Stalin ganske simpelt at kappe forbindelsen til den revolutionære fortid ved at udrydde alle de gamle bolsjevikker. Alle dem, der var blevet hærdet gennem kampen mod zarismen, som havde erfaringer med at organisere i arbejderklassen, og som kunne tænkes at ville udgøre en trussel mod en ny herskende klasse.
Stalins terror indeholdt dog også et andet element ud over at kappe forbindelsen til 1917. Prisen for den fantastisk hurtige industrialisering, som fandt sted i Sovjet i 30’erne, var at arbejdernes levestandard blev presset i bund. Og for at fastholde tempoet var det nødvendigt, at de regionale og lokale ledere i de yderste af bureaukratiets forgreninger adlød centralmagtens mindste vink. Det betød fx, at et helt lag af partifunktionærer på regionalt plan blev fjernet i løbet af efteråret 1937.
De herskendes terror
I virkeligheden er den form for udryddelse af oppositionelle ikke noget særkende for hverken Stalin eller Sovjet. Den grusomme terror er faktisk et gennemgående træk ved alle kontrarevolutioner.
Pariserkommunen i 1871, revolutionerne i Finland og Tyskland i 1918, den spanske borgerkrig 1936-39, Chile 1973, Iran 1979, Kina 1989 – dette er nogle af de steder, hvor arbejderklassen for alvor har været en trussel mod borgerskabets magt – men det er samtidig nogle af de steder, hvor borgerskabets terror har været mest skånselsløst, hvor arbejdere og fattige er blevet myrdet i tusindvis.
Men det er vigtigt at understrege, at denne terror ikke udspringer alene af blindt raseri fra den herskende klasses side. Tværtimod er terroren i realiteten en nødvendighed for de herskende. En herskende klasse, som overlever en revolution, kan kun sikre sin position ved at tilføje arbejderklassen et nederlag, som svækker den i årtier fremover. Og eftersom arbejderklassen altid er langt større i antal end borgerskabet, så vil antallet af ofre for borgerskabets terror altid være enormt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed