Socialistisk Arbejderavis
Nr. 87 – December 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
Arbejderne i kampen mod nazierne
Martin B. Johansen
En af de vigtigste opgaver for socialister i det antinazistiske arbejde er at mobilisere bredt mod nazisterne. Af gode grunde: Den bedste måde at bekæmpe nazisterne på er at isolere dem.
På den baggrund er det måske mindre indlysende, hvorfor socialister samtidig peger på, at arbejdspladser og fagforeninger spiller en særlig rolle i kampen mod nazisterne. For selv om store dele af befolkningen er organiseret i fagforeninger, så er den organiserede fagbevægelse ikke ligefrem kendt for aktivitet. Og faktisk findes den mest aktive modstand mod nazisterne i højere grad på uddannelsessteder end i fagbevægelsen.
Det er indlysende, at ansatte i medborgerhuse, på trykkerier osv. kan gøre livet surt for nazisterne ved at nægte at arbejde for dem. Derfor er det væsentligt i det antinazistiske arbejde, at demonstrationer og blokader mod nazistiske møder kombineres med en opfordring til de ansatte i det pågældende medborgerhus om at nedlægge arbejdet. Som eksempel har Fællesorganisationen i København allerede i 1989 vedtaget, at dens medlemmer ikke skal arbejde for nazister og organiserede racister.
Men spørgsmålet om arbejderklassens rolle i kampen mod nazismen rækker dybere. Det er vigtigt at forstå, at nazismen ikke er en fritsvævende ideologi, men hænger nøje sammen med de økonomiske og politiske forhold i samfundet.
For de fleste mennesker er nazismen karakteriseret ved støvletramp, overfald på indvandrere, brutalitet og diktatur – “idealer” der ligger langt fra de idealer om frihed og demokrati, som kapitalismen normalt hylder.
Men uanset barbariet så er der en sammenhæng mellem kapitalisme og nazisme. Forstået på den måde, at nazismen er et svar på den dybe krise, som kapitalismen befinder sig i. Det er ganske vist et meget radikalt og ekstremt reaktionært svar, men nazismen bryder ikke på nogen måde med kapitalismen.
Dette er på én gang nazismens styrke og svaghed. Styrken består i, at magthaverne i en desperat situation kan vælge at satse på nazismen som en løsning på krisen. Det forvandler nazismen fra at være nogle isolerede galninges ideer til at blive en blodig katastrofe for størstedelen af befolkningen.
Men den forbindelse gør samtidig nazismen sårbar. For det betyder, at nazismens muligheder afhænger af styrkeforholdet mellem klasserne i samfundet. Nazismens muligheder for at vokse afhænger på den ene side af, om folk er utilfredse med arbejdsløsheden, nedskæringerne og det politiske system, på den anden side at folk ikke kan se nogen udvej af krisen og ikke tror på, at de nytter at stå sammen og slås mod arbejdsgiverne og regeringen.
Nazismen kan kun vokse, når arbejderklassen er splittet. Det er karakteristisk, at man ikke hørte noget til de tyske nazister under de offentligt ansattes storstrejke i Tyskland her i foråret.
Kollektiv kamp
Kollektiv kamp på arbejdspladserne viser, at der er et alternativ til nedskæringerne og elendigheden. Kollektiv kamp viser, at der er muligheder for at gøre noget, at almindelige mennesker ved at stå sammen kan slå igen. De erfaringer står i kontrast til nazismen, som bygger på, at folk føler sig desillusionerede og svage, og som derfor er på udkig efter, at andre kan løse problemerne. F.eks. en “stærk mand” i spidsen for et diktatur, der kan rydde ud i junglen af politiske skandaler.
Desuden betyder strejker og demonstrationer imod de herskende, at skillelinien mellem klasserne – mellem de herskende og almindelige lønslaver bliver trukket op. Og det betyder, at arbejdere af forskellig nationalitet og hudfarve i praksis oplever, at de står på samme side, at de har fælles interesser. De kommer til at se hinanden som ofre for det samme system. Det undergraver naturligvis nazisternes centrale argument, som netop går på, at skillelinien går mellem danskere og indvandrere på tværs af klasser.
Det er af afgørende, at antinazister formår at forbinde kampen mod nazismen med den sociale kamp. At antinazister på arbejdspladserne også rejser krav om stop for fyringer, om lønforhold, om arbejdsmiljø osv.
Demonstrationer og manifestationer imod nazisterne er naturligvis vigtige. Men de kan ikke alene stoppe nazisterne. De seneste overfald og mord på indvandrere i Tyskland fandt sted blot få uger efter, at 300.000 havde demonstreret mod racisme og nazisme i Berlin.
Det, der i sidste instans kan stoppe nazismen, er, at almindelige lønarbejdere begynder at tro på, at de selv har noget at skulle have sagt. At de i kraft af deres egne handlinger og kollektive styrke på arbejdspladserne er i stand til at forandre tingene.
Det vil vise, at der er en vej ud af krisen og nedskæringerne, som ikke fører til barbari, men til solidaritet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed