Den økonomiske krise, der har hærget Asien siden sidste sommer, er langt fra slut. Tværtimod er der alle mulige tegn på, at den vil vokse og brede sig.

Krisen har ramt den mest befolkede del af jordkloden, så allerede nu er flere mennesker end nogen sinde før i verdenshistorien ramt af en økonomisk krise. Indonesien, som er et af de hårdest ramte lande, er befolkningsmæssigt set verdens fjerde største. Men økonomisk set er landet ikke en sværvægter. Det er derimod Japan og Sydkorea.

Japan har mange investeringer i det øvrige Sydøstasien. Det japanske finansministerium indrømmede i starten af januar, at landet havde lån, det ikke var sikkert, de kunne få indfriet, for 4.000 mia. kroner.

I Hong Kong måtte en af de allerstørste banker, Peregrine, gå i betalingsstandsning mandag den 12. januar. Det skete, fordi banken havde tabt en tredjedel af sin egenkapital på en eneste investering i Indonesien. Hong Kong fungerer som finansielt knudepunkt i Asien og er hovedmotor i Kinas økonomiske vækst. Kina er Asiens næststørste økonomi og en fjerdedel af jordens befolkning bor der.

Den amerikanske avis Wall Street Journal vurderer, at Kina, Hong Kong, Rusland, Brasilien, Polen, Indien, Pakistan, Peru, Sydafrika, Venezuela og Grækenland er i farezonen.

Der har hidtil i pressen været fokuseret meget på Japans rolle som det land, der havde flest investeringer i Asien, og som derfor var mest sårbar. Men det viser sig, at den største investor i området er EU. Japanske banker har fx 163 mia. kroner til gode i lån i Sydkorea, EU har 250 mia. kroner.

Som en følge af det indre marked er de forskellige EU-landes økonomier vævet uløseligt ind i hinanden, så rammer krisen ét EU-land, vil den uundgåeligt sprede sig til resten af EU.

EU-landet Grækenland er allerede nævnt som et land i farezonen. Men også andre EU-lande er i fare. Eksempelvis er Storbritannien storinvestor i sin tidligere koloni, Hong Kong.

De borgerlige økonomer lovpriste for bare et år siden Sydøstasien som skoleeksemplet på velfungerende kapitalisme. Derfor breder panikken sig nu i den herskende klasse. De har hidtil ment, at kriser skyldtes, at den offentlige sektor blev for stor, men ingen af landene i Sydøstasien har en stor offentlig sektor eller underskud på betalingsbalancen. Derfor ved de heller ikke rigtigt, hvad der skal gøres.

Forskellige lag af den herskende klasse begynder at skændes indbyrdes. Den Internationale Valutafond, IMF, der har lovet krisehjælp på flere hundrede milliarder dollars bliver pludseligt kritiseret af både højre- og venstrefløj i USA og sågar af fondens tro hjælper, Verdensbanken. Det er den samme panik, der ligger bag, når politikere og cheføkonomer har så travlt med at fortælle, at krisen da så sandelig ikke kan ramme os.

Men de kan på ingen måde føle sig sikre. Når markederne kollapser i Asien, bliver råvarerne måske nok billigere, men det bliver også sværere at eksportere produkter til Asien. Derfor forsøger nogle politikere desperat at få pumpet forbruget i gang i især Japan og Sydkorea. De samme folk, der i årevis har prædiket liberaliseringer og privatiseringer, foreslår nu massiv statsintervention som den eneste kur.

Allerede i sidste århundrede forklarede Karl Marx, at kriser i kapitalismen opstår som følge af overproduktion. Han skønnede at kriser vil dukke op med ca. 11 års mellemrum.

Sidste gang var i 1987.

Frank Antonsen