I de sidste ti dage af 1997 blev 428 mennesker dræbt i Algeriet. I januar 1998 er der på blot en uge blevet dræbt mindst 600. Disse sidste mord er blot toppen af isbjerget af den borgerkrig, der har hærget Algeriet siden militærkuppet i 1992, og som anslået har kostet 80.000 menneskeliv.

Volden er eskaleret i den første uge af Ramadanen, muslimernes hellige fastemåned. Så den sædvanlige påstand om, at massakrerne skulle være udført af islamiske fundamentalister, holder næppe stik. I virkeligheden drejer borgerkrigen sig om land og olie og ikke så meget om religion.

I januar 1992 aflyste militæret et parlamentsvalg, som det islamiske parti FIS ("Front islamique de salut," den islamiske frelserfront) stod til at vinde. Militærkuppet satte en stopper for en demokratiseringsproces, der var sat i gang i 1989 med landets første demokratiske forfatning. FIS blev forbudt, og op mod 10.000 formodede tilhængere blev interneret i fangelejre i ørkenen.

I 1992 begyndte borgerkrigen. Først var ofrene militærfolk, men efter at FIS var blevet splittet, og en mere rabiat fraktion, GIA, begyndte sine terroraktioner, er angrebene blevet rettet mod civile med "uislamisk" livsstil. Der hersker ikke tvivl om, at der findes terrorister, som benytter sig af islamisk retorik. Men derimod hersker der tvivl om, hvorvidt striden drejer sig om religion.

I hvert fald nogle af de påståede "islamiske" terroraktioner er begået af militæret. Det beretter såvel deserterede soldater som øjenvidner om. En rapport fra Amnesty International fra november 1997 dokumenterer regeringens indblanding. Det forklarer også, hvordan de fleste store aktioner har kunnet finde sted lige i nærheden af kaserner sågar i stærkt minerede områder.

Det er også bemærkelsesværdigt, at de største massakrer finder sted i det område, hvor regeringen har planer om at privatisere landjorden. De bønder, der dyrker den frugtbare jord kan gøre krav på jorden ved privatiseringen i følge en lov fra 1986. De kan gøre krav på i det mindste at forpagte jorden i 30 år, hvis de ikke har mulighed for at købe den.

I Algeriet er næsten al jord nationaliseret. Det er kun 2,8 mio. hektar ud af de 42 mio. hektar, der regnes som landbrugsjord, der vil blive privatiseret. Men samtlige 2,8 mio. hektarer befinder sig i det lille bælte af særlig frugtbar jord, Mitidja sletten, der betragtes som Algeriets kornkammer.

Reelt ejes det meste af den nationaliserede jord dog af en lille klike på 150 personer. Denne lille klike har tætte bånd til militæret og til udlandet. De har økonomiske interesser bundet i den frugtbare jord, som de bruger til luksusbebyggelse i stedet for at producere fødevarer.

Også GIA har store økonomiske interesser i området, hvor de opkræver "skat" af befolkningen. Det er først og fremmest kontrollen over dette vigtige område, kampene drejer sig om.

Men også olien spiller en rolle, i hvert fald for Vesten. Den tyske regering har opfordret til at sende en delegation til Algeriet for at hjælpe med til at undertrykke volden. Forslaget blev straks støttet af Italien, Danmark og Frankrig. Der er nu ikke tale om humanitær interesse.

Hele 90 pct. af Algeriets råolieeksport går til Vesteuropa, først og fremmest Tyskland, Italien og Frankrig. Den ene af de to hovedledninger ud af Algeriet går til Italien, der også aftager 47 pct. af Algeriets samlede salg af naturgas. Mærsk Olie har netop gjort nye oliefund i landet og regner med at tjene flere milliarder de næste par år.

Frank Antonsen