Pelle Erobreren
Folketeatret indtil 14.feb., herefter turne
Iscenesættelse: Preben Harris

Teaterforestillingen Pelle Erobreren på Folketeateret i København er sat op i samarbejde mellem LO og Folketeateret i anledning af LOs 100-års jubilæum.

Forestillingen er baseret på 3. del af Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren, Den store Kamp, som handler om Pelles og andre faglige lederes organisering af den danske arbejderklasse og stiftelsen af forløberen til LO.

Der er ikke tale om en musical, sådan som LO ellers har forestillet sig det. Heldigvis. Hvis man vil beskrive menneskelig kamp og lidelse med en musicals letbenede musikalske udtryk, er det fordi, man mener, lidelserne er holdt op. LO så gerne et sådant festspil over en forgangen hård tid for arbejdere og fattige.

LO ville hylde sig selv med en forestilling om sin egen tilblivelse, men LO dengang og LO nu har ikke meget tilfælles. Dengang blev der opbygget en kamporganisation i arbejderklassens interesse. I LOs hilsen i programmet til forestillingen nævnes der intet om, hvad der skal kæmpes mod i dag, selvom fx kravet om kortere arbejdstid har været rejst fra arbejdspladserne i årevis.

Folketeaterets musikalske fortælling giver forestillingen et dramatisk og alvorligt udtryk, som gør, at forestillingen er værd at se. Den giver et flot billede af arbejdernes kamp, følelsen af sammenhold og de problemer, man løber ind i.

Teaterets egen præsentation i programmet hedder “Pelle før og nu”. De skriver, at der stadig er brug for en Pelle til at kæmpe. Men de peger på problemer ude i verden som fattigdomsbomben, miljøsvineriet osv. og nævner intet om den hjemlige klassekamp. Og den holdning smitter desværre af på forestillingen, som mest er et historisk billede.

Årsagen til kampen, selve den sociale indignation, kommer ikke frem, som den gør i Nexøs roman. Teateret har forsøgt at være tro mod Nexøs tekst, dels ved at replikkerne er hentet næsten ordret fra romanen og dels sceneteknisk ved, at små rullende plateauer køres ind og ud af scenen. På den måde kommer mange af de små episoder i romanen med.

Men selvom scenen er fuld af fattige og sultne mennesker, og vi ser, hvordan børnene må klare sig alene og bliver invalideret på fabrikken, og hvordan arbejdsgiverne er kyniske og grådige, så forbliver disse billeder på elendighed for fragmentariske og dermed overfladiske til, at man for alvor får dem under huden og forstår kampen.

I værket Pelle Erobreren beskriver Martin Andersen Nexø de forhold, som Pelle og hans kammerater slås imod, så medrivende, at kampen og parolerne bliver selvfølgelige og tidløse. Man kommer umiddelbart i tanke om nutidige eksempler på undertrykkelse. Det er det, der gør Nexøs roman til en klassiker.

Det samme formår dramatiseringen ikke. Parolerne virker påklistrede. Det virker, som om de er med, “fordi det står i bogen”.

Pelles kærlighedsliv beskrives meget mere autentisk end hans kamp. Så meget, at der i dramatiseringen opstår en kunstig skelnen mellem Pelles kamp og Pelles øvrige liv. Hvor Nexø i romanen beskriver Pelles liv under og kamp mod kapitalismen som én og samme ting, bliver det i stykket to konkurrerende størrelser.

I stykket forklares Pelles forliste ægteskab med, at Pelle vælger kampen og lader familien sulte. LO-formand Hans Jensen kan identificere sig med dette. Han taler om valget mellem karriere og familieliv. Han skriver “karriere,” fordi han er en velbjærget mand uden fare for at blive ramt af arbejdsløshed eller underbetaling.

Ifølge Nexø ville man aldrig kunne vælge, “skal jeg kæmpe, eller skal jeg bare leve?” Sulten, arbejdsløsheden og splittelsen mellem kammerater er altsammen beskrevet som en konsekvens af at leve under kapitalismen. På samme måde beskriver Nexø splittelsen mellem Pelle og hans kone, Ellen, som noget, der ikke bare skyldes Pelles “valg”. Splittelsen bunder i modsætningen mellem på den ene side personernes individuelle forventninger om fremtiden – Pelles om et retfærdigt samfund og Ellens om en pæn, småborgerlig tilværelse – og på den anden side de forhold, som kapitalismen byder mennesker.

Nexøs fine pointe er, at det er kapitalismen, som både splitter mennesker og forener dem. Det er den modsætning, som giver bogen sit rige indhold og dynamik, men som teaterudgaven ikke fanger.

Det betyder også, at nutidens opgaver for Pelles efterkommere ikke bare ligger i de fattige lande eller i forsvaret af de udstødte. Skilsmisseprocenter, den forjagede arbejdsdag, problemer med børnepasning, ældreplejen, sygehusene – alle disse ting og mange flere viser, at kapitalismen hverken på Pelles tid eller i dag har formået at tilbyde mennesker en fornuftig tilværelse.

Dorte Lange