Politikens bog om danske monarker — fra Gorm den Gamle til Margrethe d. 2.
Benito Scocozza
Politikens Forlag
224 sider, 269 kr.

Det var ikke Christian d. 4., som byggede hverken Rundetårn eller Børsen, men derimod almindelige håndværkere og arbejdsmænd.

Denne simple kendsgerning rummer en sandhed, som vender op og ned på den måde, vi normalt opfatter historien på.

Historien er ikke først og fremmest skabt af de ‘store’ mænds — og i få tilfælde kvinders — tanker og luner. Den egentlige historiske udvikling sker kun på baggrund af det store flertal af almindelige menneskers arbejde, der derfor også selv kan tage sagen i egne hænder og skabe deres egen historie.

Det er næppe noget nyt for historikeren og socialisten Benito Scocozza. Spørgsmålet er derfor, hvorfor han har skrevet en bog netop om de danske monarker. Hans egen forklaring i forordet til bogen er, at monarkernes historie giver “en kortfattet skildring af magten, undertiden magtesløsheden og til sidst af et symbol, et levn fra fortiden.”

I efterskriftet samler han op, at monarkerne “som statsoverhoved har været knyttet til de skiftende herskende klasser. Det var folkets arbejde. Som gav dem det daglige brød og dertil den ceremonielle luksus, de omgav sig med.”

Set i det lys er monarkernes historie selvfølgelig interessant. De var den herskende klasses politiske samlingspunkt, og sikrede dem retten til at undertvinge og udplyndre almindelige mennesker.

Men Benito Scocozzas bog leverer ikke historien om monarkerne som udbyttere, et politisk samlingspunkt for den herskende klasses magt. Eller som en institution, der tilsyneladende var hævet over klassemodsætningerne, og som derfor kunne forsone klasserne og undgå, at oprør udviklede sig til egentlige revolutioner.

I stedet får vi serveret 50 små personalhistorier om de 50 mennesker, som har været monarker siden Gorm den gamle. Bogen er derfor først og fremmest et opslagsværk for royalister, der vil lære kongerækken. Ikke et redskab til at forstå Danmarks historie.

Selvom Scocozza mener, at monarkiet er et levn fra fortiden, er “den kongelige familie blevet symbolet på den ideelle borgerlige kernefamilie, der på tværs af klasser og andre skel opfattes som selve samfundet grundenhed.” Og, kunne man tilføje, med til at holde den nationalistiske myte om en særlig dansk egenart vedlige.

For en socialist som Scocozza burde den logiske konsekvens være, at kongehuset burde afskaffet. Men om det er Politikens forlag eller Scocozza, der er veget tilbage fra at drage den konklusion, kan man kun gætte på.

Tom Christiansen