Den danske regering har efter nogen tids tøven besluttet sig for at deltage i USA’s krigsforberedelser mod Irak. Begrundelsen er, at de vil bekæmpe Saddam Husseins ‘masseødelæggelsesvåben’.

Det er sandt, at Saddam Hussein er en tyran, som ikke viger tilbage fra at udslette sine modstandere. Men det er en sygelig spøg, når kritikken kommer fra de vestlige landes regeringer.

Mellemøsten er fyldt med diktatorer, som terroriserer deres egne befolkninger med våben indkøbt i USA. Og for nylig modtog den danske regering Kinas viceministerpræsident Li Lanqing. Poul Nyrup Rasmussen benyttede ganske vist lejligheden til at "opfordre" Kina til at overholde menneskerettighederne, men ser gennem fingre med, at Kina opretholder undertrykkelsen af Tibet, at Kina gennemfører massehenrettelser – og at den kinesiske regering desuden stod bag massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Når det drejer sig om brutalitet over for Iraks befolkning, så sidder de virkeligt store skurke ikke i Bagdad, men i USA’s hovedstad Washington. Fra 1991 og frem til i dag er USA og dets allierede fra Golfkrigen – blandt andet Danmark – ansvarlig for, at over 1 million irakere er døde. Under selve Golfkrigen blev over 200.000 irakiske soldater og civile slået ihjel. Blandt andet udslettede amerikanske jagerfly "ved en fejltagelse" et beskyttelsesrum, hvor der opholdt sig over 300 kvinder og børn.

Efter krigen har USA med FN’s opbakning fastholdt økonomiske sanktioner mod Irak, hvorved fødevarer, medicin, hospitalsudstyr og andre livsnødvendigheder har presset store dele af befolkningen ud i sult, sygdom og elendighed. Ifølge FN’s egen organisation UNICEF er godt en million børn i Irak kronisk underernærede, og 500.000 irakiske børn er døde af mangel på mad og medicin.

USA’s regering ved, at dens politik over for Irak har slået titusindvis af børn ihjel, men indrømmer samtidig at USA’s interesser er vigtigere end irakernes liv. Således sagde den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright i 1996 til CBS-programmet 60 Minutes: "Det er selvfølgelig et svært valg, men vi mener, at det er prisen værd."

Derfor er det fuldt berettiget at sige som Klaus Slavensky fra Det Danske Center for Menneskerettigheder: "Den USA-styrede FN-politik har vist sig mere dødbringende end de frygtede kemiske våben, som Saddam Hussein gemmer."

Vesten hævder, at målet med sanktionerne og eventuelt nye bombninger er at fjerne Hussein-regimet og erstatte det med et mere USA-venligt styre. Men sanktioner og bombninger har kun styrket Saddam Husseins position. Flertallet af Iraks befolkning ser af gode grunde USA som årsagen til deres lidelser og bakker direkte eller indirekte op bag Hussein.

En betingelse for at undergrave Saddam Husseins magtposition er at ophæve sanktionerne mod Irak og i stedet sende fødevarer og medicin til landet. Det ville gøre det umuligt for regimet at opretholde sin position som beskytter mod den amerikanske imperialisme. Det ville samtidig gøre det nemmere for en demokratisk opposition i Irak at opbygge en folkeligt baseret modstand mod diktaturet. En opgave, som syv års amerikanske sanktioner har gjort næsten umulig.

En ny krig mod Irak og fastholdelse af sanktionerne forstærker kun Husseins position og forøger lidelserne for irakerne. Men når USA med blandt andet Danmarks opbakning alligevel vælger krigen, så viser det, hvor lidt menneskerettighederne i virkeligheden betyder for verdens magthavere.

Det er oplivende, at der nu er både radikale og socialdemokrater, som går mod dansk deltagelse i krigsforberedelserne. Kynisk magtpolitik kan næppe stoppes uden en markant folkelig modstand.