Frankrigs 3,1 millioner arbejdsløse vil ikke længere finde sig i skiftende regeringers nedskæringspolitik. Derfor har de aktioneret siden lidt før nytår i mere og mere radikale aktioner. I februar spredte oprøret sig til Tyskland, hvor der er omkring 5 millioner arbejdsløse – det største tal siden 1933, det år, Hitler kom til magten.

De aktionerende kræver bistandshjælpen sat op med 1700 kroner om måneden og indførelse af 35 timers arbejdsuge med det samme. Der har været demonstrationer i de største byer, Paris, Strasbourg og Marseille, besættelser af a-kasser, arbejdsløshedsformidlinger og senest også luksusrestauranter og -hoteller samt eliteuniversitetet Ecole Normale Supérieure, hvor mange topembedsmænd kommer fra.

Meningsmålinger viser, at mellem 63 og 70 pct. af Frankrigs befolkning støtter de arbejdsløse og deres kamp for bedre forhold, så oprøret kan nemt brede sig til resten af befolkningen. Officielle rapporter viser, at de sociale minimumsydelser såsom bistandshjælp, folke- og invalidepension samt hjælp til enlige forældre har været fastfrosset siden 1983. Rapporterne viser også, at syv millioner er direkte eller indirekte ramt af arbejdsløsheden.

Samtidig er forholdene for de, der har arbejde, blevet forringet, fx er mindstelønnen på blot 5.700 kroner om måneden og gennemsnitslønnen kun ca. 10.000 kroner. Alligevel er der 2,8 millioner fattige arbejdere, der tjener mindre end den officielle mindsteløn. Hele 3,3 millioner husstande, svarende til godt 6 millioner personer, lever under fattigdomsgrænsen på 3.800 kroner per person per måned.

Det er ellers ikke, fordi pengene ikke er der. I perioden 1970 til 1995 er produktionen vokset med 85 pct., men antallet af personer på den sociale minimumsydelse er fordoblet. De meget lave lønninger i Frankrig viser i øvrigt også, at massearbejdsløshed ikke skyldes for høje lønninger, som det er blevet påstået igen og igen fra liberal side.

Presset har fået Jospins regering til at love, at arbejdsløse kan køre for halv pris med den offentlige transport i Paris. Samtidig er Jospin blevet tvunget til at stå fast på sit valgløfte om 35 timers ugen, selvom han dog har besluttet, at den først skal gennemføres ved årtusindskiftet. Regeringen er også kommet med et udspil på ca. 1 mia. kroner, men der er langt til de mellem 30 og 60 mia., det ville koste at gennemføre alle de arbejdsløses krav. Jospin har nægtet at hæve formueskatten, hvilket ellers kunne have skaffet penge, selv inden for de nuværende budgetter, der er dikteret af hensyn til ØMUen.

Det er også hensynet til ØMUen og mange års konservativ nedskæringspolitik, der står bag den rekordstore arbejdsløshed i Tyskland, og ikke, som Kohlregeringen påstår, for høje tyske lønninger. Inspireret af de franske arbejdsløse, er nu også de tyske arbejdsløse gået på gaderne. I begyndelsen af februar aktionerede tusindvis af tyske arbejdsløse i de fleste større byer. I det hele taget er det forholdsvis høje kampniveau i Frankrig, der ledte til den konservative regerings fald, begyndt at smitte af på den tyske nabo, hvor også de studerende har aktioneret i de største demonstrationer siden 1968.

Det er denne modstand nedefra i to af ØMUens kernelande, der viser, at de herskende klassers EU-projekt er en kolos på lerfødder, og at modstanden må gå på tværs af grænseskel, hvis den skal have en effekt.

Frank Antonsen