Tirsdag den 27. maj 1997 blev "Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling diagnostik og forskning" vedtaget i Folketinget som den første samlede lov om kunstig befrugtning. Hovedessensen i loven er, at kun kvinder under 46 år, der lever i et parforhold med en mand kan tilbydes kunstig befrugtning.

Frem til 2. oktober 1997, da loven trådte i kraft, lå der blot en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, hvor man kun anbefalede at kvinder over 45 år ikke skulle tilbydes kunstig befrugtning. Danmark var dermed et af de få lande, hvor lesbiske kvinder kunne få gennemført en kunstig befrugtning. Dette gav også homoseksuelle mænd mulighed for at få børn, gennem samarbejde med lesbiske par. Homoseksuelle i parforhold afskæres også fra muligheden for at adoptere børn, da lov om adoption kun godkender enlige eller heteroseksuelle par som adoptanter. For at få børn, må lesbiske nu rejse til udlandet, hvilket betyder, at kun de mest velhavende har råd.

Dermed har politikerne besluttet, at en stor gruppe mennesker per definition ikke er egnet til at få børn. Begrundelsen er, at det er unaturligt for børn at vokse op i en "ufuldstændig" familie, og at barnet ville tage skade af det. Dette bygger ikke på andet end et ønske om at lægge ansvaret for børns opdragelse udelukkende hos familien, og dermed slippe for at se i øjnene, at det er problemer ved kapitalismen, der tit frembringer skader på børn. Ved på forhånd at forbyde en bestemt gruppe mennesker at få børn, undgår man også fokus på det offentliges ansvar for børns opvækst. Det er nemmere at lave en diskriminerende lov, end at udbygge støtteapparatet til socialt svagtstillede småbørnsforældre, at udvikle pædagog- og læreruddannelsen, og at bygge flere vuggestuer, børnehaver og skoler.

Den borgerlige moral fastholder kernefamilien som idealbillede, til trods for at virkeligheden tit viser noget andet. Kernefamilien er ikke nogen fundamental institution.

Gennem historien har familiestrukturen forandret sig i takt med, at samfundet har forandret sig.

Det er, i løbet af de sidste tyve år, blevet mere og mere normalt – og acceptabelt – at være enlig forsørger, og der er ikke påvist, at børn af enlige forsørgere tager skade af at mangle en forælder. De borgerliges bekymring over kernefamilien hænger altså sammen med kravet om offentlige nedskæringer. Ved at køre kampagner om "moderinstinktet" om, at børn har bedst af at blive opdraget af to forældre om, at familien skal tage sig af sine ældre osv. prøver politikere og medier at give folk dårlig samvittighed over at belaste det offentlige system, og få dem til at forsøge at klare flere omsorgsopgaver privat. Uanset hvor meget de borgerlige forsøger at opretholde idealbilledet om familien, vil det synes mere og mere urealistisk. Det, det så handler om, er at skabe et samfund uden "idealfamilien", et samfund hvor mennesker får lov til at udvikle sig frit, og leve og få børn sammen med dem de vil, uden at blive diskrimineret for dette.

Landsforeningen for bøsser og lesbiske i Danmark har reageret på loven, som det angreb den er mod homoseksuelles rettigheder. Men reaktionen nåede desværre ikke ud over Folketingsmurene. Organisationen gik ind i en sej kamp om at få de fritstillede folketingsmedlemmerne til at afvise lovforslaget. Det lykkedes ikke, sandsynligvis fordi organisationen havde fokus på de grå støvede erhvervspolitikere, og ikke på de mange udenfor Folketinget, som sagtens ville gå imod loven, og dermed lægge et reelt pres på beslutningstagerne.

Ida H. Jacobsen