I politikernes iver efter en ny golfkrig fremstilles Iraks diktator Saddam Hussein som en trussel mod verdensfreden. Men hvor farlig er Saddam egentlig?

Der er ingen tvivl om, at Saddam med vestlig billigelse har anvendt kemiske våben mod fx kurderne i 1988, og det kan da bestemt heller ikke udelukkes, at det irakiske militær stadig ligger inde med store lagre af kemiske og biologiske våben. Det har de vestlige regeringer og efteretningstjenester vidst hele tiden, for de har selv solgt udstyret til Iraks diktator, dengang han var deres store ven og allierede i kampen mod både kommunisme og islam. Fx viser nyligt frigivne dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste, at USA's regering allerede i 1983 vidste, at Irak både sad inde med og havde brugt kemiske våben. I en beretning til det amerikanske senat sidste år, fortalte CIA's direktør George Tenet, at mindst 20 lande besad kemiske våben, men han kritiserede blot tre af disse: Irak, Iran og Syrien.

Saddam Hussein er altså langt fra den eneste, der sidder inde med kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. De største lagre har USA selv; sidste år indrømmede USA at ligge inde med hele 30.000 tons. Et andet land med store lagre er Storbritannien. Begge disse lande er de mest aggressive over for Irak og de mest ivrige fortalere for en ny golfkrig. Men også andre mellemøstlige lande besidder masseødelæggelsesvåben fx Saudi-Arabien, der både har kemiske våben samt de missiler, der skal til for at sprede dem over et stort område. Ægypten brugte krigsgas i 1960erne, og Israel har ikke blot sit eget kemiske våbenprogram, men tillige atombomber.

Der er altså mange andre lande, der har kemiske og biologiske våben, men hvor farlige er så egentlig Iraks våben?

Ifølge vestlige kilder har Irak 200 tons af nervegassen VX og 8.400 liter anthrax, et biologisk våben. Begge våben er i øvrigt fremstillet i Vesten. Det er dog slet ikke sikkert, at Irak rent faktisk har så store mængder, for man kan ikke stole på de vestlige kilder. Det blev klart under den sidste golfkrig. To dage efter, at meningsmålinger viste, at flertallet af den amerikanske befolkning ville være imod en krig, der kun drejede sig om olie, men derimod gerne ville støtte en krig, der gik ud på at forhindre Saddam i at kunne fremstille atomvåben, skiftede USA's daværende præsident George Bush taktik. Han påstod, at Irak var tæt på at kunne udvikle atomvåben. Det amerikanske militær har senere indrømmet, at det var stærkt overdrevet. Irak havde næsten intet uran og besad slet ikke den nødvendige teknologi. Det amerikanske militær skønnede, at det ville tage Irak mindst ti år at udvikle atomvåben.

I teorien kan de 200 tons VX gas godt nok dræbe hele jordens befolkning, men det forudsætter, at man kunne give hver eneste menneske en dosis. Irak har slet ikke våben, der skal til for at sprede gassen over et stort område.

Hvad anthrax angår, så er det for det første den svageste form nemlig som væske, Irak muligvis besidder. For det andet ville de raketter, som Irak har til rådighed, ødelægge 99 pct. af bakterien ved eksplosion. De særlige avancerede raketsystemer har kun USA og Storbritannien. Endelig kan anthrax ikke overleve i dagslys og kan i øvrigt slås ned med penicillin.

I alle tilfælde har Irak aldrig nogen sinde været i besiddelse af et våben med en rækkevidde udover de nærmeste lande i Mellemøsten.