Da chefen for Bagmandspolitiet, statsadvokat Michael Clan, trak sig fra selskabstømmersagerne, var det blot et forsøg på at afværge nye afsløringer af, hvor omfattende Overdanmark har været involveret i det, som uden overdrivelse kaldes "Danmarkshistoriens største røveri."

Selskabstømningerne startede under den borgerlige Schlüter-regering i firserne, hvor ideologien var, at erhvervslivet skulle forkæles og kontrolleres så lidt som muligt. Derfor sammenlagde tidl. skatteminister Anders Fogh Rasmussen told- og skattevæsenet og fyrede flere tusinde ansatte.

Men dermed åbnede han også for et bedrageri, hvor 1600 selskaber blev tømt for to milliarder skattekroner – penge som selskaberne opkrævede i kildeskat fra deres ansatte, men aldrig fik indbetalt til skattevæsenet. I stedet blev pengene stukket i lommen af købere og sælgere i selskabstømningerne.

Kursen overfor svindelen blev ikke strammet op, da Nyrup afløste Schlüter i januar 1993, på trods af at et af den nye socialdemokratiske regerings budskaber var 'højere moral og mere ærlighed.' Den nye skatteminister, Ole Stavad, fremlagde i juli 1993 en plan for at stoppe tømningerne, men den var alene rettet mod den ene part i sagerne, nemlig køberne. Stavdads efterfølger, Carsten Koch, forsøgte i februar 1997 at undersøge muligheden for at sigte sælgerne, men aflyste det siden.

I virkeligheden var det sælgerne, som løb med den største del af rovet, som regel 75-80 pct. Men hvor køberne bestod af en forholdsvis lille personkreds, så var en lang række banker, advokatfirmaer, revisorer og selv politikere involveret på sælgerside for at tjene nogle nemme penge. De har påberåbt sig, at de var uvidende om, at køberne var ude i ulovligt ærinde – en undskyldning som ikke bliver accepteret i økonomisk mere beskedne hælerisager.

I juli 1995 forklarede Told & Skat, hvorfor man skulle være forsigtig overfor sælgerne: En offentliggørelse ville "have stemplet ikke kun selskabssælgerne og selskabsopkøberne, men også de advokter, revisorer og banker, der medvirkede ... " Med andre ord ville straffesager mod de formentlig tusinder, der medvirkede på sælgersiden i de 1600 sager, udstille den ringeagt, som det danske erhvervsliv udviser for retssystemet.

Og for at undgå at blive stemplet som kriminelle har erhvervsledere, banker, advokater og andre involverede benyttet sig af, at de gennem personlige venskaber, forretningsforbindelser og andre forhold reelt kontrollerer mange af de embedsmænd og jurister i staten, som egentlig skulle kontrollere erhvervslivet. Michael Clan var en af dem, men er nu ofret for at vinde tid. Inden det eventuelt lykkes for en ny statsadvokat at rejse sigtelser mod sælgerne i selskabstømmersagerne, så vil en stor del af sagerne være for forældede til at kunne rejses ved domstolene.