Privatisering har været et af de store kapitalistiske modeord gennem det seneste årti. Fra Moskva til Milano, fra London til Lima, fra Bombay til Budapest – alle steder har det været midlet, som skulle puste nyt liv i stagnerende økonomier.

Derfor bliver en trend, som tog sine første forsigtige skridt i de tidlige firsere, nu accepteret af regeringer verden over som den eneste vej frem. Men spørgsmålet om, hvad systemet egentlig har ud af privatisering, er dog ikke så nemt at besvare, som det kunne se ud til.

Trods alt har det ikke været privatisering, men nationalisering og statsliggørelse, som i de forudgående 50 år var den dominerende trend verden over. Regeringer så forskellige som Tysklands Hitler, Italiens Mussolini, Storbritanniens Baldwin eller Argentinas Peron nationaliserede alle sammen en række vigtige industrier. Trenden fortsatte helt op i 1970erne, hvor staten overtog vigtige industrier i den vestlige kapitalismes bastioner, fx. Sydkorea, Taiwan og det kristeligt-demokratiske Italien.

Regeringerne erkendte to vigtige forhold. Krisen i 1930erne havde vist, at mange kapitalistiske firmaer havde brug for nationalstatens beskyttelse, hvis de skulle trives i en anarkistisk verdensøkonomi, bestående af langt stærkere kapitalgrupper. Og der fandtes mange eksempler på herskende klasser, som havde vist sig at have større succes med at bruge deres kontrol over statsapparatet til en kollektiv udbytning af masserne, end de havde haft med individuel privatejendom.

I dag hævder alle de forskellige privatiseringstilhængere – uanset om de er veltjente konservative, markedsorienterede socialdemokrater eller tidligere tilhængere af stalinistisk statsstyring – at privatisering er svaret, fordi det medfører højere effektivitet og lavere omkostninger. De hævder, at statsforetagender nærmest pr. definition er "oppustede", "forkælede", "omkostningskrævende" og "ineffektive."

Overraskende nok er der kun fremlagt meget få tal til at underbygge disse påstande. Årsagen kan være, at undersøgelser af privatisering faktisk ikke støtter påstandene.

En af de seneste undersøgelser er et omfattende studie af 11 privatiseringer i Storbritannien – hvori indgår alle de vigtigste på nær kul, el og jernbaner. Konklusionerne, som fremlægges i bogen The Impact of Privatisation af Stephen Martin og David Parker, er yderst detaljerede. Men det generelle billede er, at privatisering sjældent lever op til de gyldne løfter – bortset fra når man ser på profitabiliteten, og selv her er der kun tale om kortsigtede forbedringer.

Således fastslår undersøgelsen, at 'hverken den private eller den offentlige sektor er i sig selv mere effektiv end den anden', og at resultaterne med hensyn til produktivitet er 'blandede'.

Undersøgelsen går videre og tyder på, at der hvor der er sket store forbedringer i produktivitet og effektivitet, sker de i perioden op til privatiseringen – i den periode, hvor firmaernes ledelser forbereder sig på aktieudstykningen ved at gennemtvinge massive nedskæringer i arbejdsstyrken (og hvor ledelserne samtidig forsøger at give sig selv gode kort på hånden i fremtidige forhandlinger om gage og aktieandele). Der er beviser på dette: 'I syv af de 11 firmaer fandt en kortvarig chockeffekt sted i form af øget stigning i værditilvæksten, efter at privatiseringsplanerne blev fremlagt.' Men efter privatisering er billedet meget mere broget, således at 'den relative værditilvækst steg i de første fire år efter privatiseringen' i fem af de 11 firmaer, mens den stagnerede eller faldt i de øvrige seks. Og privatiseringen gav ikke nyt liv til den øvrige industri, eftersom 'værditilvæksten i syv af de 11 firmaer var mindre end i økonomien som helhed'.

Den store "gevinst" fandt sted i form af profitabilitet med 'en stigning i 28 ud af de 40 indikatorer', hvor man sammenlignede situationen i forskellige faser før og efter privatiseringen. Det viser, at hele tricket med privatisering ikke handler om effektivitet eller dynamik, men om at skabe forhold, hvor arbejdsstyrken bliver sorteret, og hvor de tilbageblevne må knokle hårdere for en mindre del af kagen.

Men selv her slutter historien ikke. Undersøgelsen tyder på, at den stigning i profitten, der blev gennemtvunget op til privatiseringen, ikke altid har været varig: 'en række firmaer er blevet udsat for et fald i profitabiliteten.'

Meget tyder på, at de arbejdere, som blev trængt i defensiven ved udsigten til privatisering, i et vist omfang har lært at forsvare sine interesser under de ændrede virksomhedsstrukturer. 'De nyeste tal viser, at lønniveauet har rettet sig op i de fleste firmaer,' selvom 'arbejdernes andel af indtægterne er faldet i alle de undersøgte tilfælde.'

Under alle omstændigheder tyder intet på, at privatiseringerne har ført til andet end en kortvarig opbremsning i det fald i profitabiliteten, som Marx udnævnte som en af kapitalismens største hovedpiner. Men dette fører os tilbage til udgangspunktet: Hvorfor så stor entusiasme for et tiltag, der har så ringe langtsigtet effektet?

Svaret ligger i jagten på kortsigtede gevinster, som altid har været kapitalisternes svar, når de er blevet fanget i langvarig krise for deres produktionsmåde.

Siden 1970erne har kapitalismen været presset af et faldende afkast på deres investeringer, og det har fået bosserne til at gå på jagt efter hurtige gevinster gennem overtagelse af tidligere statsejede virksomheder. Såvel konservative erhvervsfolk som socialdemokratiske administratorer har opdaget, at de kan få del i rovet. Store firmaer tror, at en mere opsplittet arbejdsstyrke altid vil stå fagligt svagt. Og regeringer har fundet en gylden vej til at få finanserne til at balancere i perioder, hvor økonomisk tilbageslag æder af skatteindtægterne – en moderne udgave af den desperate brandbeskatning, som karakteristiserede enevældige magthavere i Europa i krisetider.

Privatisering handler om, at den herskende klasse kan skumme fløden. Men derudover har privatisering en forgiftende effekt, idet hele ideen er med til få kapitalisterne til at lukke øjnene for systemets egentlige sygdomstegn. Det kan selvfølgelig vise sig katastrofalt for dem.

Chris Harman
redaktør af Socialist Worker