Slaveriet er en rædselsfuld og umenneskelig periode i historien. Charlie Lywod fortæller, hvordan udbyttet fra slavernes arbejde gav kapitalismen vind i sejlene, og hvordan slavernes egen modstandskamp var afgørende for, at de vandt friheden.

Vi fyldes med rædsel og afsky over beretninger om Hitlers udryddelse af seks millioner jøder og halvanden million sigøjnere. Men kapitalismens historie rummer en langt større rædsel, som strakte sig over 400 år. Fra 1444, da de første 235 afrikanere blev transporteret fra det centrale Afrika til den iberiske halvø, til 1888 da de sidste store lande ophævede slaveriet.

Slaveriets rædsel har intet sidestykke i historien. I mere end ti generationer var en håndfuld "civiliserede lande" i Vest- og Nordeuropa, heriblandt Danmark, ansvarlige for systematisk at fange eller købe, transportere, sælge og udnytte mellem 15 og 20 millioner mennesker fra Afrika.

Tyve pct. af dem døde på vejen til transportskibene eller blev dræbt ved transportstederne, fordi de var uegnede. Fx børn, syge og handicappede. 20 pct. døde på vejen over Atlanten. Men de var på en måde mere heldige end de mellem 10 og 15 millioner, som nåede de vestindiske øer, Nord- eller Sydamerika.

 

De overlevende blev solgt på auktioner, brændemærkede, underlagt en hvid mands forgodtbefindende og tvunget til at arbejde mellem 18 og 20 timer om dagen. Dødeligheden var gennemsnitligt 12-15 pct. om året. Pisken blev brugt overalt.

Kun forbrydelser som gav over 100 slag skulle for en domstol. Slaverne måtte ikke gifte sig eller lære at skrive og læse. Allernådigst måtte de lade sig døbe kollektivt til de forskellige religioner (som alle billigede slavehandelen). Børnedødeligheden var 50 pct. Slavernes korte liv var én lang lidelse, som knuste enhver menneskelighed i dem.

Civilisationen forsvarede handelen. Der var brug for at dække over den menneskelige fornedrelse så i denne periode blev racismen dannet som ideologi. Typisk for tiden skrev David Hume, en ledende skotsk liberal filosof i 1753: "Jeg er tilbøjelig til at mistænke negrene, og alle andre menneskeracer for at være naturligt underlegne de hvide."

Når Stephen Spielbergs ny film Amistad kommer op her i foråret, vil der være fornyet interesse i emnet og ny mulighed for at diskutere kapitalismens barbari.

Som Marx skrev i Kapitalens 1. bind: "Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Afrika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde."

Slaveriets første fase løber fra 1492 og frem til midten af 1600-tallet. Her er det først og fremmest Spanien og Portugal, som har brug for slaverne i kobber-, tin-, guld- og sølvminerne i Peru og sukkerplantagerne i det øvrige Latinamerika. De områder havde de bemægtiget sig ved at knuse inkaernes og aztekernes civilisationer.

Deres koloniseringskrige mod de indfødte indianere og de sygdomme de medbragte, havde stort set gjort det af med de arbejdsduelige. For eksempel blev hele den indfødte befolkning på San Domingo (det nuværende Haiti) udryddet på lidt over 100 år. Mellem fire og otte millioner mennesker! I det centrale Mexico blev befolkningen reduceret fra 25 millioner til 700.000 mellem 1518 og 1620. I Peru fra ni millioner til 670.000 i samme periode.

De spanske og portugisiske kongehuse ønskede udbytte af deres investeringer i skibe, mandskab og materiale. Kolonialisterne havde brug for mennesker til at grave i minerne. Mellem 1560 og 1685 blev der produceret 25.000 og 30.000 tons sølv i Mexico og Peru. Det steg til 60.000 tons mellem 1610 og 1820. De havde også brug for mennesker til at høste sukker på plantagerne i Brasilien. I 1570 var der 60 plantager. I 1710 ti gange så mange.

I første omgang blev de indfødte indianere brugt som slaver, men da deres antal blev reduceret, var afrikanske slaver løsningen. Tilsammen blev mere end seks millioner slaver bragt til de spanske og portugisiske kolonier de næste 200 år.

Portugal, og i mindre grad Spanien, havde allerede erobret områder i det centrale Afrika og handlede med de indfødte. Men på det tidspunkt og helt frem til imperialismens storhedstid sidst i 1800-tallet, var forsøgene på at lave slavedrevne plantager i Afrika mislykkedes. Dels var de afrikanske stammer for stærke for europæerne, dels var slaveproduktionen blevet alt for sårbar overfor oprør og rømninger. I stedet købte man slaverne fra høvdinge for gevirer, sprut, mad og andre varer.

På den måde blev nogle høvdinge begunstigede og begyndte selv at beholde ca. halvdelen af de fanger, de fik fat i og brugte dem selv som slaver. Indtil da havde de afrikanske stammer ikke kendt til omfattende slaveri.

Men selv om Spanien og Portugal var tæt på at have monopol over udbyttet fra Amerika, så var den iberiske halvøs egne politiske og sociale strukturer ikke parat til at udnytte forspringet tilstrækkeligt.

Sølvet og guldet blev først og fremmest brugt til at fastholde Karl d. 5's imperium, som strakte sig fra Beneluxlandene over Burgundiet i det nuværende Frankrig til Østrig-Ungarn, Napoli og Sicilien.

Så selv om indkomsten fra kolonierne, da den var på sit højeste omkring 1600-tallet, udgjorde 25 pct. af den nationale indkomst, blev den først og fremmest brugt til at føre krige for at fastholde og udvide imperiet, ikke til investeringer i selve Spanien. Derfor blev den iberiske halvøs udvikling hen mod kapitalistisk produktion faktisk fastfrosset indtil sidst i 1800-tallet.

 

Med de andre to store slavehandlende nationer, Storbritannien og Frankrig, forholdt det sig anderledes. De rådede over henholdsvis 2,6 millioner og 1,2 millioner slaver. Her blev den kapitalistiske produktion stimuleret af slaveriet. Da Frankrig og Storbritannien i stor stil begyndte at bruge slaver i kolonierne i Nordamerika og Vestindien fra 1750 til 1800, var der allerede en begyndende kapitalistisk produktion i gang i begge lande. Slaveriet blev en integreret del af denne proces.

Hvis vi kigger på den franske del af det nuværende Haiti, St. Dominique, fra 1780-1790 er forbindelsen krystalklar. Franskmændene havde på dette tidspunkt en halv million slaver under pisken på øen. 70 pct. af Frankrigs daværende oversøiske indtægt kom fra øen. 50 pct. af Frankrigs sukker, kaffe og ibenholt stammede derfra. 100.000 mennesker i Frankrig var beskæftigede med forarbejdning af råvarer derfra.

I Storbritannien spillede både selve slavehandelen og forarbejdningen af råvarer fra kolonierne en væsentlig rolle i at stimulere kapitalistisk produktion. Storbritannien erobrede den meget indbringende slavehandel fra Afrika til Amerika fra Spanien omkring 1650. Tre millioner slaver kom til Amerika på britiske skibe.

Tekstilindustrien, motoren i kapitalismens udvikling i Storbritannien, byggede på bomulden udvundet af slaver i USA's sydstater. Fra at producere 3.000 baller bomuld i 1790 blev der produceret fire millioner baller i 1860, da borgerkrigen i USA brød ud.

80 pct. af denne produktion blev udført af slaver. Eric Williams, forfatter af et stort værk om kapitalismen og slaveriet skriver i sin bog fra 1944: "Britisk bomuldsproduktion steg fra fem millioner kilo i 1784 til 190 millioner kilo i 1832. USA tegnede sig for 1 pct. af importen fra Storbritannien i de fem år mellem 1786-1790, ... 80 pct. i årene 1846-1850. ... I 1785 var britisk bomuldseksport 10 millioner kr. værd. Den del af arbejderbefolkningen, som var beskæftiget i industrien, voksede fra 350.000 i 1788 til 800.000 i 1806."

 

Den danske slavehandel følger en tendens, som ligner den franske og britiske. Danmark var den syvende største slavehandlernation. Det var et trekantsarrangement. Skibene sejlede ud fra København. De første allerede i 1625 under Christian d. 6 med kongehusets økonomiske støtte og velsignelse. Ved de danske forter på Guldkysten (Guinea, nuværende Ghana) var der agenter, som opkøbte slaver fra de omkringliggende høvdinge. Skibene satte derefter kurs mod de Dansk Vestindiske Øer St. Jan, St. Thomas og den egentlige guldgrube St. Croix , hvor sukkerrørsproduktionen var altdominerende. Derefter sejlede de tilbage til København med sukkerrør til bearbejdning.

I alt blev mellem 50.000 og 100.000 slaver transporteret over Atlanten af danske skibe til handelen formelt blev afsluttet i 1803. Reelt fortsatte transporterne illegalt indtil 1844 mens skiftende danske guvernører så gennem fingre med det.

På et tidspunkt omkring 1755 var forarbejdning af sukkerrør Danmarks vigtigste industriproduktion. Ved 1800-tallets start "udgjorde sukkerimporten fra St. Croix halvdelen af Danmarks samlede oversøiske import.", skriver Thorkild Hansen i bogen Slavernes Øer fra 1970.

Slaveriets historie er således tæt integreret i kapitalismens udvikling. Der hvor profitterne og råvarerne blev brugt til at stimulere kapitalakkumulationen i hjemlandet, havde den en stimulerende virkning på den spirende kapitalistiske produktion. Der hvor det ikke skete, blev slavernes sved blot til ekstra profitter til de rige.

 

Hvorfor blev slaveriet afskaffet? I nogle forklaringer kobles slaveriets afskaffelse sammen med, at den moderne industriproduktion i Vest- og Nordeuropa og dermed lønarbejdet blev udviklet. I følge den forklaring skulle slaveriet være blevet afskaffet, fordi det var utidssvarende ift. lønarbejdet. Men det er kun noget af historien.

Slavernes egne oprør og de nye sociale og politiske bevægelser fra slutningen af 1700-tallet har været langt mere afgørende for slavernes frigivelse. De bevægelser kulminerede i den amerikanske revolution i 1776, den franske i 1789 og de borgerlige revolutioner i store dele af Europa i 1848, bl.a. indførelsen af Danmarks grundlov 1849.

Lige fra begyndelsen af slavehandelen gjorde slaverne oprør mange gange. Både i Afrika, ved transitfortene, på bådene og senere i minerne og på plantagerne. De blev alle brutalt slået ned indtil 1791, hvor slaverne rejste sig på det franske St. Dominique under ledelse af Toussant L'Ouverture, en belæst fri slave. Tidspunktet var ikke tilfældigt. I 1789 havde den franske revolution fejet kongen af pinden, og frihedens ånd blæste også på St. Dominique.

Oprøret overtog den nordlige del af øen, mens den franske hær endnu kontrollerede resten. Begivenhederne i Frankrig hjalp Toussaints slavehær. Den franske lovgivende forsamling drejede politisk skarpt til venstre i 1792 under Jakobinerne, som ønskede delegerede fra St. Dominique.

Den ene delegerede var sort, den anden mulat, den tredje hvid. Den lovgivende forsamling erklærede uden debat og under massiv applaus "hudens aristokrati" afskaffet, som de før havde afskaffet "ejendommens aristokrati" og "kønnenes aristokrati". Slaverne var fri.

Briterne, som tidligere havde krævet slavehandelens ophør fordi de så, hvor meget rigdom, der strømmede til Frankrig fra St. Dominique, ønskede nu selv at få fat i rigdommene fra stedet. De sendte 60.000 tropper, den indtil da største militære ekspedition, større end ekspeditionen, som skulle bekæmpe oprørene i de nordamerikanske stater. Med en kombination af succesfuld guerillataktik, udholdenhed og den gule pest blev briterne til sidst drevet i havet i 1798.

Men nu havde reaktionen i den franske revolution sejret, og franskmændene vendte sig mod Toussaints hær og mod frihed til slaverne. De bestak den del af oprørshæren, som var ledet af mulatterne ved at love dem, at de kunne få slaver, hvis de nedkæmpede Toussaints hær. Efter 16 måneder med bitter borgerkrig stod Toussant dog igen som sejrherre. Denne gang gjorde han kort proces og drev også Spanierne ud af øen og erklærede slaverne på hele øen for frie.

I 18 måneder fra 1800 til 1801 fik slaverne lov til at leve i fred, dyrke deres land og påbegynde genopbygningen af landet. For at få bugt med Toussaint, som var en trussel mod slaveriet, indgik Storbritannien og Frankrig en våbenhvile. Midt i Napoleonskrigen!

Franskmændene sendte en endnu større militær ekspedition end briterne med det ene formål at genindføre slaveriet. Men i løbet af blot seks måneder havde Toussaints hær også nedkæmpet franskmændene. Toussaint selv blev fuppet til at deltage i fredsforhandlinger. Her blev han arresteret og deporteret til Frankrig, hvor han døde nogle år efter.

 

Historien ender dog ikke her. Efter Toussaints arrestation beordrede Napoleon slaveriet genindført overalt i de franske besiddelser. Herfra blev det først afskaffet igen i 1848. Slaverne kæmpede videre uden Toussaint og vandt! I 1802 måtte franskmændene, som ellers havde sejret overalt i verden, strække våben til "en underlegen race". St. Dominique erklærede sig selvstændigt samme år.

Slaveriet i de britiske besiddelser endte også. En kombination af et væbnet oprør i Jamaica i 1831 og Chartisternes kamp i Storbritannien, som var på sit højeste omkring 1830, fik briterne til at erklære slaveriet afskaffet i 1832. På de Dansk Vestindiske Øer forsatte slaveriet ufortrødent indtil 1848. Da erklærede generalguvernør Peter Von Scholten slaverne fri, fordi et omfattende slaveoprør på øen St. Croix ellers ville udvikle sig voldeligt. Blot få måneder tidligere var alle hvide på den franske ø Montanique blevet slagtet.

Både det stedlige danske militær, plantageejerne og kongehuset ønskede at fastholde slaveriet, så længe det var politisk muligt. Kongehuset var blandt andet selv en af de store plantageejere, og havde kun indvilliget i, at børnene af slaver kunne vokse op som fri. Ikke forældrene.

I 1848 blev den borgerlige martsrevolution gennemført og enevældet styrtet i Danmark. En dansk militær aktion mod de tidligere slaver ville ikke kunne have samlet støtte. Men det var ikke med statsmagtens gode vilje. Hvor meget man havde til overs for befolkningen på "vore vestindiske øer" viste sig, da man i henholdsvis 1903 og 1917 for en slik afhændede øerne til USA uden at spørge indbyggerne, som var danske statsborgere.

USA's frigivelse af slaverne i 1865 efter fem års borgerkrig var heller ikke begrundet i ædle medmenneskelige motiver. Nordstaterne gik ikke i krig mod sydstaterne for at frigive slaverne, men for at begrænse slaveriet. Slaveriets omfang var blevet en økonomisk trussel mod Unionens selvstændighed. Rygraden i USA's økonomi fra 1800 til 1860 var slaveriet. I 1840 var 15 pct. af alle beskæftigede involveret i tekstilindustrien. Dette bandt sydstaternes penge og dermed loyalitet mere og mere til Storbritannien.

Abraham Lincoln sagde det krystalklart i hans præsidentvalgkamp i 1860: "Jeg er ikke og har aldrig været tilhænger af på nogen måde at tilvejebringe social og politisk lighed mellem den hvide og den sorte race...". Frihedserklæringen i 1863, som fik så meget betydning under krigen, gjaldt kun de sorte, som stadig var under sydstaternes kontrol. Ikke for de sorte som var i nordstaterne eller under nordstaternes militære kontrol.

Erklæringen var et militært taktisk træk, for at vende krigslykken. Men den fik sit eget liv. Det samme gjaldt dannelsen af et symbolsk sort regiment, som er portrætteret i den amerikanske film Blood and Glory. Til sidst blev 180.000 sorte soldater indkaldt. De fik lovet frihed for at slås. Krigen startede som en kamp mellem to herskende klasser, og endte som en krig for slavernes frihed. Igen var de undertryktes egen indsats en af de afgørende faktorer i deres befrielse.

Da nordstaternes borgerskab trak deres hær ud af sydstaterne under "rekonstruktions perioden" overlod de de sorte til Ku Klux Klan, som blev dannet sidst i 1860'erne. Dermed blev en reel ligestilling mellem sorte og hvide effektivt forhindret. Det viser, hvor hult det var ment, det med at tildele slaverne frihed. Det er først i borgerretsbevægelsen i 1950-60 at de sortes frigørelse bliver nogenlunde reel.

Slaveriets historie og afskaffelse er grundlæggende ufatteligt tragisk, men også lærerigt og opløftende. Slavehæren under Toussaint L´Óuverture vandt over hele den franske, spanske og britiske imperialismes magt. Ligesom vietnameserne i 1950-70erne vandt over USA. Mere end noget andet banede denne krig vejen til frihed for millioner.