I december viste en undersøgelse fra Harvard School of Public Health, at gennemsnitslevealderen i indianerreservatet Pine Ridge i South Dakota er den laveste i hele USA. I Pine Ridge lever mændene i gennemsnit 56,5 år – på linie med levealderen i den del af Afrika, der ligger syd for Sahara, og lavere end noget andet land på den vestlige halvkugle, bortset fra Haiti.

Pine Ridge-reservatet er det næststørste reservat for indianere i USA – hjemsted for 26.000 indianere fra Oglala Sioux-stammen, der er efterkommere af de legendariske indianerkrigere Crazy Horse og Sitting Bull. Pine Ridge har også stor historisk betydning. Her fandt Wounded Knee-massakren sted i 1890, en uprovokeret nedslagtning af Sioux-indianerne begået af det amerikanske kavaleri.

USA's grundlæggere havde lovet de indfødte amerikanere en retfærdig behandling. I 1789 erklærede kongressen: "Den yderste grad af god vilje skal altid udvises over for indianerne; deres jord og ejendom vil aldrig blive taget fra dem mod deres vilje." Men disse ord blev aldrig taget alvorligt.

I virkeligheden var USA involveret i en skånselsløs jagt på jord, mineraler og andre rigdomme – som de stjal fra de indfødte amerikanere, som havde bosat sig der tusinder af år tidligere. USA's regering skænkede hele den vestlige halvdel af South Dakota til Siouxerne i 1868 – blot for at stjæle det tilbage syv år senere, da der blev opdaget guld i South Dakotas Sorte Bjerge. USA's regering retfærdiggjorde ironisk nok sin krig imod indianerne som et forsvar for civilisationen mod barbariet. Theodore Roosevelt hævdede f.eks., at "den mest retfærdige krig af alle, er krigen mod de vilde".

Men Pine Ridge har ikke kun historisk betydning, som de seneste tal på levealderen også antyder. Reservatet er også et levende eksempel på undertrykkelsen af de indfødte amerikanere. I 1992 blev Pine Ridge, i South Dakota, udnævnt til det fattigste område i USA, her er to ud af tre voksne arbejdsløse, og mere end halvdelen af befolkningen lever i fattigdom. Der er ingen fabrikker eller anden industri i nærheden af reservatet. Landskabet er ufrugtbart – der er ingen afgrøder eller tømmer, mineraler eller naturgas i nærheden. Det eneste sted, hvor der er arbejde udover stammens regering, er "Prairie Wind Casino", et spillested der er langt mindre imponerende end sit navn. Det består af tre skurvogne med nogle enarmede tyveknægte og to borde, hvor der spilles poker og blackjack.

Der er hverken busser eller tog i Pine Ridge, der er ingen gymnastiksale, biografer eller indkøbscentre og den nærmeste by ligger over 100 km væk. Mere end en tredjedel af husstandene har ikke indendørs kloakering eller elektricitet. Repræsentanter for stammen anslår, at der gennemsnitligt er 17 mennesker stuvet sammen i hver bolig. Michael Little Boy, 41 år, er et typisk eksempel. Han bor i et skur med et værelse på 36 m2 sammen med sin kone, fem børn og to niecer. Little Boy var engang vicevært og har senere arbejdet som politimand for stammen, nu har han ikke udsigt til at få job igen.

Regeringens forsyninger til de fattige beboere i Pine Ridge har været rige på salt og fedt, men fattige på næring, hvilket har medvirket til, at sukkersyge har bredt sig som en epidemi. Før 1940, da forsyningerne startede, var sukkersyge stort set et ukendt fænomen blandt de indfødte amerikanere. I dag har en fjerdedel af dem diagnosen sukkersyge. Alkoholisme og selvmord gør også krav på et stigende antal indfødte amerikaneres liv. I Pine Ridge er næsten halvdelen af de voksne afhængige af alkohol.

Fattigdom alene kan ikke forklare indianernes ekstreme demoralisering. Statens undertrykkelse – denne gang FBI i stedet for hæren – har spillet en afgørende rolle. I begyndelsen af 1970erne var reservatet brændpunkt for de indfødte amerikaneres kamp. American Indian Movement (AIM) blev dannet i slutningen af 1960erne, inspireret af Black Power-bevægelsen, hovedsageligt af unge indianere fra byerne, der ønskede at kæmpe imod undertrykkelse både i og uden for reservatet.

I 1972 organiserede AIM en march, "Trail of broken Treaties", i Washington DC og besatte regeringens Bureau for Indianske Anliggenders kontor. I 1973 gik FBI til angreb på AIM-aktivister i Pine Ridge og belejrede reservatet i 71 dage. I de næste tre år var indfødte aktivister i regulær borgerkrig med FBI og stammens myndigheder i Pine Ridge. I løbet af denne periode blev mindst 61 medlemmer og tilhængere af AIM dræbt, enten direkte af FBI, eller indirekte af deres indianske støtter fra en gruppe der kalder sig "Guardians of the Oglala Nation" – de har fået det passende øgenavn "Goons", der betyder lejemordere.

Forskerne Bruce Johansen og Roberto Maestas konkluderede i 1979, at selv hvis man kun tog dokumenterede politiske dødsfald i 3-års-perioden fra 1. marts 1973 til 1. marts 1976 i betragtning, var tallet for politiske drab blandt de 10.000 indfødte amerikanere forholdsmæssigt "næsten det samme som tallet for drab i Chile i de tre år efter et militærkup støttet af USA, afsatte og dræbte præsident Salvador Allende".

AIM blev smadret af ren og skær undertrykkelse. Den mest kendte leder, Leonard Peltier, sidder stadig og er ved at rådne op i en fængselscelle mere end 20 år senere på en opdigtet mordanklage.

Som AIM's forsvarsadvokat, Kenneth Stem, der har rejst rundt i reservatet flere år efter FBI's besættelse, beskriver det: "Vi hørte adskillige rædselshistorier på vores rejse ... om "Goons" der skyder på gamle mennesker, om FBI's invasion af Oglala, der mest mindede om en krigsscene fra Vietnam. Alle levede i konstant frygt for at blive slået ihjel. Selv så mange år efter huskes rædslerne tydeligt. Unge mænd og kvinder hev op i deres bukser og kjoler og viste os de ar, de havde fået som børn – fra geværkugler."

Undertrykkelsen af de indfødte amerikanere er ikke at finde i de amerikanske historiebøger, og de bliver ignoreret af de fleste medier. At udstille den ville være at blotlægge det kapitalistiske systems barbari. De lidelser, Oglala Siouxerne fra Pine Ridge har været og stadig bliver udsat for, viser tydeligt, hvorfor kapitalismen skal fjernes, hvis de indfødte amerikanere nogensinde skal opnå retfærdighed.

Sharon Smith