Kampen for nedsættelse af arbejdstiden har rødder helt tilbage fra kapitalismens start. Lene Junker skriver her om dens historie og centrale betydning for arbejderklassen

Selv om fagtoppen har ignoreret kravet om kortere arbejdstid i de igangværende overenskomstforhandlinger, så er kravet meget populært blandt arbejderne på gulvplan. Det viser bl.a. underskriftindsamlinger, der er organiseret af aktive arbejdspladser.

Der er mange gode grunde til at gøre et indhug i arbejdstiden nu. Arbejdstempoet er blevet presset i vejret, og anvendelsen af skiftehold er blevet mere udbredt. Samtidig er flere kommet i arbejde, og arbejdsgiverne har tjent mange penge de sidste par år. Så frygten for at blive fyret, hvis man stiller krav, er blevet mindre, og arbejdsgiverne kan dårligt undskylde sig med, at de ikke har råd.

Kampen om arbejdstiden er lige så gammel som kapitalismen selv. I kapitalismens barndom forsøgte kapitalisterne at gøre arbejdsdagen længere. En arbejdsdag på 12-14 timer også for kvinder og børn var almindelig.

Karl Marx forklarede i Kapitalen, hvorfor kampen om arbejdstiden var så vigtig. Kapitalisterne har i princippet kun to muligheder for at øge udbytningen af arbejderklassen. Enten kunne arbejdstempoet inden for den gældende arbejdstid sættes i vejret, det kaldte Marx den relative merværdi. Eller arbejdstiden kunne sættes op. Det kaldte Marx for den absolutte merværdi. Når arbejderklassen slås for kortere arbejdstid er de i færd med at angribe selve udbytningforholdet, som er nerven i kapitalismen. Engels forklarede det sådan:

"Kapitalisten er interesseret i, at arbejdsdagen bliver gjort så lang som mulig. Jo længere den er, desto mere merværdi frembringer den. Arbejderen har den rigtige fornemmelse, at hver times arbejde, som han arbejder udover at erstatte arbejdslønnen, berøves ham uretmæssigt; han må på sin egen krop føle, hvad det vil sige at arbejde længe. Kapitalisten kæmper for sin profit, arbejderen for sin sundhed, for et par timers daglig hvile, for udover arbejde, søvn og mad også på anden måde at leve som menneske."
(Marx og Engels' Udvalgte Skrifter, bind 1, side 461)

Mellem 1830erne og 1870erne stod kampen om 10-timers og 9-timers arbejdsdagen, som bl.a. i England resulterede i fabrikslove, der lagde loft over arbejdstiden. Og fra 1880erne startede en international kampagne for en 8-timers arbejdsdag.

 

Det var Socialist-kongressen i Paris i 1889, som gav kampen for 8-timers dagen fælles afsæt. Kongressen vedtog, at tiden var inde til at sætte grænser for virkningerne af den kapitalistiske produktionsmetode og standse den stigende udbytning af arbejderklassen. Der blev opstillet en række krav om begrænsning af børnearbejde, forbud mod natarbejde osv. Størst betydning fik dog vedtagelsen af en international arbejdermanifestation den 1. maj, hvor arbejderne skulle demonstrere for kravet om en 8 timers arbejdsdag.

Også i Danmark satte Socialist-kongressen gang i kampen for 8 timers dagen, og året efter stod kravet om 8 timers arbejde – 8 timers frihed – 8 timers hvile i centrum for l. maj møderne. Socialdemokratiets avis Socialdemokraten argumenterede for, at en kortere arbejdstid ville bringe flere i arbejde. Og man underbyggede yderligere kravet ud fra et sundhedsmæssigt og uddannelsesmæssigt aspekt: "Med en kortere arbejdstid ville der levnes arbejderen mere tid sammen med familien, og arbejderklassens moralske og intellektuelle stilling kunne fremmes."

Men først i 1918 kom 8-timers dagen inden for rækkevidde. Danske arbejdere havde lidt afsavn pga. l. verdenskrig og følte, at tiden var inde til at indhente det forsømte.

Det var først de københavnske murersvende, som rejste kravet overfor mestrene. Og da forhandlingerne gik for sløvt, begyndte de på nogle arbejdspladser selv at nedlægge arbejdet lørdag kl. 12. Dette bredte sig til flere arbejdspladser og andre fagforeninger i sommeren 1918. Trods det, at de blev idømt bod og senere skærpet bod, fortsatte de arbejdsnedlæggelserne. Kravet var så populært i arbejderklassen, at DsF (det daværende LO) og Socialdemokratiet følte sig nødsaget til at rejse det igen af frygt for at miste opbakning. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier gav efter, fordi de frygtede flere strejker og mere social uro. Så i februar 1919 blev 8-timers dagen indført ved lov i Rigsdagen, og i maj 1919 blev der indgået en aftale mellem DsF og Dansk Arbejdsgiverforening. Tendensen var international. Også i Tyskland, Norge og Sverige blev 8-timers dagen indført i 1918-1919. (Erhvervshistorisk Årbog, 1972)

Først efter 2. verdenskrig, da det lange boom startede sidst i 50erne, skete der igen en nedsættelse af arbejdstiden i Danmark. I 1960 blev arbejdstiden nedsat til 45 timer om ugen, i 1969 til 41 3/4 timer og i 1973 til 40 timer.

Midt i 70erne blev kravet om nedsat arbejdstid rejst påny – denne gang en 7 timers arbejdsdag og en 35 timers arbejdsuge. Kravet skal ses på baggrund af den stigende arbejdsløshed, mere skiftehold og den almindelige tempoopskruning, som fandt sted.

Trods det, at kravene blev rejst massivt fra arbejdspladserne, nåede de aldrig frem til forhandlingsbordene. Topforhandlerne i forbundene var hverken enige i eller følte sig presset til at føre 35 timers kravet frem. Værftsarbejderne på B&W i København forsøgte i 1976 at gå i spidsen ved selv at nedsætte arbejdstiden og gå hjem efter 35 timers arbejdsuge. Men de fik ikke som murersvendene i 1918 held til at trække flere med i aktionen, og den gik i sig selv igen. Men kravet om 35 timers arbejdsuge havde stadig stor opbakning på gulvplan.

Da den borgerlige regering i 1985 lavede et lovingreb i overenskomstforhandlingerne, som udløste en af de største massestrejker i Danmark, var den eneste kompensation til arbejderklassen en nedsættelse af arbejdsugen til 39 timer. I 1987, hvor arbejdsgiverne stadig var skræmte efter massestrejken i 1985 overenskomsterne, blev 37 timers arbejdsugen indført i overenskomsterne.

Men siden har frygten for arbejdsløshed og arbejdsgivernes krav om større fleksibilitet og mere overarbejde betydet, at den reelle arbejdstid er steget fx i England til gennemsnitlig 43,4 timer ugentlig og i EU som helhed til 40,3 timer. Det er især grupper som ingeniører, magistre, EDB-folk, som må holde for. EDB-fagets fagforening, Prosa, tabte en lang strejke imod "ingen højeste arbejdstid" og magistrene taler om fænomenet SKUM (selvbestaltet, karrierefremmende, ubetalt merarbejde). Endvidere fremgår det af Dansk Arbejdsgiverforenings statistik, at de planlægger mellem 67.000 og 100.000 overarbejdstimer i kvartalet!

Ifølge Statistisk Årbog fremgår det, at fire pct. af de privatansatte arbejder mere end 48 timer om ugen, hvilket er EUs maximumsgrænse. Der findes ikke en samlet opgørelse over overarbejdet i Danmark. Men ovenstående eksempler tyder på, at tallet er højt, og der kunne oprettes mange regulære arbejdspladser, hvis overarbejdet blev afskaffet.

Det er ikke underligt, at de århusianske skraldemænd blev populære, da de i 1994 præsenterede deres "Skraldemandsmodel". På en enkelt måde fik ønsket om "Tid til mere – job til flere" ben at gå på. Og mange var med på idéen. 81 pct. syntes ifølge Gallup, at det var en god idé, og mere end 150 arbejdspladser nåede at benytte sig af ordningen, inden arbejdsminister Jytte Andersen kvalte den. Inden for metalindustrien forsøgte man også at sejle op imod tendensen til mere fleksibilitet og overarbejde. Utilfredsheden med Metaltoppens accept af mere fleksibilitet var så stor, at nogle arbejdspladser strejkede i protest mod deres egen fagforening.

I foråret 1997 startede et nyt initiativ på tværs af arbejdspladser under industrioverenskomsten en kampagne for kortere arbejdstid. De startede en underskriftsindsamling for kortere arbejdstid, især på skiftehold, længere ferie og afspadsering af alt overarbejde. I alt 80 arbejdspladser samlede tilsammen 7.300 underskrifter ind. I november 1997 blev der holdt en konference, hvor der især blev sat fokus på de sundhedsmæssige gener ved skifteholdsarbejde og lange arbejdsdage.

Miljøkonsulent i SID, Thora Brendstrup redegjorde for, hvad man i dag ved om det (CASA-rapport fra november 1997). Her skal fremhæves at:

Der findes ikke undersøgelser over, hvad arbejdsdage, der overstiger 8 timer, betyder for helbredet bortset fra mere slid på knogler, muskler og led. Men i Japan har man konstateret forhøjet blodtryk hos folk, som arbejder mere end 60 timer ugentlig. Der har man også rapporter om unge mennesker, som pludselig dør på jobbet af hjertekredsløbssygdomme.

Skifteholdsarbejde giver søvnforstyrelser og træthed for 60-70 pct. vedkommende. Træthed betyder generelt flere ulykker. Skiftehold betyder også større sygelighed. Det er først og fremmest mavesår, men også øget risiko for hjerte-karsygdomme.

Nedsættelse af arbejdstiden især på skiftehold vil formindske nedslidningen og risikoen for at blive syg af sit arbejde. Det er reelt også den bedste løsning på at få ældre arbejdere til at blive på arbejdsmarkedet. Og på at gøre det muligt for børneforældre, folk med sociale problemer eller folk, som ønsker at være engageret i deres fritid, at være på arbejdsmarkedet. Alternativet er regeringens særlige ordninger: skånejob til en løn under overenskomstniveau eller aktivering på dagpenge eller kontanthjælp.

Der er råd til en nedsat arbejdstid og til solidariske løsninger for det store flertal. Fabrikssamarbejdet i Horsens, som er et samarbejde mellem de lokale fagforeninger, der har overenskomster indenfor industriområdet, har beregnet, at gennemførelsen af 6 ugers ferie, 35 timers arbejdsuge, 30 timer for skiftehold samt afspadsering af alt overarbejde vil betyde 200.000 flere i arbejde og forøge de samlede lønudgifter med ca. fem pct. Men da det gør indhug på kapitalisternes profit, lader arbejdsgiverne sig ikke overbevise af gode argumenter. Kun hvis arbejderklassen sætter magt bag kravet.

Overalt i Europa er arbejdstiden igen på dagsordenen. I Frankrig sagde premierminister Lionel Jospin først nej til de arbejdsløse, men vedvarende aktioner og en klar opbakning i den franske befolkning fik Jospin til at indføre 35 timers arbejdsuge ved lov.