En ny bog af hjerneforskeren Steven Rose tilbageviser den ellers meget moderne opfattelse af, at det er generne, der bestemmer vores liv.

Forestillingen om, at alle biologiske skabninger – inklusive mennesket – blot er slaver af deres gener, er blevet mere og mere almindelig i de seneste årtier. Det er måske ikke så overraskende, at "populærvidenskabens" journalister fremfører den idé, idet den giver spektakulære overskrifter – fx at der findes et "bøssegen," at sorte er "genetisk underudviklede," at kriminalitet skyldes generne.

Men det er mere overraskende, at der findes seriøse biologer, som er med til at fremme den opfattelse. For hele ideen om, at menneskelige karaktertræk kan knyttes til enkelte gener og, at generne i øvrigt fungerer som en altdominerende kommandocentral, er videnskabeligt set yderst tvivlsom.

Heldigvis findes der en mindre gruppe biologer, der fører en heftig kamp mod den biologiske determinisme, dvs. ideen om, at alt ved mennesket kan reduceres til ren biologi. En af dem er den engelske hjerneforsker Steven Rose, som gennem mere end 20 år har argumenteret imod, at levende organismer betragtes som slaver af generne og blindt adlyder det program, som er indskrevet i DNA-koden.

I bøger som Against Biological Determinism, Not in Our Genes og The Making of Memory samt i en lang række artikler har Rose udfordret den biologiske determinisme. Hans seneste bog, Lifelines, er på mange måder en opdatering af tidligere arbejder, men den er også et forsøg på at formulere et filosofisk alternativ til den biologiske determinisme. Dermed er Lifelines også en bog om videnskabsfilosofi, der må vække interesse ud over snævre fagspecifikke kredse.

Steven Rose véd, hvad han taler om. Som professor i biologi med en lang karriere i grundforskning bag sig har han alle de interne diskussioner blandt biologer tæt inde på livet og kan dermed fremføre sine synspunkter med stor autoritet. Han er derfor også en hyppig gæst i bl.a. BBC som kritiker af genforskernes nyeste påfund.

En af Roses pointer i Lifelines er at tilbagevise forestillingen om gener som "biologiens atomer," dvs. som de grundlæggende enheder hvorom alt liv er opbygget og er afhængigt af.

Rose argumenterer ikke for, at gener er uden betydning, men at de kun har mening i den sammenhæng af biologiske processer, som de indgår i. Et af Roses egne eksempler er, at et relativt simpelt træk som blå øjne ikke uden videre kan sammenkædes med ét enkelt gen: Øjets farve afhænger af tilstedeværelse eller fravær af bestemte pigmenter. Disse pigmenter produceres gennem en lang serie af kemiske reaktioner, og hver reaktion er afhængig af bestemte enzymer. Fravær af et eller flere af disse enzymer kan medføre, at en person får blå øjne.

Men hele denne serie af kemiske processer betyder, at i stedet for at tale om "et gen for blå øjne" må man omskrive det til "et eller flere gener i hvis fravær produktionen af pigment i øjnene standser på et bestemt stadie."

Ydermere peger Rose på forsøg, som har vist, at gener, som man ellers mente spillede en vital rolle, kunne undværes, uden at det førte til synlige ændringer i forsøgsdyrets udseende eller adfærd. Roses pointe er ikke, at generne er uden betydning, men at organismen kan udvikle sig ad forskellige veje og alligevel nå det samme mål. Dette er, hvad Rose kalder "funktionel redundans," altså at "koden" for bestemte træk ikke er entydig, men kan skrives op på flere forskellige måder. Den afgørende pointe er, at generne ikke er eneherskere, men indgår i en kompleksitet med omgivelserne – hvadenten omgivelserne så er andre gener, enzymer eller forhold, som ligger helt udenfor organismen.

Men Rose går videre end blot at problematisere den måde, som biologer bruger gener som forklaringsmodel. Han peger på, at hele opfattelsen af "ét gen – ét karaktertræk" har nogle vigtige politiske konsekvenser.

Det sker for eksempel, når forskere prøver at sammenkæde aggressiv adfærd med bestemte gener. Det rejser to problemer. For det første er det givne karaktertræk, her aggressivitet, bestemt ikke entydigt. I en meget berømt undersøgelse, Brunner-undersøgelsen, som også har været omtalt i dansk tv, mente forskerne at have fundet frem til en bestemt familie, hvor de mandlige medlemmer gennem tre generationer udviste voldelig adfærd, også selvom de ikke delte opvækstbetingelser. Det skulle sandsynliggøre, at aggressivitet er arveligt og dermed genetisk bestemt. Men i undersøgelsen var mange forskellige typer af adfærd sammenfattet under begrebet aggressivitet: "aggressive udbrud, brandstiftelse, voldtægtsforsøg og ekshibitionisme."

Ikke engang hver for sig kan disse typer af adfærd siges at være entydige – fx må omstændighederne omkring et "aggressivt udbrud" være afgørende for, hvorvidt der er tale om en egenskab ved individet eller en egenskab ved omgivelserne. Men når man så oven i købet slår dem sammen i én type adfærd, så ender man med en teori, der har bevist sig selv på forhånd.

Det andet problem er, at sammenkædningen mellem gener og adfærd betyder, at ressourcerne til at løse problemer som fx vold kanaliseres de forkerte steder hen. Hvis der virkelig fandtes et volds-gen, så ville det være mest produktivt for samfundet at investere i at udforske genetikken. Men problemet er, siger Rose, at der er en række samfundsmæssige forhold, som er mere nærliggende at ændre – i USA fx tilstedeværelsen af 280 millioner håndvåben. Pointen hos Rose er her, at teorien om gener bliver strakt langt ud over, hvad den overhovedet kan forklare, og det fører til, at de politiske indgreb bliver rettet forkert. En dårlig teori fører til en dårlig praksis.

Martin Johansen

Lifelines
Steven Rose
Allen Lane (1997)
335 sider, £20