I Socialdemokratiets forsøg på at sælge EU-projektet til vælgerne er et centralt tema, hvorvidt EU kan sikre velfærdssamfundet. Tom Christiansen forklarer, hvorfor EU aldrig ville kunne tjene arbejdernes interesser og, at alternativet til EU ikke behøver at være nationalisme

De danske arbejdsgivere og politikeres vanskeligheder med at skaffe et flertal for Maastricht-aftalen ved EU-afstemningen i 1992 og 1993 lå først og fremmest i, at mange socialdemokratiske vælgere var mere end skeptiske overfor et EU-projekt, hvor Venstres formand og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen stod som den fremmeste bannerfører.

Derfor har Socialdemokratiet i dag travlt med, inden afstemningen om Amsterdamtraktaten i maj i år, at overbevise sine vælgere om, at EU egentlig er et socialdemokratisk projekt, der vil gøre det muligt at bevare velfærdssamfundet.

Centralt står ikke mindst argumentet om, at EU i en globaliseret verden kan regulere markedsøkonomien mere effektivt, end den enkelte nationalstat kan. I 1994 udtalte finansminister Mogens Lykketoft i et interview i Politiken, at sammenslutningen i EU betød, at man ikke længere var tvunget til at gennemføre en monetaristisk nedskæringspolitik på de offentlige udgifter:

"Danmark har på grund af en stærk betalingsbalance selv kunnet stimulere økonomien på den gode gamle keynesianske facon. Men som en del af en åben økonomi kan vi ikke gøre det år efter år. Derimod har Europa som helhed helt andre muligheder. 93 procent af samhandlen i Vesteuropa sker med hinanden.

For hver krone vi investerer i EU i uddannelse, telekommunikation og infrastruktur, kommer de 93 øre tilbage som øget købekraft. Pointen er, at hvis EU gjorde det i fællesskab ville beskæftigelsen stige og underskuddene falde."

Med andre ord kan den socialdemokratiske velfærdspolitik fra før den økonomiske krises gennemslag i 1973 stadig gennemføres på et ansvarligt økonomisk grundlag, hvis bare det sker i EU-regi. Når det ikke hidtil var sket, hang det for Mogens Lykketoft bl.a. sammen med, at der "sidder for mange konservative finansministre" i ministerrådet. Siden da er mange af de konservative finansministre skiftet ud med socialdemokratiske.

Alligevel er der ikke kommet gang i en europæisk udpumpningspolitik. Tværtimod fortsætter fx den nuværende Labour-regering i Storbritannien den forgående konservative regerings angreb på velfærdsstaten bl.a. med angreb på bistandshjælpen til enlige mødre. I Frankrig er det kun gennem stærke mobiliseringer af arbejdsløse med støtte i det meste af arbejderklassen lykkedes at presse den socialistiske regering til små indrømmelser.

Grunden er, at forhindringerne for at gennemføre en EU-velfærdspolitik er meget mere end ideologiske. Velfærdssamfundet har aldrig været en del af den herskende klasses EU-projekt. Og selvom det havde været det, ville de interne modsætninger mellem de herskende klasser i EU være for store til, at en fælles pengeudpumpning kunne finde sted.

Lige fra første færd har hele tanken om en europæisk integration bygget på et ønske om at gøre europæisk kapital konkurrencedygtig på verdensplan. Efter 2. Verdenskrig havde Vesteuropa tabt sin førerposition militært såvel som økonomisk, og ingen af selv de største lande kunne alene konkurrere med fx de multinationale koncerner i USA. På samme tid startede det internationale økonomiske boom, hvilket fik samhandlen mellem de seks lande, Frankrig, Italien, Vesttyskland, Holland, Belgien og Luxemburg, der i 1957 indgik Rom-traktaten, til at vokse mere end noget andet sted.

Bag Rom-traktaten, som var stadfæstelsen af det europæiske fællesmarked (EF), lå selvfølgelig anerkendelsen af, at medlemslandenes industris konkurrenceevne ville vokse, hvis samhandlen flød nemmere. Men der lå også andre interesser bag. Den franske regering så den tættere alliance med Vesttyskland som en mulighed for at inddæmme den tyske økonomi, som hurtigt efter 2. Verdenskrig blev den dominerende i Europa. Omvendt så den herskende klasse i Vesttyskland alliancen som garanten for forbundsrepublikkens sikkerhed.

Også USA så en interesse i den europæiske integration, selvom et stærkere Europa ville tilskynde en protektionistisk politik, som ville holde amerikanske varer ude. Den herskende klasse i USA mente, at et økonomisk stærkt Vesteuropa var en meget vigtig brik i opbygningen af NATO-forsvaret. Så EF's start var ikke et udtryk for, at de nationale modsætninger i Europa på nogen måde var blevet mindsket, tværtimod blev det formet i forlængelse af skabelsen af den nye imperialistiske verdensorden efter 2. Verdenskrig.

Storbritannien valgte i første omgang at stå uden for EF, fordi den britiske herskende klasse satte sin lid til sin egen kolonimagt. Storbritannien var Danmarks vigtigste eksportmarked for landbrugsvarer, og derfor valgte den herskende klasse her at stå udenfor, så længe Storbritannien gjorde det samme. Men da det britiske koloniherredømme efterhånden smuldrede, søgte Storbritannien om optagelse fra januar 1973, og det samme gjorde Danmark derfor også.

Men begyndelsen af 1970erne blev ikke bare tiden, hvor nye lande blev optaget under Rom-traktaten. Det var også perioden, hvor efterkrigstidens økonomiske boom slog over i stagnation og krise. De dårlige økonomiske konjunkturer ramte først og fremmest USA og ændrede det økonomiske styrkeforhold især til Vesttysklands og Japans fordel. Hvilket fx kom til udtryk ved, at Bretton Wood-aftalen, som hidtil havde bundet de europæiske valutaer til dollaren, brød sammen.

Europa forsøgte allerede i 1972 at fylde tomrummet op efter USA's økonomiske svækkelse ved at oprette den europæiske valutaslange, som skulle blive forløberen for ØMU'en. Men den økonomiske krise rev hurtigt de europæiske valutaer fra hinanden.

I 1978 blev forsøget på at koordinere de europæiske valutaer genoptaget i form af det europæiske monetære system (EMSen). I praksis viste EMSen sig at være for den vesttyske mark, hvad Bretton Wood havde været for dollaren. De andre valutaer var op imod den stærke D-mark, og den tyske Bundesbank fik en afgørende indflydelse på valutapolitikken i hele Europa.

Efter revolutionerne i Østeuropa og Tysklands genforening i 1989 blev det forenede Tysklands position styrket yderligere. Frankrig og Italien bakkede op om forslaget fra Jacques Delors, formand for EF-kommissionen, om en fælles europæisk valuta, og en fælles europæisk centralbank for at få mere kontrol med den valutapolitik, der i realiteten blev dikteret fra Frankfurt, hvor den tyske nationalbank ligger. Derfor var den tyske nationalbank oprindeligt modstander af euroen.

Men den modstand blev imidlertid formildet af et løfte om at knytte nogle stramme økonomiske kriterier til deltagelsen i den fælles valuta. Den tyske nationalbank behøvede derfor ikke længere at frygte, at den tyske mark blev trukket ned af de dårlige økonomier i især de sydeuropæiske lande.

Et kompromis som siden har voldt de europæiske herskende klasser store problemer. For det første har kriterierne vist sig at være for skrappe selv for den tyske regering, der i sin tid stod bag dem. Den tyske arbejdsløshed nærmer sig i dag 5 millioner og er højere end i 1933, det år Hitler kom til magten.

Udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse har derfor fået underskuddet på de tyske finanser til at overstige de tre procent, der var forudsat i kriterierne. Fortolkningen af kriterierne har derfor ført til dybe splittelser mellem de herskende klasser. Ikke mindst Italien, bakket op af Frankrig, har arbejdet for en lempelse af kriterierne for selv at kunne komme med. Og diverse regeringer, inklusive den tyske finansminister Theodor Waigel, er blevet grebet i forsøg på kreativ bogføring, som skulle pynte så meget på regnskaberne, at økonomien lå indenfor konvergenskriterierne.

For det andet betød indførelsen af konvergenskravene, at de fleste medlemslande måtte forsøge drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter.

Det har forhindret regeringerne i at sætte gang i økonomien ved at øge de offentlige udgifter og føre den velfærdspolitik, som Mogens Lykketoft har visioner om. Men fraskrivelsen af muligheden for at skabe bare en minimal vækst gennem pengeudpumpning skulle vise sig at være det mindste problem for de herskende klasser. Langt alvorligere for dem var, at de, der skulle betale for nedskæringerne, nemlig arbejderklassen og først og fremmest de offentligt ansatte, ikke var parate til det.

Den daværende konservative franske premierminister Alain Juppés plan om at skære bl.a. i pensionerne udløste i december 1995 en storstrejke blandt de offentligt ansatte, som ikke alene tvang Juppé til at trække væsentlige dele af sin plan tilbage, men også har udløst en selvtillid og kampiver i den franske arbejderklasse, som næsten dagligt fører til strejker og protestaktioner.

I Tyskland forsøgte regeringen at gennemføre en forringelse af sygedagpengene året efter. Men da arbejdsgiverne på Daimler-Benz forsøgte at udnytte forringelsen blev virksomheden ramt af bølger af strejker og de måtte bøje sig for arbejdernes krav.

At modstanden mod EU's politik på ingen måde behøver at være nationalistisk, viste bilarbejderne på Renaults fabrikker rundt om i Europa. Da ledelsen i Renault i marts 1997 annoncerede, at de ville lukke deres fabrik i Vilvoorde i Belgien for at oprette en ny med EU-tilskud i Spanien gik 20.000 arbejderne fra de andre Renualtfabrikker i Frankrig, Belgien og Spanien ud i det, der er blevet kaldt den første eurostrejke, i sympati med deres kolleger fra Vilvoorde.

16. marts gennemførte 70.000 flamske, vallonske, franske, italienske og hollandske fagforeningsaktivister en demonstration i Bruxelles til støtte for de kæmpende bilarbejdere.

Skabelsen af den europæiske union er en vanskelig manøvre for den herskende klasse. Ganske vist er det meningen, at EU skal bruges til at samle kapitalens ressourcerne i Europa. Men på den anden side eksisterer de nationale modsætninger stadig og truer til tider med at sprænge samarbejdet som fx da bunden i 1992 gik ud af EMSen og tvang de enkelte lande til at redde sig selv.

Alt hvad EU gør, er kompromiser afstemt efter medlemslandenes egeninteresser. Derfor kan Lykketofts vision om et europæisk velfærdssamfund med fuld beskæftigelse ikke lade sig realisere indenfor EU. Tværtimod har regeringerne i EU ført den stik modsatte politik.

Fra den anden side er EU-planerne presset af en europæisk arbejderklasse, der i mindre og mindre grad ønsker at betale for de herskendes klassers euro-planer og i højere grad opdager sine fælles interesser med deres kolleger i de andre EU-lande.

Den modstand mod EU er meget mere værd end den nationalistiske og til tider fremmedfjendske EU-modstand, der efterhånden har sneget sig ind i modstander-organisationerne.