Kodeord: Marx – nye læsninger
red. Mads P. Sørensen, Peter Bjørntoft, Ulf V. Olsen
Forlaget Modtryk
158 sider, 148 kr.

Det er interessant, at Forlaget Modtryk før årsskiftet udgav Kodeord: Marx – nye læsninger. Man må formode at forlagets initiativ skyldes en voksende interesse for Marx. Det er også glædeligt, at bogens forfattere klart slår fast, at Stalin og Mao intet har med marxisme at gøre. Men så er det positive også sagt.

Allerede i bogens forord begynder alarmklokkerne at ringe. Her udtrykker bogens redaktørgruppe sit mål ved at citere Hans-Jørgen Schantz, der er professor ved Århus universitet: "Måske vil den tid komme, da også Marx kan læses og diskuteres som ethvert andet filosofisk værk." Ønsket kan være forståeligt i den forstand, at mange af Marx' (og Engels') indsigter går tabt i universitetsverdenens angst for at blive gjort til talsmænd for stalinismens forbrydelser.

Men der ligger et grundlæggende problem i at adskille Marx' filosofi fra Marx' politik. Det var helt fundamentalt hos Marx at betragte verden som befindende sig i en proces af konstant forandring. Derfor var filosofi og politik, forståelse og forandring, tæt forbundne hos Marx: Man forstår verden for at forandre den. Det er heri, at radikaliteten hos Marx ligger – og det er af samme grund, at Marx altid har været kontroversiel og hadet af vor tids magthavere.

I bogens første tekst forsøger den århusianske professor Hans-Jørgen Schantz at inddæmme rækkevidden af Marx' teorier. Professor Schantz mener, Marx begår en "fatal brøler eller en naiv drøm," fordi han i fx Det Kommunistiske Manifest beskriver, hvor vigtig privatejendommen har været for udviklingen af det moderne samfund, men alligevel ønsker at ophæve den private ejendomsret. Schantz bruger her den østeuropæiske "socialisme" som argument mod Marx, på trods af at han få sider før har pointeret, at der ikke er nogen logisk forbindelse mellem Marx og Stalin.

Schantz mener, at opretholdelse af privatejendom er en forudsætning for at bevare individualiteten. Men hans eget argument viser, hvor indsnævret hans udsyn er: "... ophæves privatejendom, så er der kun en mulighed, nemlig total økonomisk plan og kontrol." Men menneskets historie har vist, at der er andre muligheder. I menneskehedens barndom levede mennesker faktisk i urkommunistiske samfund uden privatejendom og uden 'total økonomisk plan og kontrol.'

Schantz er dog i det mindste konsekvent i sin præsentation af en modvægt til Marx, idet han hiver ultraliberalisten von Hayek frem, bl.a. med følgende citat: "Hvem vil benægte, at en verden, hvor de rige har magten, trods alt er en bedre verden end en sådan, hvor kun de, som allerede er mægtige, kan blive rige." Men for det første kunne man spørge: Ville det ikke være bedre med en verden, hvor selve begrebet rigdom (i økonomisk forstand) bliver gjort meningsløst? For det andet er det netop et kendetegn ved kapitalismen, at kun de rige har magten og kun de mægtige kan blive rige.

De øvrige bidrag i bogen retter desværre ikke op på Schantz' indledning. Et bidrag af Mads P. Sørensen er tager udgangspunkt i den sociale indignation, forargelsen over tingenes tilstand. Det er der ikke noget galt med, men han gør det, fordi han mener, revolution ikke længere er nødvendig. I stedet skal man være "pragmatisk", dvs. søge indflydelse, indgå kompromiser med kapitalisterne, holde sig til reformer. Ikke nogen synderlig original tilgang til emnet – den blev allerede præsenteret i langt flere detaljer for 100 år siden af Bernstein og tilbagevist med al ønskelig tydelighed af Rosa Luxemburg.

Ulf V. Olsens bidrag er egentlig det mest sympatiske i bogen. Olsens udgangspunkt er også den sociale indignation og i modsætning til de øvrige bidrag et reelt ønske om at forandre verden. Olsen mener, at Marx' merværditeori er ubrugelig som kritik af kapitalismen. Merværditeorien fastslog i korte træk, at kilden til kapitalisternes rigdomme ligger i, at arbejderen gennem sit arbejde kunne producere mere, end han selv havde brug for.

Men det er forkert at gøre denne teori til Marx' udgangspunkt i kritikken af samfundet. Marx' brugte ganske vist ofte betegnelsen "tyveri" om kapitalisternes tilranen af merværdien, men det har været særdeles omdiskuteret, om der var tale om andet end retoriske bemærkninger. Marx' udgangspunkt var, at det kapitalistiske samfund ville udvikle sig i retning af "en revolutionær forandring af samfundet eller de kæmpende klassers fælles undergang." Og netop fordi udviklingen kunne gå i retning af såvel barbari som socialisme, så var det for Marx afgørende at kæmpe for socialismen. Merværditeoriens status er snarere at tjene til at forklare mekanismerne i kapitalismens udvikling – at kapitalismen i sin jagt på højere profit er nødt til at presse arbejderne og dermed skaber grundlaget for samfundsmæssige modsætninger.

Marx' udgangspunkt er således ikke moralsk, som Ulf V. Olsen vil gøre det til, men politisk – et spørgsmål om hele samfundets fremtid.

Afslutningsvis må man sige, at det er naturligvis positivt, at skribenterne overhovedet gider beskæftige sig seriøst med Marx. Men på den anden side må man konstatere, at det drejer sig om et makværk om Marx – forfatterne er langt mere optaget af at forandre Marx end at forstå ham.

Frank Antonsen