Forskellen på de rige og de fattige lande bliver stadigt større. Martin Johansen forklarer, hvordan ulandsbistanden altid har tjent Vestens egne interesser i stedet for ulandenes.

 

De danske regeringer plejer – uanset partifarve – ved højtidelige lejligheder at bryste sig af Danmarks gavmildhed overfor ulandene. Og faktisk er dette i god overensstemmelse med, at omkring 70 procent af befolkningen i Danmark støtter den danske ulandsbistand på cirka 10 milliarder kr.

Men mange ville formentlig blive chokeret, hvis de fik kendskab til hvor få af de mange penge, der overhovedet når frem til fattige og sultende mennesker. I to artikler i Jyllands-Posten (15. og 22. februar) bliver fordelingen af ulandshjælpen afdækket. Cirka halvdelen af de 10 mia. kr. går videre til internationale organisationer som FN og Verdensbanken. Den anden halvdel, 5,2 mia. kr., går til den bilaterale bistand, dvs. projekter der forhandles direkte mellem regeringen og ulandene.

Ideelt set foregår ulandsbistanden ved, at Folketinget bevilger pengene direkte til ulandene, mens Danida står for at iværksætte konkrete projekter. Men i praksis foregår det på den måde, at private danske firmaer kommer med konkrete forslag til bistandsprojekter, som de selv har en økonomisk interesse i at gennemføre. Mange af firmaerne har endda selv kontorer i de lande, der modtager mest ulandsbistand. Hele vejen igennem er det danske firmaer, som er involveret i projekterne – rådgivende ingeniørfirmaer, entreprenører, konsulentfirmaer, leverandører af maskiner og udstyr. Det betød i 1996 et direkte tilskud til dansk erhvervsliv på 1,9 mia. kr. forklædt som ulandshjælp.

Dertil kommer andre 1,8 mia. kr., som bliver brugt til administration og på udgifter til flygtninge i Danmark. Tilbage er 1,8 mia. kr., der faktisk bliver sendt til ulandene.

Det kunne måske undskyldes, at ulandshjælpen bliver brugt som indirekte erhvervsstøtte, hvis de mange projekter blev gennemført ordentligt. Men fordi de færreste opgaver bliver udbudt i licitation, så tager de private firmaer tit overpris for deres arbejde, helt op til 40 pct. Ydermere er mange af projekterne fyldt med fejl. En vejbygningsekspert, der har vurderet en række projekter, udtaler således: "Der sker så mange grove fejl, som bare får lov at slippe igennem, fordi ingeniørvirksomhederne beskytter hinanden ... Det er ganske enkelt noget svineri, for det går ud over ulandene. De får en langt dårligere kvalitet af veje, bygninger og andre anlæg, end de var blevet lovet."

At ulandshjælpen ikke sker af filantropiske grunde, bliver også dokumenteret i en ny bog, The Road to Hell, af journalisten og ulandseksperten Michael Maren. Han viser i bogen, hvordan hjælpen er en moderne form for kolonialisme og mest fungerer som et 'humant' røgslør over fastholdelsen af imperialistisk dominans.

Det er intet tilfælde, at de tre største modtagere af amerikansk fødevarehjælp i dag er præget af borgerkrig og hungersnød.

Hans mest slående eksempel er en rystende beretning om Somalia. Under den kolde krig sendte den amerikanske regering omfattende bistand til landet for at understøtte diktatoren Siyad Barré. Fødevarehjælp blev brugt til at forsyne Barrés soldater og betød desuden, at der opstod et lag af mennesker, der levede af at kanalisere fødevarehjælpen ud på det sorte marked. Hjælpeorganisationerne gjorde ingenting. Så længe de bare kunne slippe af med deres varer, så stillede de ingen spørgsmål.

De uafhængige hjælpeorganisationer (de såkaldte NGOer) spillede en central rolle i mishandlingen af Somalia. Når journalister ankom til hovedstaden Mogadishu, blev de af hjælpearbejderne ført ud til steder, hvor de kunne tage billeder af død og ødelæggelse, som tilbage i NGOernes hjemlande kunne bruges som propaganda for at skaffe yderligere bevillinger. Og dermed medvirkede de til at fastholde billedet af, at den 'vestlige civilisation' må gribe ind for at frelse afrikanerne fra deres egne fejltagelser.

I løbet af nogle år blev Somalia fuldstændig forandret af NGOerne. Huslejerne eksploderede i Mogadishu, fordi private hjælpeorganisationer overbød hinanden for at leje sig ind i de gamle palæer fra kolonitiden. 'Bistandsindustrien' blev efterhånden så omfattende, at den i starten af 1990erne udgjorde to tredjedele af Somalias økonomi. Et land, som tidligere havde været i stand til at brødføde sig selv, var nu blevet næsten totalt afhængig af ulandshjælp, og forskellige fraktioner begyndte at slås indbyrdes for at få kontrol over nødhjælpsforsyningerne.

I 1988 udviklede det sig til borgerkrig. Titusindvis af mennesker blev dræbt, endnu flere blev flygtninge, og der var omfattende hungersnød. I midten af 1992 var hungersnøden ved at forsvinde, og forholdene forbedrede sig. Alligevel besluttede den amerikanske præsident Bush mod slutningen af året, at det var nødvendigt med militær intervention for at 'redde' Somalia. I oktober 1993 blev 700 somaliere slået ihjel af amerikanske soldater i et mislykket forsøg på at arrestere oppositionslederen general Aydeed. Fem måneder senere trak de amerikanske tropper sig ud, efterladende et land i ruiner. Over fire milliarder dollars var indtil da blevet brugt på ulandshjælp i Somalia, men i dag er situationen for de fleste mennesker i landet umådeligt meget ringere, end før nødhjælpen ankom.

Den amerikanske regering har siden Anden Verdenskrig klart vist, hvordan man bruger fødevarehjælp til at fremme imperialistiske interesser. Efter krigen stod regeringen med det 'problem,' at der var overskud af korn. I en fornuftig verden ville overskuddet betyde adgang til billige og rigelige fødevarer for alle mennesker. Men under kapitalismen findes den mulighed ikke – lavere priser ville betyde lavere profit.

I starten blev overskuddet opmagasineret. Men i starten af 1950erne var lagrene overfyldte, og kornet rådnede. Regeringen måtte skabe en efterspørgsel, og da Europa ikke havde brug for korn, så var der kun ét sted at afsætte det: Den tredje verden. Nu var problemet, at mange af de nye stater, som var ved at gøre sig fri af kolonialismen, kun havde små reserver af fremmed valuta, og de amerikanske korneksportører var ikke interesseret i at blive betalt i staternes egne valutaer.

Redskabet til at afsætte kornet var den såkaldte 'Public Law 480' fra 1954, som frejdigt erklærede, at dens formål var at "gøre maksimalt brug af overskydende landbrugsprodukter til at fremme USA's udenrigspolitik." I 1956 udgjorde handelen under denne lov 32 procent af den samlede fødevareeksport. Landbrugets indtægter steg i de første tre år med over 600 millioner dollars, da fødevarepriserne voksede.

Men USA's største fordel var en forøget international indflydelse i den post-koloniale verden. Senator Hubert Humphrey udtrykte i 1958 det således: "Der er brug for en større anerkendelse og brug af Public Law 480 som regeringens instrument til at føre en international økonomisk politik til fremme for vores udenrigspolitiske interesser, frem for den mere snævre brug af programmet som blot et middel til at skaffe sig af med overskydende landbrugsprodukter."

Præsident John F. Kennedy fulgte tråden op efter sin tiltrædelse i 1961. Han oprettede en ny institution, 'Fødevarer for Fred,' hvis formål var at oversvømme Vietnam med billige fødevarer (landet var ikke på dette tidspunkt præget af nød). Indtægterne blev primært brugt til at finansiere amerikanske tropper i regionen med det formål "at inddæmme kommunismen."

Det samme skete i det tidligere Zaire. USA oversvømmede landet med nødhjælp for at understøtte diktatoren Mobutu Sese Seko, der selv sørgede for at stikke fem milliarder dollars til side og forvandlede et af de potentielt rigeste lande i Afrika til et kaos af fattigdom og elendighed.

Mønstret fortsætter. Den amerikanske regering ønsker at skaffe sig indflydelse på regeringen i Nordkorea og er derfor for første gang begyndt at sende nødhjælp til landet. Israel modtager fortsat mere end 200 gange så meget bistand pr. indbygger som Bangladesh – på trods af, at Israels bruttonationalprodukt pr. indbygger er over 60 gange større end i Bangladesh.

I Michael Marens bog udmaler han, hvordan et bestemt mønster gentagne gange er blevet fulgt i Afrika. Det starter med, at vestlige medier erklærer et område for katastroferamt. Så ankommer store fly, fyldt med ivrige hvide mennesker med deres jeeps, vand og spiritus. Byerne bliver oversvømmet af fremmede, som kræver indlogering og serviceydelser, hvilket de lokale magthavere beredvilligt stiller op til. Bjerge af fødevarer sendes ind i det økonomiske kredsløb, hvilket er med til at smadre det lokale landbrug og gør risikoen for hungersnød til en realitet. Det fører til omfattende sortbørshandel med nødhjælp for at finansiere opkøb af våben. Korruptionen og volden vokser. Og så bryder konflikterne løs. Det er intet tilfælde, at de tre største modtagere af amerikansk fødevarehjælp – Somalia, Liberia og Zaire – i dag er præget af borgerkrig og hungersnød.

Michael Maren peger også på eksemplet med Etiopien i midten af 1980erne, hvor NGOer accepterede etniske udrensninger. Regeringen holdt fødevareforsyninger væk fra bestemte etniske grupper, og desperate mennesker blev derfor lokket til andre dele af landet af nødhjælpen. Organisationer som Red Barnet medvirkede til det, der reelt var deportationer, ved at sætte flygtningene på busser og transportere dem til områder, der nærmest var indrettet som koncentrationslejre.

Sandheden om ulandshjælpen er, at den handler om de rige nationers konkurrence om at opnå dominans i udviklingslandene for at fremme umiddelbare økonomiske, politiske eller militære interesser. Således har fx britiske udviklingsprojekter været direkte knyttet til salg af britisk fremstillede våben. På samme måde er det en erklæret målsætning i den danske ulandshjælp at hæve 'returprocenten,' dvs. den andel af hjælpen, der kanaliseres tilbage til danske firmaer og organisationer. USAID, den største regeringsuafhængige hjælpeorganisation i USA, giver 80 procent af sine kontrakter til amerikanske firmaer. Tre fjerdedele af de fødevarer, der blev sendt til Somalia, blev fragtet af amerikanske skibe til overpris.

På trods af fine erklæringer og dyre FN-konferencer om sult og fattigdom, så er verdens fattige blevet endnu fattigere i de sidste 40 år. I 1960 var indkomstforholdet mellem verdens 20 procent rigeste og de 20 procent fattigste 30 til 1. Dette forhold var i 1990 steget til 60 til 1 og i 1996 til 78 til 1. Hvis verdens rigeste virkelig ønskede at anvende deres rigdom til de fattigstes fordel, så har efterkrigstidens ulandshjælp mildest talt været en fiasko.

Den internationale nødhjælp har ikke rettet op på dette stigende misforhold. Michael Maren giver i sin bog så mange eksempler på projekter, som trods gode intentioner slår fejl, at det er svært at forestille sig et 'godt' ulandsprojekt. Han nævner overrislingsprojekter, der forurener vandet; veje, som ødelægger landsbyer og landbrugsjord; stort anlagte bistandsprojekter, som iværksættes af velgørende institutioner, der hurtigt opgiver dem igen; fødevarer og medicin, som er usælgelige i de rige lande.

Rædselshistorierne er ikke uundgåelige konsekvenser af en misforstået 'god vilje.' Men de er de uundgåelige konsekvenser af, at Vestens rige overklasse tror, at den på kolonialistisk vis stadig kan fortælle resten af verden, hvordan den skal indrette sig.

 

The Road to Hell
af Michael Maren
udgivet af Free Press