Revolutioner er ikke forbeholdt de "varme lande". Juhani Lohikoski skriver om den finske revolution i 1918, og forklarer hvorfor den blev slået ned igen.

 

 

Selvom Finland ikke deltog i første verdenskrig, kom krigen alligevel til at påvirke landet. Handelen med Tyskland og Storbritannien gik næsten i stå, og i praksis blev Rusland Finlands eneste samhandelspartner. Finlands selvstændighed kunne derfor ikke afhjælpe problemer med fx. mangel på fødevarer, fordi det kneb med at få tilstrækkelige mængder korn fra Rusland. Senatet forsøgte at lindre konsekvenserne af de manglende fødevareforsyninger ved at fastsætte et loft over priserne. Men det betød blot, at mange fødevarer blev handlet på det sorte marked, hvor kun et fåtal havde råd til at købe varerne.

Arbejderklassen i Finland krævede samtidig 8 timers arbejdsdag og repræsentation i byrådene. [1.] De gik i strejke og demonstrationer for at få disse krav indfriet. Den 7. maj 1917 udbrød der i Rauma en to ugers generalstrejke til støtte for kravene. Arbejderne vandt, ligesom de vandt mange andre strejker. I 1917 var der 487 strejker, hvoraf kun 79 endte med nederlag til arbejderklassen. De vandt en totalsejr i 104 strejker, mens 288 endte i et kompromis. Industriens arbejdsgivere var tilbøjelige til at give efter, mens arbejdsgiverne på landet var mere hårdnakkede. Sammenstødene mellem arbejderne og storbønderne på landet fik storbønderne til at organisere et væbnet beskyttelsesværn, der skulle beskytte deres ejendomme [2.]

Arbejderklassen reagerede på denne bevæbning ved at formere deres egne væbnede kamporganisationer, Ordensværnet eller, som de nogen steder kaldte sig, Den Røde Garde. Nogle af arbejdernes organisationer modtog våbentræning af russiske soldater.

I november startede den finske fagbevægelse en generalstrejke med kravene om en kortere arbejdstid, arbejderrepræsentanter i byråd og gennemførelsen af en egentlig forfatning. Mange arbejdere så generalstrejken som begyndelsen på revolutionen. Imidlertid var flertallet af socialdemokraterne i parlamentsgruppen bekymrede over generalstrejkens revolutionære karakter og ønskede at stoppe den. I arbejdernes forsvarskomiteer var holdningen den modsatte. De krævede en mere effektiv strejke og en afvæbning af borgerskabets beskyttelsesværn, som blev kaldt Slagterne på grund af deres brutale metoder over for strejkende arbejdere. Krav om overtagelse af magten blev også sat på dagsordenen.

I slutningen af generalstrejken dannede socialisterne [3.] Det Revolutionære Centralråd, men flertallet af rådet var ikke stemt for revolution. Et flertal på 7 mod 5 stemte for afblæsning af generalstrejken. Det stoppede ikke den bølge af revolutionær entusiasme, som prægede den finske arbejderklasse. Tværtimod blev centralrådets beslutning modtaget med forfærdelse og mistro, og fik mange steder arbejderne til at skærpe kravene. I Kotka og Kymenlaakso rejste arbejderklassen kravet om "Al magt til arbejderne" og for proletariatets diktatur. I Tampere trak arbejderne deres repræsentanter ud af centralrådet, fordi de opfattede dem som forrædere.

Den russiske, bolsjevikiske leder, Lenin, beklagede centralrådets beslutning, hvilket senere er blevet udlagt som, at Lenin pressede de finske socialister til at tage magten. Men presset kom ikke fra Lenin. Det kom fra de finske arbejdere.

Senatets beslutning om at oprette regulære væbnede styrker var ikke populær. [4.] Og da rygterne om en generalmobilisering løb d. 25 januar 1918 flød bægeret over. Fra den 26. januar begyndte arbejderklassens væbnede organisationer at forberede besættelsen af offentlige kontorer og strategiske steder. I de efterfølgende dage blev de to arbejdermilitser Ordensværnet og Den Røde Garde forenet under navnet Den Røde Garde.

I Helsinki overtog arbejderklassen magten uden blodsudgydelser. I Lahti erobrede Den Røde Garde rådhuset uden modstand. I Tampere overtog arbejderne jernbanestationen og de offentlige bygninger uden at støde på modstand. I Turku overtog arbejderne jernbanestationen, el-værket og telefonhuset og tog kontrollen med bankerne. Industriområderne med de vigtigste økonomiske og kulturelle centre, hvor halvdelen af den finske befolkning boede, blev nu kontrolleret af de røde. [5.]

Den 28. januar blev Folkekomiteen, som var den nye revolutionære regering, dannet. Dens første opgave var at skaffe og transportere korn fra Rusland til at afhjælpe den akutte nød. Samtidig indførte regeringen en central fødevaredistribution med rationeringsmærker og sørgede for børn og fattige.

Regeringen manglede finansielle ressourcer, men undlod at nationalisere bankerne og konfiskere de riges opsparinger. Nationalbanken blev dog overtaget 1. februar, men da havde borgerskabet flyttet guldreserverne, så kun papirpengene var tilbage. Der var heller ikke enighed i regeringen om nationalisering af industrien, så kun enkelte fabrikker blev nationaliseret.

Uddannelsessystemet blev omorganiseret så de reaktionære og religiøse kræfters overherredømme blev afskaffet. Historieundervisningen skulle ikke længere fremstille konger og kirkelige overhoveder som folkets velgørere. Tværtimod skulle deres griske og grådige natur trækkes frem i undervisningen.

Selvom Den Røde Garde i januar var bedre organiseret, end den havde været i november, begyndte magtbalancen at skifte til de hvide styrkers fordel. Mens Den Røde Garde alene baserede sig på frivillig deltagelse, så gennemførte det hvide Finland tvungen værnepligt og bragte sine tropper op på 70.000 mand mod de rødes 30-40.000 mand. Desuden modtog de hvide tropper masser af våben fra Tyskland [6.] Den Røde Garde vidste ikke meget om at føre krig, hvorimod de hvide havde mange trænede soldater.

Den revolutionære regering i det røde Finland undervurderede klart det militære spørgsmål. Den skulle fra starten af krigen, da fronterne endnu ikke var stabiliserede, have erobret så meget land og overtaget så store dele af jernbanen som muligt. De hvide forstod situationen meget bedre og erobrede ingenmandslandet. Den Røde Gardes styrke var entusiasmen i arbejderklassen. Kvinder og børn tog til fronten og kæmpede side om side med mændene. Så på trods af militær overlegenhed kunne de hvide tropper ikke vinde alene, de måtte have hjælp fra Tyskland, som sendte tropper ind i Finland heriblandt finske jægersoldater, der var blevet trænet i Tyskland. I alt deltog 15.000 tyske soldater i invasionen. Det var regulære, godt bevæbnede og trænede kamptropper, hvor mange havde kamperfaringer. Og de blev støttet af fly og flådeskibe.

Med den tyske invasion i baghånden kunne de hvide tropper koncentrere alle sine kræfter om at erobre Tampere, mens de røde også måtte slås med de tyske invasionsstyrker. I to dage bombarderede de hvide tropper Tampere og jævnede boligblokke med jorden. Inde i byen måtte de hvide tropper kæmpe hårdt hus for hus, fordi de stort set havde hele byens befolkning imod sig. Den 6. april faldt Tampere, da byens forsvarere løb helt tør for ammunition.

Tyskerne angreb Helsinki den 11. april. Også her var modstanden overordentlig stærk. Ikke mindst spillede de kvindelige rødgardister er stor rolle i modstanden.

Den sidste bastion Viipuri, hvor den røde regering var flyttet til, da tyskerne nærmede sig Helsinki, faldt den 29. april, hvorefter resterne af Den Røde Garde blev knust. Arbejdernes internationale kampdag den første maj, blev en sørgedag i Finland. De finske arbejderes heroiske bedrifter var slået fejl. Det finske borgerskab og den tyske invasion havde tilsammen knust revolutionen i Finland.

bearbejdet af Tom Christiansen

 

Oversætterens noter:

1. Den finske valglov forhindrede arbejdere i at stille op.

2. I virkeligheden blev disse "hvide" tropper fortrinsvis sat ind mod strejkende arbejdere.

3. En venstrefløj i det finske socialdemokrati, som var orienteret mod bolsjevikkerne i Rusland.

4. Finland havde været uden regulære væbnede styrker, siden Zarens gendarmeri var blev opløst efter zarens fald i februar 1917.

5. De hvide hære kontrollerede arealmæssigt dog 80 pct. af landet.

6. Det nationalistiske finske borgerskab havde i protest mod russisk overherredømmet knyttet tætte forbindelser til det tyske borgerskab.