Radiator
Jan Sonnergaard
Gyldendal
232 sider – 250,-

Vi kender dem alle sammen. De drikker bajere på gadehjørnet eller skaber uro i S-togene. De er lette at kende på deres sorte eller grønne nylonjakker og ellers lurvede tøj og usoignerede udseende.

Vi kan godt blive lidt bange for dem. De er utilregnelige, fordi de ikke overholder vor andres normer for god opførsel, og fordi vi ikke forstår dem. Men under alle omstændigheder kan vi glæde os over, at det ikke er os selv, der er en af dem. Det er er godt, at man har kunnet tage sig sammen til at blive til noget her i tilværelsen.

I novellesamlingen Radiator får vi imidlertid historierne set fra de udstødtes side. Vi får smagt på, hvordan fattigdom i Danmark nedbryder mennesker både på krop og sjæl. I novellen NETTO og fakta beskriver jegpersonen, hvordan lang tids arbejdsløshed frarøver ham muligheden for at leve sundt liv:

"Vi har lige netop råd til at købe det, ingen andre gider æde – så min vægt stiger hele tiden, og det kan næppe vare mange år, før jeg også bliver allergiker. Først bliver man marginaliseret, så bliver man ruineret, og så bliver man affaldscontainer. Ti millioner fluer kan ikke tage fejl. Æd lort."

Selvværdet ryger sig også en tur: "Jeg er tvunget til at gå rundt i det billigste, billige tøj, for jeg er jo fattig, og netop derfor er jeg 'plat' og 'ulækker' og uden stil... Hvad jeg end gør, er det forkasteligt og ækelt." Tilværelsen er fuld af ærgrelser og ting, der hele tiden understreger ens egen fattigdom. Derfor er det lettere at blive i slumlejligheden end at gå ud i verden. Man mister vennerne og efterhånden alle mulighederne for at vende skuden. Fattigdom er en selvforstærkende proces.

Jan Sonnergaards hovedperson er dog overbevist om, at også de, som tænker, at de har deres på det tørre, fordi de har arbejde, i virkeligheden "sidder i lort til halsen, ligesom mig selv". Hvorfor i alverden skulle de ellers spille på lotto – et "fupnummer, selv et femårs barn kan gennemskue" – hvis ikke det var for drømmen om et bedre liv.

I den anden centrale novelle Tyveri reagerer personerne mod den ydmygelse og fornedrelse, der ligger i at være fattig. Når man kronisk ingen penge har, er det en daglig provokation at se hylderne i butikkerne bugne af luksusvarer, man aldrig vil få råd til. Derfor beslutter de sig for en dag at stjæle helt vildt. Ikke for at få fingrene i varerne, men for at hævne sig på butiksbestyreren. De chikanerer den "pæne" dame ved busstoppestedet, som tak for alle de nedstirrende blikke, de får fra folk med deres på det tørre. De skaber ravage i en restaurant, hvor de normalt ikke har råd til at købe maden. Ikke det mindste konstruktivt og slet ikke spor politisk korrekt, men allerhelvedes forståeligt.

Jan Sonnergaard har skrevet en fremragende novellesamling med klare meninger om det samfund, han lever i, uden at det dermed bliver tungt eller pligtagtigt. Tag og læs den.

Tom Christiansen