Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes?
Gustav Jonsson
Fremad
216 sider – 128,-

Bogen er vigtig for alle med interesse for socialt arbejde med børn. Men bogens vinkel er desværre blevet glemt med 1980ernes liberalistiske tankegang, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og det hedder sig, at det er ens egen skyld, hvis man klarer sig dårligt. I dag er vilkårene for socialt arbejde med børn og familier baseret på forestillingen om, at al forandring kommer indefra. Dvs. det er i den enkelte familie, at indsatsen skal ske, i det enkelte individ.

Folk bliver sendt ud i jobtræning eller aktivering ud fra devisen om, at de skal lære at arbejde, og at det er fordi de ikke har lært det, at de ikke har arbejde. Glemt er forståelsen af, at der ikke er jobs til alle de arbejdsløse, fordi konkurrencen og profitmaksimeringen har krævet nedskæringer i både den private og offentlige sektor.

Individfikseringen i socialt arbejde forstærkes af en tendens fra genforskningen til at biologisere sociale problemer. Altså forestillingen om, at det ligger i vores gener at blive alkoholikere, sindssyge, narkomaner eller asociale i vores adfærd. Hvis man tager dette for gode varer, er det umuligt at bryde den sociale arvs onde cirkel, for så er den ikke social, men biologisk.

Genudgivelsen er en af klassikerne indenfor litteraturen om socialt arbejde. Barnebyen Skå udenfor Stockholm var i sin tid banebrydende i arbejdet med børn i socialt belastede familier. Det var på Skå, at man opfandt "hjemme-hos"-funktionen, som nu har vundet indpas i mange kommuners arbejde med børnefamilier, blot med den forskel, at "hjemme-hos´erne" nu er mere på kommunens side end på klienternes.

En del af forsøget på Skå bestod også i at sætte fokus på behandlernes arbejdsvilkår og professionalisme. Der kom fokus på, hvad det gør ved os at se familier fungere dårligt, og hvordan vi griber ind i forhold til dem som professionelle. Arbejdet blev udviklet til en egentlig faglighed med det nu så fortærskede ord helhedssyn som en af grundpillerne, og med supervision som en nødvendig del af behandlingsarbejdet.

I dag har socialarbejdere bare ikke samme muligheder for at udvikle metoderne, fordi vi skal løbe hurtigere for flere klienter, hvis problemer nu er blevet mere massive i takt med, at de rige i samfundet er blevet rigere og de fattige fattigere. Vi har næsten glemt, hvor vigtigt det er at bo ordentligt og have penge til at klare sig for. Det har bistandsklienter og lavtlønnede arbejdere dårligt nok i dag. Men vi kan næsten ikke se skoven for bare træer, når vi står midt i problemerne.

Det råder bogen bod på, fordi den er skrevet i en tid med økonomisk opsving og ingen arbejdsløshed. Den sætter vore dages forarmelse i relief. I 1960erne og 70erne blev der oprettet institutioner med familiebehandling og børneinstitutioner til døgnophold. I løbet af de sidste 10-15 år er de blevet nedlagt og erstattet af plejefamilieanbringelser eller andre billigere foranstaltninger. I stedet for at sende problemerne derhen, hvor ansvaret i virkeligheden ligger, nemlig hos magthaverne, vender socialarbejdere i dag blikket mod os selv og taler om vores egne værdisæt i arbejdet. Som om det er det afgørende. Det er klart at vores normer og livssyn spiller en rolle, men den er bare langt mindre end de faktiske levevilkår, som socialt dårligt stillede bliver budt. Socialpolitikken opfattes nærmest som noget, der dikteres fra politikkerne, og det kan vi alligevel ikke ændre ved, men må dukke nakken og pragmatisk fortsætte med arbejdet, på stadigt sværere vilkår. Vi trænger til at få rusket op i forståelsen af, at socialt arbejde også er politisk arbejde. Vi må argumentere mod genforskeres forsimplede fremstilling af sociale problemers årsager.

Inge-Lise Bjørn