For mindre end et år siden var en række fremtrædende økonomer ved at skrotte deres gamle lærebøger i økonomi. De mente, at den økonomiske udvikling i bl.a. USA, Storbritannien og Danmark gav grund til at tale om en “ny økonomi”, der på afgørende måde brød med traditionelle økonomiske teorier.

Økonomerne blev godt suppleret af politikere som Mogens Lykketoft, der til Politiken udtalte: “Jeg tror, vi står med en meget god chance for at have en langvarig økonomisk vækstperiode. Det er ikke usandsynligt, at vi kan realisere noget, der er lige så langstrakt som opgangskonjunkturen i den vestlige verden var det fra 1948-74. Og det er de 25 år, man kan sammenligne med.”

Men i den nyeste rapport fra Det Økonomiske Råd (“Vismændene”) er tonen mere moderat og advarende. I et afsnit slås det fast, at “krisefri markedsøkonomi er en illusion”, og dernæst gennemhuller rapporten de myter, som den “ny økonomi” er bygget op på. For eksempel har der været store forhåbninger til, at brugen af informationsteknologi (IT) ville medvirke til at skabe en krisefri økonomi. Men rapporten påpeger, at IT højst har bidraget med 0,5 procentpoint til væksten i USA i perioden 1980-92, og pointerer, at IT “ikke i tilstrækkeligt omfang (bidrager) til at nå historisk høje vækstrater”. Også den megen snak om globalisering får en kritisk kommentar med på vejen, idet rapporten konstaterer, at trods liberalisering af de finansielle markeder, IT-revolutionen mv. tyder intet på, at der er tendenser til en egentlig stigning i internationaliseringen af økonomierne.

Endelig tager Vismændenes rapport også fat på den centrale påstand i den “ny økonomi” – at vi er på vej ind i 25 års økonomisk opgang: “Der er imidlertid intet i analyserne, der tyder på, at det generelt er tilfældet.” Tværtimod peger rapporten på, at hverken produktiviteten eller bruttonationalproduktet synes at stige ekstraordinært i 1990’erne, der er snarere tale om en ret beskeden vækst, der hurtigt kan vende.

Det er risikoen for økonomisk tilbagegang, der bekymrer Vismændene mest. Selv om de forventer forstsat vækst, så er der “en reel risiko for, at det ikke kommer til at gå nær så godt som ventet”. Ikke mindst begynder den økonomiske krise i Asien at sætte sine spor på verdensplan gennem lavere vækst i USA og stagnation i Storbritannien. Her kan Vismændene ikke gøre andet end håbe på, at udviklingen i fx Japan begynder at vende.

I den danske økonomi frygter Vismændene, at storkonflikten begynder at sætte sine spor i kraft af, at arbejdere begynder at stille nye krav. Det sker med direkte henvisning til kravet om mere ferie, men også krav om kortere daglig arbejdstid kan komme på tale, ikke mindst på baggrund af, at den franske regering netop har vedtaget en nedsættelse af arbejdsugen til 35 timer fra år 2000. Vismændene frygter dog især, at arbejdere udnytter den lave arbejdsløshed til at presse lønningerne i vejret. I forvejen ligger lønstigningerne på 4,5 pct. om året, hvilket er det højeste siden 1987, men Vismændene frygter, at lønnen begynder at stige endnu mere.

Vismændenes råd til regeringen er derfor, at der gennemføres “en betydelig stramning af den økonomiske politik” allerede i år. Men her er Vismændene i et tydeligt dilemma. På den ene side peger de på de traditionelle indgreb i de offentlige udgifter, således at staten kan undgå at måtte hæve skatterne og dermed give anledning til nye lønstigninger. På den anden side må de indrømme, at “velfærdsstaten har været en succes” og afviser, at såvel velfærdsstatens fordelingspolitik som det høje skatteniveau nødvendigvis virker som en bremse på økonomisk vækst.

Dette er nye toner fra de økonomiske vismænd. For få år siden lød opskriften på udlicitering, brugerbetaling og skattelettelser for de rigeste. Selv om nogle af disse ting fortsat nævnes som muligheder, så er det med betydelig forsigtighed. I stedet peger de i højere grad på, at skatten sænkes for de laveste og mellemste indkomster og håber på, at dette kan finansieres alene gennem den økonomiske vækst.

Tilbage til regeringen er altså et scenario, hvor opsvinget hurtigt kan vende, og hvor der er et betydeligt pres fra arbejderklassen for højere løn og fastholdelse af velfærden. Hvordan regeringen skal tackle dén situation, overlader Vismændene til regeringen selv.