De autonome er en af de mest omtalte grupper på venstrefløjen i dag. Nina Holm Jensen har kigget på udviklingen af deres idéer og spørger, om disse idéer kan forandre samfundet i den retning, som de autonome ønsker.

De autonome ønsker en radikal omvæltning af samfundet – og bliver opfattet som en trussel mod det etablerede samfund. Der er ingen tvivl om, at de arbejder og kæmper oprigtigt for en samfundsændring. Men hvor kommer deres idéer fra og kan de rent faktisk bruges til at forandre verden?

Bladet AUTONOMI skriver: “Vores alternativ er en forestilling om en global revolution, tilkæmpet i en selvorganiseret kampproces mod alle former for magtforhold – i basisdemokratiske strukturer, der spiller en frigørende rolle” (AUTONOMI, nr. 38). Denne kampproces består dels af en militant kamp mod systemet, dels af opbygningen af en samfundsopposition i form af miljøer med “subversiv levemåde”, dvs. miljøer, der forkaster de eksisterende undertrykkende normer.Det betyder, at individer/miljøers bevidsthed og handlinger kommer til at spille den afgørende rolle i de autonomes opfattelse af, hvordan samfundet skal forandres. Denne opfattelse kaldes også idealisme, fordi den tager udgangspunkt i ideer og ønsker, mere end i konkrete materielle forhold.

Disse ideer bygger på erfaringer fra sejre og især nederlag de sidste 20-30 år, og har rødder i Italien. I starten af 60’erne oplevede Italien en bølge af militant arbejderkamp. Store grupper af især industriarbejdere kom med deres radikale krav i modsætning ikke bare til deres egen ledelse, men til hele systemet – også deres egne fagforeningsledelser.

De folk, der prøvede at analysere denne nye situation, som kom oven på et årti med passivitet og nederlag, kom op med en teori, som de selv kaldte “arbejderistisk”. Kernen i teorien var at afvise PCIs, det italienske kommunistparti, strategi om “hegemoni”, hvor arbejderklassen måtte indgå alliance med andre “progressive” klasser og holde tilbage med nogle af deres egne krav.

De nye arbejderistiske teorier afviste PCIs reformistiske analyser. På den måde var de arbejderistiske teorier en sund reaktion mod PCI og fagforeningerne. De fastholdt den industrielle arbejderklasse og klassekampen som instrumentet for forandring og reddede dermed et koncept, der havde været begravet i 25 år. Men den arbejderistiske teori indeholdt også flere problemer – problemer der senere skulle vise sig at vokse sig langt større.

For dem var den traditionelle form for arbejderkamp, som reformisterne praktiserede, ikke en trussel mod systemets stabilitet. Tværtimod kunne den slags kamp fremme kapitalismens udvikling og gøre produktionen mere dynamisk. Faktisk havde kapitalismen brug for arbejderklassens opfindsomhed for ikke at stagnere. Der er en vis sandhed i, at arbejderkamp i en periode med opsving kan tvinge kapitalisterne til tiltag, der måske rammer den enkelte kapitalist, men er godt for systemet som helhed. Men arbejderisterne ignorerede fuldstændigt, hvordan selv fagforeningskontrolleret arbejderkamp omvendt kan have en yderst destabiliserende effekt på kapitalismen.

Arbejderisterne førte denne ide ud i det ekstreme og konkluderede, at “gennem fagforeningskampen kan arbejderklassens krav aldrig blive mere end afspejlingen af kapitalens nødvendigheder”, som en af deres førende teoretikere, Mario Tronti, formulerede det. Konsekvensen blev en fuldstændig forkastelse af økonomisk kamp under fagforeningsledelse; dette var ikke bare utilstrækkeligt men kunne bruges mod arbejderne til at styrke kapitalismen. Disse ideer fødte begrebet “arbejderklasse autonomi”. For hvis kapitalismen brugte arbejderklassen som en kraft til at udvikle sig, var forudsætningen for arbejdernes frigørelse adskillelse, autonomi, fra kapitalismen på det politiske niveau. Dette betød, at arbejderne skulle nægte at acceptere systemet, og herunder også reformistiske partier og fagforeninger, for i stedet at stå uden for og kæmpe uden for fagforeningerne og partierne, dvs. abstentionisme.

Venstrefløjspartiet Potere Operaio (Arbejdermagt), som var den førende arbejderist-gruppe, havde en forfejlet analyse af det italienske samfund, og lagde strategi efter den. Potere Operaio tog et militant mindretals bevidsthed for hele klassens, og undervurderede reformismens indflydelse i den italienske arbejderklasse. Desuden gjorde deres politik med at afholde sig fra aktioner i fagforenings regi, de reformistiske lederes arbejde med at holde strejkebølgen tilbage lettere. Da bevægelsen gik ned, analyserede Potere Operaio brug af individuel terror og sabotage som en yderligere modning af revolutionen snarere end et udtryk for den stigende demoralisering. Potere Operaio opløste sig selv ind i den autonome bevægelse i ’73.

I stedet skabtes Autonomia Operaia (Arbejder-autonomi). I midten af 70’erne var autonome grupper involverede i politisk intervention på arbejdspladser, universiteter, i lokalområder og blandt unge arbejdsløse. De ledte også mange massekampe på arbejdspladser – mødt med bitter modstand fra fagforeninger og PCI. Men som reformisterne brugte deres indflydelse til at stoppe kampene på fabrikkerne, blev de autonomes sociale grundlag i stigende grad folk, der stod uden for produktionsprocessen. I foråret 1977 eksploderede situationen i et oprør på universiteter og blandt unge arbejdsløse og andre. Stat, politi, partisystem samt borgerlig uddannelse og kultur blev angrebet fysisk. De autonome havde stor indflydelse i bevægelsen. Men staten skred ind og forbød demonstrationer, sendte politi og militær ind på universiteter og arresterede ledelse og medlemmer af Autonomia Operaia. Bevægelsen døde ud på universiteterne, og Autonomia begyndte at miste sin vigtigste sociale base. Yderligere repression fra staten ramte den endnu hårdere. De autonome stod tilbage isolerede fra klassekampen og desillusionerede. Desillusionerede først og fremmest af den traditionelle venstrefløjs stivhed og autoritære holdninger, men også af nedgangen i klassekampen.

Problemerne i arbejderisternes teorier blev forstørret og forvredet som den autonome bevægelse udviklede sig. Arbejderisternes projekt med at skabe et ægte alternativ til PCI blev i stedet en vej væk fra revolutionær marxisme.

Ifølge toneangivende teoretikere som Toni Negri var staten nu en “krise-stat”, som brugte den økonomiske krise til at påføre hele arbejderklassen et stort nederlag, fx. i form af at hæve arbejdsløshed, opsplitning af produktionen, inflation og udbredt undertrykkelse af enhver, der protesterede mod denne proces. Som værktøj havde staten ikke bare politi, fængsler, loven etc. men også partierne og fagforeningerne. Staten overtog den samlede kapitalistklasses funktioner, for at få samfundet ud af krisen. Den ændring i statens rolle, som Negri mente havde fundet sted, betød at arbejderklassen udviddedes til at omfatte alt andet end en lille minoritet af udbyttere og statsfunktionærer. Krisen har derfor snarere end at betyde splittelse og demoralisering, betydet en styrkelse og forstærket enhed, mente han. De autonome efter ’77 er præget af ekstrem optimisme, som ikke modsvarer de faktiske forhold.

Negri tager arbejderisternes koncept om arbejderklasseautonomi, om at arbejderne må forkaste systemets logik, til sin naturlige konsekvens: Det afgørende for kapitalismens udvikling bliver arbejdernes subjektivitet. Konsekvensen af denne teori bliver, at kapitalismen kan ødelægges ved at arbejdere frigør sig selv fra dens ideologiske dominans. Overgangen til kommunisme bliver derfor en proces, som foregår hver dag når arbejdere forkaster kapitalismen gennem sabotage osv. Tilbage står de autonome med på den ene side en fokusering på dagliglivet som en revolution i sig selv, på den anden side væbnet kamp med voldelige angreb på de kapitalistiske magtstrukturer.

De teorier, som de autonome udviklede og uddybede efter ’77 præger på mange måder de danske autonome i dag. Den afgørende forskel er, at ekstrem optimisme og tro på en revolutionær arbejderklasse i dag er blevet til ekstrem pessimisme og afskrivning af arbejderklassen som den klasse, der kan bringe forandringer.

Men hvad der virker som et stort spring er i virkeligheden et resultat af den idealisme, som hele tiden har præget de autonome. Vejen fra ekstrem optimisme til ekstrem pessimisme er ikke så lang, når man tager udgangspunkt i folks ideer, eller de ideer, man mener folk har. Ligeledes har de autonome i dag blot taget konsekvensen af teorien om krise-staten. Selvom det er rigtigt, at det ikke kun er industriarbejdere, der er en del af den moderne arbejderklasse, så fører ideen om, at alle undtagen staten og kapitalisterne er en del af arbejderklassen og at kapitalismen automatisk samler og forener klassen til, at den afgørende forskel bliver, om man er revolutionær eller ej. Det er ikke de materielle vilkår for en klasse, men individets bevidsthed, der er afgørende for det revolutionære potentiale. Det åbner døren for en afskrivning af arbejderklassen.

I AUTONOMI tales også om, at “de indre modsætninger, som hele tiden frembringes af enhver form for magtstruktur, fører godt nok til permanente gnidninger og protester i systemet, men dette resulterer som regel blot i sidste konsekvens til systemets MODERNISERING (innovation)”. (AUTONOMI, nr. 38) Altså igen ideen om, at kapitalismens bruger sine egne indre modsætninger til at blive mere effektiv. Arbejderkamp er derfor blot en “gnidning”, som ikke kan skade systemet grundlæggende. For de autonome er reformismen, socialdemokratiet og fagbevægelsen, derfor i sidste ende en integreret del af kapitalismen, som hjælper systemet.

De autonome ser ikke, at kapitalismen indeholder uforenelige modsætninger. Arbejderklassen og kapitalistklassen har uforenelige interesser; kapitalisterne råder over kapital og produktionsmidler og kan derfor bruge arbejdernes arbejdskraft til at berige sig selv og ekspandere. Selv det mindste lille krav om 2 kroner mere i timen er i modstrid med kapitalistens interesser om størst mulig profit. Der kan indgås “borgfred”, kapitalisterne kan købe sig til fred og ro for en stund, men konkurrence og kriser vil tvinge dem til at øge profitten på arbejdernes bekostning.

Når de autonome ikke ser dette, ser de heller ikke reformismens store dilemma: Den prøver at lave et kompromis mellem to uforenelige størrelser. På den ene side accepterer reformisterne systemets rammer, på den anden side lover den at varetage arbejdernes interesser. At reformismen indeholder disse modsætninger gør netop at den ikke er usårlig, men kan udfordres, fordi den ikke kan leve op til de forventninger, den giver. Nyrups problem lige nu er, at han er splittet mellem ønsket om, at få systemet til at køre, og hans vælgeres forventninger til, at han står for et bedre samfund for almindelige mennesker.

Potere Operaio undervurderede reformismens betydning, de autonome i dag overvurderer den. Resultatet et det samme, nemlig abstentionisme. Men der er to vigtige elementer i at udfordre reformismen i arbejderklassen. Dels at arbejderne selv tager aktion og oplever deres egen styrke, dels at organiserede revolutionære også udfordrer reformismen politisk hos den enkelte arbejder og bevægelsens ledere og er i stand til at stille et alternativ op – ikke bare politisk, men også organisatorisk. Dette er en politisk kamp, og skiftet fra reformistiske til revolutionære idéer sker ikke automatisk.

Når de autonome ikke ser arbejderklassen som en magtfaktor, kommer de også til at overvurdere den herskende klasse. I de autonomes verdensbillede er den herskende klasse en nærmest monolitisk størrelse med store handlemuligheder både økonomisk og politisk. Staten og kapitalen vælger globalisering og “neo-liberalisme” som en bevidst strategi: “Op gennem 90’erne er der flere og flere regeringer, som har tilsluttet sig den neo-liberalistiske økonomiske doktrin.”

“Vi står overfor en globaliseringspolitik, som udvikles af de imperialistiske lande og de internationale organisationer, som er politiske instrumenter for disse lande. Resultatet er som man kunne forvente, en styrkelse af den internationale finanskapital og de store koncerner som General Motors, Unilever, BASF, Mercedes osv.” (begge citater fra AUTONOMI, nr. 38)

Hermed overser de autonome fuldstændig, at der er konkurrence og modsætningsfyldte interesser inden for den herskende klasse. EU er et strålende eksempel på, hvor svært det er for forskellige landes herskende klasser at blive enige: De ønsker alle selv at pleje egne interesser. Selv inden for EU-landende er der uenigheder i de herskende klasser om, hvor langt EU skal gå mod en fælles stat, udvidelsen mod øst, og er EU i det hele taget en god idé. Under overenskomstforhandlingerne førte forskellige arbejdsgivere højlydt diskussioner i pressen. Nogle gik så vidt som til at sige, at der ikke var brug for DA – samtidigt med at der var optræk til storkonflikt!

Den herskende klasse har faktisk meget lidt økonomisk råderum. Den eneste løsning, den herskende klasse kan se på den økonomiske krise, er at angribe velfærd og løn- og arbejdsforhold. Men de er også bange for at gå for langt, som det skete i Frankrig i ’95, hvor arbejderne svarede igen på et angreb på deres pension med generalstrejke. Og siden har Frankrig været præget af mange strejker og en stor anti-nazistisk bevægelse mod Le Pens Front National. Et lignende billede tegner sig i mange andre europæiske lande. De autonome taler om “de kapitalistiske eliters sejrsstemning”, men det er svært at se præcis hvor den sejrsstemning kommer til udtryk. I stedet tyder de herskende klassers handlinger mere på panik og desperation!

Overvurderingen af reformismen og den herskende klasse påvirker også de autonomes opfattelse af samfundets ideologiske kontrol. AUTONOMI skriver: “De samfundsmæssige værdinormer og betingelser underlægger enhver form for personlig individualitet et massivt forbruger og konkurrenceorienteret diktat.

Således degenererer subjektivitet oftest til en egoistisk selvrealisering inden for forbrugersfæren på bekostning af og i afgrænsning til andre. Dette har konsekvenser, som påvirker og blokerer for en samfundsmæssig solidarisk fornyelse.” (AUTONOMI, nr. 38) Det vil altså sige, at samfundets egoistiske ideologi og det store flertals accept af den herskende klasses ideer forhindrer modstand. En samfundsforandring forudsætter nemlig for de autonome en revolutionær bevidsthed fra start af, et perspektiv om at lave samfundet om, en anden ideologi end den herskende.

I praksis har de autonome således afskåret størsteparten af den danske arbejderklasse, som accepterer de reformistiske og borgerlige ideer. Men de autonome vender tingene på hovedet, fordi de igen tager udgangspunkt i folks ideer, fordi ideerne for dem kommer før forandringen. Lenin begik den samme fejltagelse i 1902, da han erklærede, at arbejderklassens bevidsthed aldrig af sig selv kunne udvikle sig udover en fagforeningsbevidsthed. Men hvor Lenin stillet overfor virkeligheden – konkret 1905-revolutionen – rettede sin fejltagelse og skrev, at arbejderklassen spontant var socialistisk, er de autonome ikke nået længere. Men bevidsthed er hverken entydig eller statisk, og når først tingene rykker og arbejderklassen gør sin magt i samfundet gældende, så kan en “tilbagestående” arbejder i næste uge have overhalet selv den mest radikale socialist.

Hele de autonomes ideologi er præget af deres afskrivning af arbejderklassen. Når de ikke ser den kraft, der kan udfordre den herskende klasse, kommer de også til at tilskrive den herskende klasse mere råderum og “sejrsstemning” end selv den herskende klasse selv gør. Samtidig ser de ikke dem, der rent faktisk kæmper. Europa i dag er præget af at arbejdere, studenter, arbejdsløse, anti-fascister udfordrer den herskende klasse. De gør det ikke udfra et revolutionært udgangspunkt, de kan ikke præsentere nogle politisk korrekte kollektivformer – men det gør ikke den herskende klasses problemer mindre. Set sammen med kapitalismens indre modsætninger og dens ustabilitet tegner dette et Europa fuld af muligheder for folk, der ønsker radikale forandringer. Men fordi de autonome ikke ser dette, havner de i stedet i ekstrem pessimisme.

Den historiske baggrund for de autonomes ideer er idealisme, der førte til undervurdering af reformismens styrke i arbejderbevægelsen, og bitre nederlagserfaringer. Denne blanding giver en tradition, som adskiller sig ikke bare fra den reformistiske tradition men også fra den revolutionære tradition, der ser arbejderklassens kontrol over produktionsmidlerne som nøglen til forandring.

De autonome ideer er ingen videreudvikling af marxismen, men snarere et tilbageskridt til en før-marxistisk form for oprør; et oprør, der erstatter materialisme med idealisme og klassekamp med personligt oprør.