Ungdomsvold
Freerk Huisken
Forlaget politisk revy
144 sider, 198 kr.

Gennem de seneste år er der tilsyneladende opstået nye miljøer af unge, som gennem vold, tyverier og hærværk sprænger alle rammer for almindeligt accepteret opførsel og moral. Oven i købet synes de bedøvende ligeglade med samfundets reaktion. Det er en opførsel, der kommer til udtryk i ‘meningsløs’ vold, opkrævning af ‘beskyttelsespenge’, biltyverier osv.

Mange medier, forældre, lærere og behandlere har reageret med bestyrtelse og kastet skylden på den antiautoritære opdragelse, på den ‘feminiserede’ opdragelse i børnehaver og skoler eller på forældrenes manglende ansvarlighed over for børneopdragelsen. Det er denne problematik, som den tyske professor i pædagogik, Freerk Huisken, går ind i med sin bog Ungdomsvold med undertitlen Selvbevidsthedskulten og dens uønskede resultater.

Det skal slås fast med det samme, at Huiskens bog klart adskiller sig fra den moralske panik, som ellers dominerer debatten om ungdomskriminalitet. I stedet for at fokusere på mediernes indflydelse, på volden som udtryk for et naturligt ‘aggressionspotentiale’ eller som ‘afvigende’ adfærd placerer han direkte volden som udtryk for den konkurrencemoral, der er indbygget i det kapitalistiske samfund.

En af Huiskens centrale pointer bygger på det, han kalder ‘sammenligningsmanien’. Grundlæggende mener han ikke, at der er noget unaturligt i, at mennesker foretager en “rationel selvransagelse”, dvs. at man danner en selvbevidsthed om hvem, man er, ved at vurdere sin placering og evner i forhold til andre mennesker. Men i konkurrencesamfundet fungerer denne sammenligning ikke længere i kraft af, hvad de enkelte mennesker er, kan eller gør. Sammenligningen får til formål at være bedre end andre – rigere, større, stærkere. Konkurrencen skal skabe vindere og dermed også “tabere i massevis”. Konkurrencen løsriver sig fra ethvert indhold, og individets præstation bliver alene bedømt ud fra, om det er vinder eller taber. Konkurrenceprincippet bliver altså et abstrakt princip.

Det er dette princip, som Huisken genfinder i ungdomsvolden. I modsætning til politikere og behandlere, der forarges over voldens råhed og meningsløshed, så mener Huisken at volden bestemt har et formål i, at udøverne får mulighed for at skabe situationer, hvor de automatisk gør sig selv til vindere. Slagsmål, overgreb eller tyveri af overtøj behøver ikke at skyldes konkrete uoverensstemmelser – de indeholder deres egen begrundelse, i og med at udøverne får placeret sig som vindere i præstationshierarkiet.

Efter på den måde at have forklaret det ‘meningsfulde’ i ungdomsvolden går Huisken over til at analysere samfundets reaktion. Først er der statsmagtens reaktion, som er simpel og let forståelig: Enhver form for voldsanvendelse er en udfordring af statsmagtens voldsmonopol – mennesker, der ikke vil indordne sig, må derfor bekæmpes eller tvinges til at opføre sig som pligtopfyldende samfundsborgere. Karen Jespersens forslag om udbygning af ungdomsfængsler og lukkede institutioner for voldelige unge ligger i direkte forlængelse af dette.

Men behandlerne og pædagogerne mener selv, ifølge Huisken, at de kan spille en rolle i at behandle de unge voldsmænd. Imidlertid har der i de seneste år i disse kredse udviklet sig en ny-moralistisk holdning, der forklarer volden ud fra en medfødt eller samfundsskabt aggressivitet, der giver sig udtryk i socialt afvigende adfærd. I virkeligheden, siger Huisken, gør disse behandlere blot politiets arbejde, idet pædagogernes begreb om aggressivitet modsvarer statsmagtens begreb om samfundsulydighed. Begge dele ser de unge som afvigere, der er kommet ud af kurs og skal bringes tilbage i folden. “Man frakender dem principielt, at de kan have viljen til at handle på den måde, som man kritiserer.”

Huiskens kritik er altså, at den pædagogiske tilgang psykologiserer volden og river den ud af sin sociale sammenhæng. For Huisken er der en logisk sammenhæng mellem konkurrencesamfundets (stigende) produktion af tabere og det udtryk, som ungdomsvolden har fået som socialt fænomen. Huisken forsvarer ikke volden eller romantiserer den som indeholdende et oprørsk potentiale. Tværtimod siger han, at de “unge render rundt med en hel samling falske tanker og forestillinger om sig selv og verden”, i og med at de tror, at volden og overgrebene overhovedet kan løse deres problemer.

Men løsningen af problemet med ungdomsvold ligger for Huisken ikke i psykologiserende diagnoser og behandling. Den ligger derimod på det samfundsmæssige og politiske plan. Fremkomsten af ungdomsvold som et moderne fænomen synes hos Huisken at hænge sammen med, at konkurrencemoralen i de seneste årtier er blevet accepteret bredt og ikke bliver udfordret af en kritik af konkurrencen og markedsøkonomien.

Huiskens bog er hverken et bud på alternative behandlingsmetoder eller at hjælpe de unge ud af kriminaliteten. Hans formål er at opnå indsigt i de forhold, der skaber volden. Men hans sidste ord antyder, at han også vil gå længere, idet han skriver, at hans indsigt “næppe vil ... afholde sig fra at antaste den ‘falske’ virkelighed”, der er årsagen til problemerne. Det er nærliggende at læse dette som en opfordring til, at hvis man virkelig vil behandle ungdomsvolden, så må man ændre det samfund, der skaber den.